Patientforeninger: Sådan vinder kommunerne tilliden tilbage

Ledelse

09/01/2013 12:45

Nick Allentoft

Gigtforeningen og Kræftens Bekæmpelse har i et interview med DenOffentlige.dk beskrevet et socialsystem i dyb krise. En kløft af mistillid adskiller borgerne og det offentlige ifølge patientforeningerne. Her kommer deres bud på, hvordan kommunerne kan løse den kæmpe udfordring med at genvinde borgernes tillid.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

”Man kan ikke få rådgivning af nogen, som man ikke har tillid til,” siger dirketør for Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen.

Socialkrisen har, ifølge ham og ledende rådgiver i Gigtforeningen, Lene Bonnerup, skabt en kløft mellem borgerne og det offentlige. Det betyder, at borgerne oplever kommunen som en modspiller, hvor den enkelte skal kæmpe for sin ret og for den hjælp, man har brug for.

Gigtforeningens ledende rådgiver og Kræftens Bekæmpelses direktør har flere bud på hvordan tilliden til systemet kan genoprettes og bibeholdes.

”Kommunerne skal genvinde borgernes tillid,” siger leder af Gigtforeningens rådgivning, Lene Bonnerup.

”De skal genvinde borgernes tillid til, at der er kvalitet i afgørelserne og at de er fagligt korrekte. De skal prioritere deres vejledningsforpligtelse højere. Hvis bevillingspraksis ændrer sig, så bør kommunerne sikre sig, at den enkelte er informeret og forstår begrundelsen,” mener Lene Bonnerup.

At skille det myndighedsafgørende og rådgivende apparat ad, er direktøren for Kræftens Bekæmpelses forslag. 

”Det er nok efterhånden den eneste vej til at genopbygge tilliden mellem borger og system,” mener Vestergaard Pedersen, der helt konkret foreslår, at indføre et nyt krav til borgeren.

Læs også: Socialkrise - Systemet svigter de borgere, det er skabt til at hjælpe

Social second opinion

Leif Vestergaard Pedersen foreslår, at borgeren, indenfor det offentlige system, kunne få krav på en second opinion. Således at man har ret til at bede om en anden professionel mening, inspireret af det frie sygehusvalg, hvor borgeren også har mulighed for at vælge alternativer. I det sociale system, skal borgeren have ret til at søge en professionel vurdering, som man mener man kan stole på.

Direktøren for Kræftens Bekæmpelse foreslår også en "alternativ vurdering af sagsbehandlingen, som kigger på om det socialt faglige arbejde er gjort godt nok.

"Altså når man får en klage over en afgørelse, der er lavet i en kommune, burde man undersøge om det er gjort med tilstrækkelig omhu,” mener Leif Vestergaard Pedersen, der således vil have mere fokus på fagligheden.

”Hvis den fejlagtige afgørelse skyldes manglende faglig omhu, så kunne det overvejes, om man skal udtrykke kritik af medarbejderen. Hvis der med andre ord foreligger principielle retningslinjer, som ikke bliver overholdt, så bør det påtales,” foreslår direktøren.

Kræftens Bekæmpelse og Gigtforeningen repræsenterer tilsammen over en million danskere. 

// Freja Eriksen //

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.