Peders Ewalds historie handler om fejl, ansvar, ledelse og sagsbehandling i et system, der kalder på et serviceeftersyn. Et offentligt velfærdssystem, hvor flere og flere ansvarlige ledere erkender behovet for en lederskabsreformation, der genopfinder offentlig ledelse. Men kun få tør sige det åbent.
Det hele begynder med et indbrud
Peder hjerteflimmer blev udfordret i maj 2009, da en indbrudstyv smadrede tryghedsfølelsen hos familien Ewald Hansen i Nordsjælland. En listetyv tændte magtesløsheden hos Peder, og i løbet af kort tid blev hans hjerteflimmer forstærket. Hjertet sprang igen og igen ud af sin sinusrytme, og igen og igen så Peder sig indlagt på Hillerød Sygehus hjerteafdeling.
Hjemmet blev udstyret med et topmoderne alarmsystem, men reaktionen på indbruddet havde sat sig, og Peder fik snart en alvorlig frygt at dø af sine hjerteproblemer. Hele fem gange i løbet af fire måneder blev Peder kørt med akutambulance til Hillerød Sygehus. Hver gang blev han udskrevet med mere medicin, der ikke løste hans hjerteproblemer. I efteråret 2009 blev der forsøgt med operativ behandling, en såkaldt radiofrekvensablation, der krævede en periode med blodfortyndende medicin. Det blev den direkte årsag til at Peder i oktober 2009 blev indlagt en hjerneblødning og en lammet venstre arm. Peders værste frygt blev virkelighed.
Smerte og angst
På Hillerød Sygehus var der travlt de dage i efteråret 2009, da Peder blev indlagt til observation for hjerneblødning.
Personalet kunne ikke holde ud at høre på mig, og mine medpatienter på den første stue lå tilbage i chok
Med en tiltagende lammelse og trækninger i armen, fik Peder stærkere og stærkere kramper, men holdt fast i håbet om hjælp. Det var blot en uge siden, hans kone, Camilla, havde rejst tvivl om doseringen af den blodfortyndende medicin, og siden viste det sig også, at det netop var medicinen efter operationen, der reelt gav ham hjerneblødningen i.
Læs FAKTA over Peders patientforløb her
Men den senere oprejsning var ligegyldig denne dag, hvor Camilla blev sendt hjem i forventningen om at få besked hvis tingene blev værre for Peder.
- Jeg lå der i angst og frygt, med ubeskrivelige smerter, og bad personalet ringe efter Camilla, men blev i stedet flyttet til en lukket stue, hvor jeg kunne skrige natten væk ind til en læge kunne kigge på mig. Personalet kunne ikke holde ud at høre på mig, og mine medpatienter på den første stue lå tilbage i chok. Det var rædselsfuldt, og oplevelsen sidder stadig dybt i kroppen, fortæller Peder. Hjerneblødningen blev i Peders journal placeret i baghjernen, men først 1 år og 2 måneder senere opdagede Peder og hans kone ved en tilfældighed, at blodproppen var noteret helt forkert. Den sad i frontallappen, og forklarede således, hvorfor Peder undervejs var blevet behandlet som simulant – systemet havde svært ved at se en sammenhæng mellem Peders symptomer og journalens ord. I stedet for at søge et logisk svar, blev Peders symptomer og opførsel tolket som snyd.
Angst for Hillerød
Camilla gik på vågeblus arbejdsmæssigt, da hun konstaterede, at det var nødvendigt med en bisidder hver eneste gang Peder blev behandlet, var til samtaler og i øvrigt kæmpede sig gennem sit sygdomsforløb. - Jeg kan huske, at jeg i ambulancen engang tilbød redderne 5000 kroner hver sort, hvis de kørte mig til et andet sted end Hillerød. Som gammel fysioterapeut læste hun op på en uddannelse, hun ikke havde brugt i 30 år, og indledte genoptræning af Peder. En læge i vennekredsen havde fortalt, at genoptræning skal ske hurtigst muligt efter en blodprop, og sundhedssystemet var ikke i stand til at tilbyde noget. - Jeg spurgte hospitalets fysioterapeut, om han i det mindste ikke kunne instruere mig lidt, så jeg kunne stå for øvelserne, men det var der ikke tid til, fortæller Camilla, der efterhånden begyndte at miste tilliden til Hillerød Hospital, hvor Peder samtidig havde opbygget en stor angst for overhovedet at komme. Han ville nu for alt i verden undgå hospitalet. - Jeg kan huske, at jeg i ambulancen engang tilbød redderne 5000 kroner hver sort, hvis de kørte mig til et andet sted end Hillerød. Jeg frygtede simpelthen at det ville blive min død, mindes Peder, der ved rent held blev kørt til Helsingør under en anden udrykning, fordi optageområdet var blevet ændret i regionen. - Det reddede mit liv, at jeg kom til Helsingør Hospital, siger Peder i dag.Reddet af Helsingør
Mens overlægen på Hillerød Hospital vurderede, at Peders hjerteflimmer blot skulle medicinsk behandles, ændrede tingene sig på Helsingør Hospital.
- Pludselig sad jeg med fornemmelsen af, at være i hænderne på noget personale, der vidste, hvad de gjorde. De tog mig alvorligt, undersøgte mit hjerte, og konstaterede, at der skulle ske noget radikalt, fortæller Peder.
Det blev starten på Peders redning, men samtidig også en erkendelse af, at en ”second opinion” kan være fornuftig, når man står i en situation, hvor livstruende indgreb kan være nødvendige. Senere bliver overlægen fra Hillerød ad omveje orienteret om, at Peder er under behandling på Helsingør Hospital, og det afføder et brev, hvori overlægen anbefaler Peder, at blive væk fra Hillerød fremover.
”Det står i notaterne, at du skulle have oplyst, at du ikke længere har tillid til Hillerød Hospital. Såfremt det er korrekt, synes jeg vi skal se bort fra den planlagte ambulante kontrol.,” skriver overlægen i et personligt brev til Peder Ewald Hansen den 24. februar 2010.
Overlægen giver samtidig udtryk for, at han er uenig i den behandling, som både Privathospitalet Danmark, Helsingør Sygehus, Rigshospitalet og Gentofte Hospital anbefalede og som ved modtagelsen af brevet allerede var effektueret, nemlig en implantation af en pacemaker.
Peder og Camilla bliver chokerede over den reaktion fra overlægen på Hillerød, og tænker på de patienter, der bliver fanget i et menneskesyn, som de på ingen måde forbinder med lægegerningen.
- Det går efterhånden op for os, at denne overlæge har store problemer med at samarbejde med sine kolleger, og helt åbenlyst store problemer med at blive udfordret på sine diagnoser. Det er jo helt uhørt, at en læge får lov til at opføre sig på denne måde, siger Peder.
Brug for hjælp
Peder og Camilla får brug for hjælp efterhånden som lyset for enden af tunnelen bliver svagere. Begge er nu uden for arbejdsmarkedet for at fokusere optimalt på, at Peder bliver rask. Håbet skal holdes i live, og alle de eksperter, de taler med, mener da også, at Peder kan vende tilbage.
Men der skal sættes ind med genoptræning både fysisk og for hjernen, der skal organiseres i hverdagen og økonomien skal hænge sammen. Parret er efterhånden så presset både i deres forhold og hver for sig, at de har brug for en professionel, at tale med.
- Vi kan bare ingen hjælp få på dette tidspunkt, fortæller Camilla, der derfor tager sagen i egen hånd.
- Vi har heldigvis muligheden for, at justere vores økonomi på kort sigt, så vi finder selv en psykolog og en privat fysioterapeut til at varetage den fortsatte styrketræning, og finansierer også andre initiativer af egen lomme samt med hjælp fra de sundhedsforsikringer, som Peder heldigvis har tegnet for en formue. Det er ok, at vi er overladt til os selv, men tanken strejfer os, at det offentlige system bruger milliarder på velfærd, men når det så gælder, er man overladt til sig selv, fortsætter Camilla.
