Heller ikke ankesagen blev lykkens gang. Vestre Landsret i Viborg valgte i dag - mandag den 24. august - at skærpe dommen fra 60 dages ubetinget fængsel til tre måneders ditto til den tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen
Allerede da dommen på 60 dages fængsel blev afsagt i Byretten i maj, kaldte den tidligere hærchefs forsvarsadvokat, Torben koch, dommen for "fuldstændig forrykt"
Da ankesagen startede i sidste uge plæderede han for en frifindelse eller en bødestraf til hans klient - tidligere generalmajor og hærchef i det danske forsvar Hans-Christian Mathiesen.
- Efter karakteren og grovheden af forholdene, der fandt sted over tre år, og under hensyn til tiltaltes meget betydningsfulde position, forhøjes straffen til tre måneder, sagde retsformand Astrid Bøgh, da hun læste dommens konklusion op i retten, ifølge Ritzau.
Misbrug i offentlig tjeneste
Således lyder straffelovens § 155, der dækker over embedsmisbrug som offentlig ansat.
Og det var denne paragraf, Hans-Christian Mathiesen var tiltalt for at have overtrådt ved blandt andet at have ændret på optagelseskravene for optagelse på to eftertragtede uddannelser i Forsvaret.
Helt konkret gik beskyldningerne på, at Hans-Christian Mathiesen havde fjernet kravet om erfaring fra internationale missioner, så hans daværende kæreste, der i dag er hans kone, kunne blive optaget uden at have været udsendt på en international mission.
Hærchefen rykkede sin kæreste op på listen til optagelse på Master i Militære Studier i 2014. Dermed blev hun optaget på uddannelsen som en af 13 ud af de i alt 97 ansøgere på trods af manglende kvalifikationer.