Justitsminister Morten Bødskov (S) fremsætter i forståelse med Venstre og De Konservative et forslag til offentlighedslov, som er stort set identisk med det forslag, som kom fra en kommission uden politikere i, men under forsæde af daværende ombudsmand, Hans Gammeltoft Hansen. Ingen talte om det problematiske i, at ombudsmandsinstitutionen er involveret i lovforberedelse, skønt ombudsmandsinstitutionen er et surrogat for de forvaltningsdomstole, Danmark ikke har.
Men Bødskov og SF i 2010 tog afstand fra forslaget. Venstres Jan E. Jørgensen forklarer, at S og SF "er vendt rundt på en tallerken", og at ændringerne siden 2010 er "kosmetiske". Det kunne se ud som om ministeren har valgt at springe over, hvor gærdet er lavest, ved at undgå at tænke dybere over, hvad der skulle til for at få en mere tilfredsstillende lov. Ministre er jo også meget bebyrdede, og det kan være nemmest at skyde genvej i de tilfælde, hvor en bestemt lovs udformning har ringe betydning for ministerens genvalgschancer og fremtidige karrieremuligheder.
Læs Justitsministeriets pressemeddelelse om ny offentlighedslov her.
I hele danmarkshistorien har der vel kun været en justitsminister, nemlig Knud Thestrup (K), der i 1970 gennemførte den første offentlighedslov, som har haft et dybt personligt engagement i spørgsmålet om offentlighed i forvaltningen. For ham, der var gammel modstandsmand, var det hjerteblod. Som borgerlig havde han under besættelsestidens forhandlingspolitik med besættelsesmagten og under efterkrigstidens socialdemokratiske regeringer udviklet klare forestillinger om, at indseende og kontrol med forvaltningen var vigtige for den demokratiske deltagelse.
Siden 1970érne har de danske politiske partier stort set ikke længere haft en demokratipolitik. Fire tendenser i lovforslaget afspejler det danske demokratis centrale forandringer.
Læs også: Offentlighedslov: Den nemmeste løsning
For indviklet og uklart
For det første er forslaget indviklet og sammen med andre love, der begrænser offentlighed i forvaltningen, decideret uoverskueligt. Den nuværende lov fra 1987 er ellers uklar nok: Også medarbejdere i ombudsmandsinstitutionen har givet udtryk for, at den er meget svær at forvalte. Det giver store omkostninger og er resurserøvende, når en lov af denne karakter er kompliceret, har mange undtagelser og skal sammenholdes med anden lovgivning. Alt andet lige begrænser uklarhed og uoverskuelighed også, at borgere, journalister og politikere gør brug af loven. Det er tydeligt, at kun et mindretal blandt journalisterne overhovedet har kunnet finde ud af at gøre brug af loven fra 1987. Vi har ikke brug for mere uoverskuelighed.
Indsigt i andet end Slotsholmen
For det andet øges brugernes, mediernes og oppositionens muligheder for at få indsigt i forvaltningen på en lang række mere perifere områder af den offentlige forvaltning langt fra Slotsholmen. Antallet af institutioner og selskaber, der kan søges aktindsigt hos, øges for eksempel. Blandt disse institutioner er Kommunernes Landsforening. Der indføres pligt til journalisering. Og der lægges op til at yde bedre hjælp til de, som søger aktindsigt. Denne tendens gør det muligt for regering og ministerier at få hjælp fra brugere, medier og oppositionspolitikere til at føre kontrol med den perifere forvaltning af love og penge.
Sværere at kontrollere ministre
Den tredje tendens er at gøre det sværere for borgerne, medierne og oppositionen at kontrollere regeringens og ministeriernes eget arbejde. Der kan lukkes for alt, som har med ministerbetjening at gøre, selv om man - som tilsyneladende eneste forskel fra kommissionsforslaget - vil erstatte dette ord med andre ord. For ifølge Bødskovs aftale med V og K skal dokumenter, der sendes på tværs af ministerier og styrelser, kunne undtages, når der er "konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning eller bistand". Ordene er lidt anderledes, men indholdet det samme som i det tidligere forslag om udveksling "i en sammenhæng og på et tidspunkt, hvor ministeren har eller må forventes at få behov for embedsværkets rådgivning eller bistand."
Der lukkes for dokumenter, der udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer. Den i forvejen meget slørede grænse mellem parlament og regering sløres hermed yderligere i det danske system, som ellers ifølge grundloven hylder en magtdeling mellem lovgivende og udøvende magt. Det gør det sværere for folketingsmedlemmer, der ikke er potentielle forligspartnere at udøve deres kontrolopgave. Det bliver sværere at få indsigt i faglige vurderinger, der indgår i beslutningsgrundlag. Vi får sværere ved at forstå, hvad der ligger bag reformer og love og sværere ved at afdække bevillingsmæssige uregelmæssigheder. Sammen med en tidligere beslutning om at lukke for indsigt i ministres kalendere og aktiviteter gør loven det i det hele
taget sværere at kontrollere om offentlige beslutningstagere misbruger deres magt.
Vi må nøjes med spindoktorers ord
Mange modtagere af den journalisternes Cavling-pris har erklæret, at havde den nye lov været gældende tidligere, havde de aldrig kunnet vinde prisen. Mediejurist Oluf Jørgensen, der selv har deltaget i arbejdet med at forberede den nye lov, siger: "Medierne og offentligheden må fremover nøjes med det, som spindoktorer serverer for dem." Det er som om man er ved at glemme, at et moderne demokrati står og falder med et stærkt parlament.
Parlamenter har fået sværere ved at påvirke mange politiske beslutninger, fordi selve mængden af indviklede tekniske forslag er vokset på grund af en moderne offentlig sektors omfang og på grund af blandt andet medlemskabet af EU. Men et parlament som Folketinget har også den funktion at overvåge regeringen og gribe ind over for magtmisbrug. Ofte sker det i samspil med medierne. Nu bliver det sværere at udøve denne funktion.
Lovforslaget styrker den udøvende magts kommandoposter og svækker oppositionen. Den maskine, som spyer love og regler ud, skal ikke forstyrres med spørgsmål og kritik. Det er udtryk for, at vi har opgivet idealet om et samtale- og deltagerdemokrati og erstattet det med et elitedemokrati, hvor menneskene ikke forventes at være aktive borgere, men brugere, der skal serviceres.
Hvorfor fremsætter regeringen et forslag, som ligner et forslag, som meget få politikere i 2010 var begejstrede for? Forklaringen er nok den, at lovforslaget er blevet så indviklet, at ledende politikere ikke kan overskue at ændre ret meget i et forslag, som er udviklet af eksperter, og som formentlig også nyder stor støtte blandt embedsfolk.
Politikere har mindre tid til at skabe politik
Det er den fjerde tendens: Politikere, herunder ministre, har mindre og mindre tid til at skabe politik. Stadig mere komplicerede politiske beslutninger udvikles mere og mere af teknokrater og embedsfolk. For politikere er det vigtigst at beskæftige sig med det, der fremmer genvalgschancerne. Der er næppe meget genvalg i at kæmpe for en enklere og mere effektiv offentlighedslov. For en justitsminister er letfattelige sager om kriminalitet, lov, orden og straf nok mere centrale. Og sådan kan magten og demokratiudviklingen jo glide over til eksperter og embedsfolk.
Det er symptomatisk for, hvor svær loven er at fortolke, at politikerne nu vil overlade det til Justitsministeriets embedsfolk at skrive en vejledning, der skal forklare, hvordan loven skal forstås. Så slipper politikerne selv for at finde ud af, hvad de beslutter.
