Innovation er lig med forandringer, der fører til, at en opgave bliver løst på en mere hensigtsmæssig måde. Hvis den offentlige sektor skal blive bedre til at løse sine opgaver, er det derfor nødvendigt med en styring, der inviterer til forandringer. Det er langt fra tilfældet i dag. Produktivitetskommissionens vurdering er, at der er alt for stort fokus på styring efter detaljerede regler.
Det offentlige vil halte bagefter
Et relevant spørgsmål er naturligvis, om det overhovedet er nødvendigt med forandringer? Den offentlige sektor er i dag fuldt finansieret – og med de reformer, der er gennemført, er den det også fremover. Problemet er bare, at uden forandringer, der øger produktiviteten væsentligt, vil kvaliteten af den offentlige service komme til at halte bagefter det, der opleves i den private sektor.
En beregning fra Produktivitetskommissionen illustrerer problemet: I løbet af de seneste 10 år er produktiviteten i den private sektor vokset med cirka 1½ procent om året, mens den i den offentlige sektor kun er vokset med cirka ½ procent om året.
Hvis vi antager, at denne forskel fortsætter, vil der langsomt men sikkert udvikle sig en forskel mellem kvaliteten af de serviceydelser, der leveres af den offentlige sektor, og den kvalitet, der opleves i folks private forbrug. Lidt populært sagt vil vi have råd til røde bøffer derhjemme, mens de må nøjes med frikadeller på plejehjemmet. I 2020 vil forskellen allerede være cirka 10 procent i forhold til i dag. Der er derfor god grund til at have fokus på, hvordan produktiviteten løftes i den offentlige sektor – ved hjælp af mere innovation.
Produktivitetskommissionen har en række forslag til, hvordan man kan skabe mere innovation i den offentlige sektor. Lad mig fremhæve et par stykker:
Mindre bureaukrati og færre regler
Afbureaukratisering og regelforenkling kan skabe mere frie rammer for innovation. Regler, der meget detaljeret beskriver, hvad der skal gøres, for at en opgave udføres ”korrekt” er ofte i direkte modstrid med innovation. Man får ikke nødvendigvis udført en opgave mest hensigtsmæssigt – man får den bare udført, så den opfylder reglerne.
Afbureaukratisering har været prioriteret højt af samtlige regeringer siden Schlüter-regeringen i 1980’erne. Der er dog ikke sket så meget. En lidt kuriøs opgørelse viser udviklingen: I 1980 kom der under 1 kilometer tekst om nye regler – siden år 2000 er der kommet mellem 5 og 7 kilometer ny tekst om året.
Drop resultatkontrakter – hav fokus på kerneopgaven
I den overordnede styring af offentlige institutioner er kontraktstyring ret udbredt. Da den fik sit indtog i 1990’erne var mottoet ”noget for noget”. Der skulle opstilles resultatmål for offentlige institutioner – og hvis de levede op til resultatmålene, blev de lovet økonomiske frihedsgrader.
De økonomiske frihedsgrader blev det dog aldrig til, og resultatkontrakterne udviklede sig hurtigt til at blive ret detaljerede med mange specifikke mål – også procesmål. Men hvis der skal være mere innovation, så skal der også være mere frihed til at løse opgaverne på nye og bedre måder. Mange detaljerede resultatmål er en hæmsko.
Derfor anbefaler Produktivitetskommissionen, at man dropper resultatkontrakterne og i stedet holder de offentlige ledere ansvarlige for de resultater, institutionerne leverer i forhold til deres kerneopgave. Hvis der anvendes resultatkontrakter, skal der kun være få tydelige mål, der afspejler institutionernes kerneopgave i forhold til borgerne.
Sæt de ansatte fri – og beløn de innovative
Det vil være en god ide at give ledere og medarbejdere bedre muligheder for at udfordre snærende regler, der forhindrer, at opgaver løses på nye og mere innovative måder. Mere frihed til at løse opgaverne på de mest hensigtsmæssige måder vil være et vigtigt skridt i retning af at få mere innovation i den offentlige sektor.
Et andet vigtigt skridt vil være at give medarbejderne øget motivation for, at denne frihed udnyttes. Der findes mange ildsjæle rundt omkring i den offentlige sektor, der brænder for innovation. For eksempel på ældreområdet, hvor kommunernes fokus på hverdagsrehabilitering er et godt eksempel på innovation, der i høj grad har været drevet af ildsjæle. Men hvis de ansatte mere systematisk og vedholdende skal fokusere på innovation, er det også vigtigt, at de i højere grad end i dag belønnes for at være innovative.
Nogle medarbejde vil nok frygte, at højere effektivitet kan føre til afskedigelser og nedgang i ressourcerne til området. Derfor anbefaler Produktivitetskommissionen, at parterne på det offentlige arbejdsmarked skaber en tættere kobling i overenskomsterne mellem medarbejdernes kompetencer og præstationer og deres løn. Det kan for eksempel ske ved, at en god indsats i forhold til innovation anerkendes og belønnes ekstraordinært med en bonus til en enkelt medarbejder eller en hel gruppe af medarbejdere.
Mere offentlig-privat samarbejde
Mere innovation i den offentlige sektor kan også skabes gennem offentlig-privat samarbejde (OPS). Den private sektor har ofte bedre forudsætninger for innovation end det offentlige. Private virksomheder bestræber sig på at skabe overskud til ejerne, og her er det vigtigt, at der er fokus på innovation for at stå så godt som muligt i konkurrencen med andre virksomheder.
OPS er dog ikke en garanti for innovation. Hvis en privat leverandør får meget snærende bånd på, hvordan en opgave skal løses, vil han heller ikke kunne løse opgaven på en ny, innovativ måde. Det er derfor en vigtig anbefaling fra Produktivitetskommissionen, at ”offentlige ordregivere så vidt muligt erstatter aktivitetskrav og detaljerede krav til produktspecifikationer med funktionskrav i udbudsmaterialet, så der bliver skabt gode muligheder for nytænkning og innovation”.
Uanset om en opgave løses af institutioner i den offentlige sektor eller af private leverandører, så er en forudsætning for innovation, at det ”tillades”, at en opgave løses på en ny måde.
