Af Jesper Christiansen, researchleder, MindLab, [email protected]
Offentlig innovation bliver ofte omtalt som et svar på de samfundsudfordringer, vi står overfor. Hvad enten udfordringen drejer sig om uholdbare offentlige budgetter, utilstrækkelige velfærdsydelser, tvivlsom produktionsevne eller det offentliges legitimitet hos borgere og virksomheder, så italesættes det offentliges evne til at udvikle og optage innovative løsninger som helt central i forhold til vores velfærdssamfunds succeskrav.
Den typiske tilgang til forandring i det offentlige er at skabe forandring fra oven gennem centraliserede reformer, som anvender ’hård’ magt og styring for at opnå ønskede resultater. Konsekvensen er, at offentlige medarbejdere ofte forbinder forandring i den offentlige sektor med processer, hvor det handler om at overholde foreskrevne normer og procedurer. De venter på instruktioner og tilladelse og gør kun, hvad der er tydeligt forlangt af dem. Én konsekvens af dette er, at forandringsskabelse bliver forbundet med frustration og passivitet, fordi oplevelsen bliver, at den lokale virkelighed og idérighed sjældent anerkendes. Derfor kan et ellers velment forandringsinitiativ skabe modstand snarere end at muliggøre en reel forandringsbevægelse. Det er i dette lys, at jeg ser potentialet for offentlig innovation. Innovation skal være med til at skabe den rette energi til forandring i udviklingen af den offentlige sektor.
Ny Nordisk Skoles eksempel
Et forsøg på at skabe en konstruktiv energi omkring udvikling i det offentlige finder man i Ny Nordisk Skole (NNS) iværksat af Undervisningsministeriet. NNS er et forsøg på at skabe bedre effekter (læring) med udgangspunkt i nogle brede principper om læring og effektiv undervisningspraksis. Principperne, som er blevet til i samarbejde med praktikere og eksperter på området, udgør omdrejningspunktet for at invitere institutioner, ledere, pædagoger og lærere til at være med i en frivillig, social forandringsproces. Forskellige lokale idéer får lov at præge, hvad der skal udgøre god praksis på undervisningsområdet. De skal sammen udgøre en social bevægelse inden for undervisningssystemet, hvor nye forbindelser og samarbejdsformer mellem kommuner, skoler og institutioner iværksættes for at øge den lokale evne til at skabe gode resultater, engagement og fagligt fællesskab.
I den forstand kan man se lærere og ledere som et kollektiv af forskellige sociale innovatører, der genererer nye praktiske løsninger i det danske undervisnings- og uddannelsessystem. Løsningerne baseres på egne faglige erfaringer og resultater, som samtidig understøttes gennem peer-to-peer netværk og videndeling. Udfordringen for Undervisningsministeriet er at indtage en rolle, hvor man skal facilitere en mere netværksbaseret form for styring. Evnen til at optage og anvende kontinuerlig feedback fra den konkrete praksis på skoler og i institutioner bliver essentiel.
Selvom NNS stadig er i proces og endnu mangler for alvor at forløse potentialet, så nævner jeg det i denne forbindelse, fordi man i dette initiativ ikke bare søger at skabe den rette energi til forandringsskabelse i systemet (isoleret set – det er en anden og vigtig diskussion, hvordan man kan se NNS i relation til eksempelvis folkeskolereformen). Det skaber potentielt også plads til en praksisdrevet og brugercentreret forandringsproces, hvor man udforsker, hvordan lokale ressourcer og kompetencer bedst muligt kommer i spil. Dette medfører et langt større rum til diversitet i de lokale løsninger. For både stat og kommuner betyder dette, at man i højere grad skal rumme evnen til at facilitere centraliseret decentralisering, hvor styring og administration skal ske i dynamisk samspil mellem det stratetiske og praktiske niveau.
Ny veje til at håndtere centrale udfordringer
På den måde er NNS en ny måde at adressere tre forbundne og overlappende udfordringer, som i øjeblikket dominerer på både det statslige, regionale og kommunale niveau:
1) Ny måde at komme fra politik til praksis
På tværs af den offentlige sektor er der en stigende erkendelse af, at politiske intentioner ikke altid bliver udmøntet særlig effektivt. Spørgsmålet er hvilke tilgange og styringsredskaber, der bedst øger sandsynligheden for effektfuld implementering. Hvordan kan man gøre eksperimenter, inddragelse og læring til en integreret del af eksekveringen af politik? Hvordan sikrer man bedst mulig anvendelse af lokale ressourcer og faglighed? NNS introducerer en alternativ måde at planlægge og omsætte idéer til konkret effektskabende praksis. De politiske intentioner forventes ikke implementeret fra oven, men skabes i et dynamisk forhold mellem det strategiske og lokale niveau.
2) Distribueret systemisk forandring
Et problem er ofte, at offentlig innovation forstås og planlægges separat fra centrale reform- og udviklingsdagsordener. Der findes efterhånden et stigende antal lovende prototyper og løsningskoncepter, som kun sjældent bliver genstand for effektskabende operationalisering. Den brede effektskabelse udebliver, fordi koblingen mellem den nye løsning og de strategiske og organisatoriske implikationer ikke sker i løbet af processen. Målet bliver produkt- eller serviceinnovation i stedet for egentlig effektskabende systemisk innovation. I NNS anvendes et ’bottom-up’-perspektiv, som ideelt set skal drive praksisorienterede forandringsinitiativer, hvor man søger at skabe lokalt ejerskab for effektskabelsen. Det kan muliggøre en distribueret form for systemisk forandring, der understøttes af kontinuerlig læring om, hvad der virker i praksis.
3) Sociale bevægelser som ny skaleringsmodel
En tilbagevendende diskussion i forhold til offentlig innovation er den manglende skalering af ellers lovende løsninger. Spørgsmålet er, hvad der forhindrer gode koncepter og løsninger i at blive spredt og optaget? Dette spørgsmål handler om mere end den velkendte ’not invented here’-problematik. NNS er interessant, fordi det udfordrer både, hvad der skal skaleres, og hvordan skaleringen skal finde sted. Oftest søger man at skalere ’færdige’ koncepter frem for at udforske, hvordan man kan åbne op for en højere grad af lokal variation i de innovative tiltag. I NNS opfordres der til videndeling og gensidig inspiration, men også til at man lokalt kun anvender de elementer, der giver mening i præcis denne kontekst. Derudover lægges der op til at tage sociale bevægelser i anvendelse som skaleringsmodel, hvor man (i hvert fald til dels) accepterer, at ændringer i normer og adfærd i lige så høj grad kommer gennem peer-to-peer påvirkninger, som de gør gennem instruktion og regulering.
Servicesystemer og sociale bevægelser
Som tværoffentlig innovationsenhed har vi i MindLab hver dag udfordringerne med at skabe systemisk og varig forandring i den offentlige sektor tæt inde på livet. Vi oplever kontinuerligt, hvor vanskeligt det er at omsætte og udmønte idéer til vedvarende og effektfuld praksis. Offentlige servicesystemer, hvad enten det handler om undervisning, beskæftigelse eller andre komplekse systemer, fungerer sjældent som forudsagt eller i overensstemmelse med en pænt struktureret model. Sociale bevægelser er således ikke en modsætning til eller en erstatning for de traditionelle offentlige servicesystemer, men snarere noget der skal binde dem sammen og udvikle dem.
Udfordringen for ledere og professionelle på alle niveauer er at skabe plads til, at offentlig innovation kan finde sted på en mangfoldighed af måder, samtidig med at man lærer om og udvikler det organisatoriske og systemiske forudsætninger, der skal til for at legitimere og opretholde dem. Det offentlige er derfor nødt til i højere grad at fungere som en dynamisk platform for social innovation, som muliggør den rette energi og sociale bevægelse i servicesystemerne.
