Af Per K. Larsen, temaredaktør
De seneste uger har været præget af voldsomme politiske uenigheder om børnechecken. Skal polakker have børnecheck lige så snart de sætter rumpen i en jordbærmark, som Lars Løkke Rasmussen, landets tidligere og måske kommende statsminister, udtrykker det, når han forsvarer danskernes rettigheder.
Ja, siger Helle Thorning-Schmidt. EU Domstolen har afgjort at borgere i EU-lande har samme rettigheder til børnecheck som danskere. Regler, der favoriserer danskere, hæmmer arbejdskraftens frie bevægelighed. Vi skal forsvare dansk velfærd, men vi skal opføre os lovligt.
Faglige organisationer inden for byggeri og rengøring, der i forvejen slås med social dumping og lønninger langt under overenskomsten, viser eksempler, hvor arbejdere fra andre EU - lande får indregnet børnechecken som en del af lønnen.
"Vi er [ikke] de bedste"
Dilemmaet er til at få øje på. Danmark har en omfattende offentlig velfærd med social sikring, sociale service, sundhed, uddannelse, boliger, beskæftigelsesydelser osv. Velfærden i Danmark – og i Norden – er baseret på en høj grad af universalisme, forstået på den måde at alle har ret til en basal social tryghed og gratis adgang til uddannelse og sundhed. Alt sammen betalt med skatter og afgifter. Vi har et arbejdsmarked kontrolleret af overenskomster og uden så meget lovgivning.
Vi er omgivet af EU- lande uden for Norden, hvor velfærden i højere grad er finansieret af privat betalte forsikringer, afhænger af om man har arbejde, hvor lønninger og leveomkostninger er lavere end i Danmark og hvor arbejdsmarkedet i højere grad er lovreguleret.
Det er så nemt at fortælle at andre kommer til Danmark, fordi vi er de bedste. I virkeligheden er billedet langt mere broget.
Vender vi tilbage til børnechecken, viser det sig at alle burde flytte til Tyskland, hvis den var så afgørende. I Danmark får forældrene hvert kvartal udbetalt 4.266 kr., når barnet er 0-2 år, 3.486 kr. ved 3-6 år, 2.745 kr. ved 7-14 år og herefter 915 kr. indtil 18 år. I Tyskland får man kr. 4.113 i kvartalet til barnet fylder 18 år, dvs. i alt kr. 90.000 kr. mere end i Danmark. Jyllandsposten, der undersøgte sagen, fandt frem til at der i 2012 var 1.577 danskere, der hævede børnepenge i Tyskland og under 1000 tyskere, der fik børnepenge i Danmark. De fleste som hæver børnepenge i Danmark kommer fra – gæt: Rumænien? Nej de kommer såmænd fra Sverige.
Vi har været medlemmer af EU siden 1972. Der er i tidens løb udvist en stor kreativitet for at bevare danske sociale ydelser på danske hænder. Der er lavet overgangsordninger, undtagelser, optjeningsregler, krav om danskkurser, prøver, bopæl osv. Fælles for dem er, at de stille og roligt bliver pillet fra hinanden, hvis de står i vejen for arbejdskraftens frie bevægelighed. Hvis vi tror, vi kan bevare dansk velfærd på den måde, tager vi åbenbart fejl.
EU-tilpasning med lukkede øjne
Hvis man tror, at vi stadig har verdens bedste velfærd og at det vigtigste problem er velfærdsturister, som bare er ude på at snyde os, så kig et øjeblik på den faktiske udvikling. Hovedproblemerne ligger et helt andet sted. Fx er folkepensioner, dagpenge, førtidspension og kontanthjælp konstant blevet mindre værd siden vi kom i EU. Vi er i stigende grad blevet afhængige af private forsikringer, når vi bliver syge og gamle. Alle der ikke har arbejde på grund af sygdom og handicap, bliver stadigt ringere stillet. Uligheden vokser meget. Stadig flere, der kan, betaler for at få deres børn i private skoler. Reelt er der tale om en tilpasning til andre EU-landes måder at finansiere velfærd på. Noget vi helst ikke taler om politisk eller stemmer om. Det sker bare.
I den offentlige debat er der fokus på små problemer med indvandrere og børnecheck og ikke på de egentlige sociale opgaver. Set ud fra fattiges synspunkt er hovedsagen, at de universelle, skattebetalte velfærdsydelser får stadig mindre værdi og at fattige bliver stadigt mere fattige og socialt isolerede.
Tag folkepensionen som eksempel. I 1970’erne levede 90 % af pensionisterne af folkepensionen. I dag har alle der kan, opsparet pensioner gennem forsikringer og overenskomster. De godt 300.000 som kun har Folkepension, lever i dag under EU’s risiko- for-fattigdom-grænse og har ikke nogen god fremtid. Efter skattereformen bliver pension ikke længere reguleret med lønudviklingen og nedsættes med godt 6 % frem til 2023.
Danskere, som arbejder i andre lande, får endnu mindre. De får en brøkpension, svarende til de år de har boet i Danmark. Den fulde pension får man først, hvis man har boet her i 40 år. Brøkpensionen blev indført for at begrænse fattige indvandreres lyst til at flytte til Danmark. Brøkpensionen er ikke i strid med EU-reglerne. Alle har lige ret til brøkpension. Den er bare ikke til at leve af. Den måde at sikre dansk velfærd på duer åbenbart heller ikke.
Er socialpolitik kun et nationale anliggende?
Vi har været EU-medlemmer i over 40 år. Det bør ikke længere komme som overraskelser, at der er sociale følger af et marked, baseret på fri bevægelighed af arbejdskraft. Det er åbenbart at kreative løsninger, som er i strid med den fri bevægelighed ikke er holdbare. De forsinker udviklingen, men kan ikke forhindre den og går desværre alt for ofte hånd i hånd med nationalisme og forringelser, som kan føre til alt andet end velfærd, også i Danmark.
Der er ingen nemme løsninger. Men efterhånden tegner der sig vel et billede. Hvis børnechecken skal ændres, kan vi gøre som Sverige: sænke beløbet og gøre daginstitutioner billige. Det er lovligt i EU, men det rammer fattige med større børn. Her kan målrettede ydelser til fattige, som fx ældrechecken være løsningen. Men på lang sigt er der brug for en mere grundlæggende accept af, at Danmark er med i EU, på godt og ondt.
Et første skridt kan være at arbejde for enighed i EU om fattigdomsgrænser og offentligt finansierede minimumindkomster, der tillader at man kan leve et beskedent, men anstændigt liv, når man er arbejdsløs, syg, handicappet, barn, ung eller gammel, uanset hvor man bor i EU. EU arbejder med dette allerede. Danmark har været og er imod at EU blander sig i socialpolitik. Hvorfor egentlig? EU skaber problemer for fattige og bør vel også være med til at løse dem.
Et andet skridt kan være en løsning, som synes på vej i Norge: At arbejdsmarkedsparternes indsats mod social dumping støttes af Folketinget med at ophøje overenskomsternes mindstelønninger til lov.
Et tredje skridt kan være at gå sammen med de andre nordiske lande, for at præge udviklingen af sociale ydelser og velfærd i EU. Nordisk Råd ser ud til at bevæge sig den vej i en ny rapport ”Norden og EU er stærkere sammen”.
Alle tre skridt bryder med nationalt kreative, men i EU ulovlige løsninger. De bryder med tanken om at socialpolitik kun er et nationalt anliggende. Men er der bedre alternativer?
