Hvad virksomheder gør i disse år på klima- og naturområdet, får afgørende betydning for de næste mange hundrede år.
Det er særligt de kommende generationer, der skal leve med konsekvenserne af de beslutninger, som træffes i dag.
For at inddrage de unge mere i virksomhedernes beslutninger lancerede Lederne i fredags sammen med Ungeklimarådet et sæt anbefalinger til, hvordan unges input og perspektiver kan få en stemme i ledelsen gennem såkaldte ungepaneler.
Stigende interesse i erhvervslivet
Ungepaneler er et ret nyt fænomen i Danmark, men findes allerede i flere virksomheder som fx CIP Fonden, Bygherreforeningen og Ørsted.
Nadia Gullestrup, der er medlem af Ungeklimarådet, glæder sig over, at danske virksomheder er begyndt at invitere unge med i beslutningsprocesser.
”Det giver mig håb, at jeg oplever, der er så stor interesse fra erhvervslivet for at samarbejde med unge, som har et særligt drive omkring den her dagsorden. Vi kan se i undersøgelser, at det, der optager unge i EU-lande mest, er klima og så det at få mere ansvar og medindflydelse. Begge dele kan ske, når virksomheder arbejder med ungepaneler, og derfor er vi i Ungeklimarådet rigtig glade for de anbefalinger, vi har lavet i fællesskab med Lederne,” siger hun.
Ledernes administrerende direktør, Bodil Nordestgaard Ismiris, ser også mange fordele i at invitere unge med ved bordet.
”Samarbejdet med unge kan berige ledelser med idéer og visioner og være med til at styrke beslutningers legitimitet. Det kan skærpe strategien og skabe fremdrift i virksomhedens bæredygtige omstilling. Vi håber, at anbefalingerne kan skabe værdi for virksomhedsledere og for det omgivende samfund og ikke mindst engagere de mange unge, der har ideer, visioner og et ønske om at blive hørt, så vi kan samarbejde om de store dagsordener, vi står overfor,” siger hun.
Værdi både for ledere, unge og samfund
Med et ungepanel får virksomheders ledelser eller bestyrelser indsigt i, hvordan virksomhedens kommende medarbejdere og forbrugere tænker om fremtiden.
De unge får omvendt mulighed for at lære af lederes typisk mange års erfaringer. Det kan give unge en unik mulighed for at få indsigt i ledelser og bestyrelsers arbejde og give dem mod på selv at gå ledervejen.
Det kan også give unge en bedre forståelse for de dilemmaer og overvejelser, der findes i beslutningsrummet, og ikke mindst kan de være med til at påvirke beslutningerne. Ved at bygge bro mellem generationer og mobilisere unge i virksomhederne, kan det også være med til at mindske polarisinger i samfundet.
”Klima og -ungebevægelsen har været gode til at mobilisere unge til at gå på gaden, det har været med til at gøre en forskel. Nu skal vi være bedre til at få mobiliseret de unge i erhvervslivet. Det er det, vi gerne vil med vores anbefalinger,” lyder det fra Nadia Gullestrup.
I publikationen ”Giv unge en større klimastemme i ledelsen. Anbefalinger til at arbejde med ungepaneler” kan man læse om flere eksempler på eksisterende ungepaneler – bl.a. CIP Fonden, Ørsted og Bygherreforeningen.