Vestager varsler opgør med offentlig ledelse

Velfærd

30/05/2012 14:50

Nick Allentoft

Regeringens moderniseringsminister, Margrethe Vestager, er klar til et fundamentalt opgør med regelstyret offentlig ledelse. Fremover skal det offentlige ledes efter samme model som de største danske erhvervssucceser – frihed under ansvar. Det skal mobilisere en bølge af nytænkning, der kan tilpasse den offentlige sektor til fremtidens stramme økonomi.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den offentlige sektor skal fremover ledes som Danmarks største erhvervssucceser. Der får medarbejderne et mål og frihed under ansvar til at nå det. Det skaber motivation og åbner for nye ideer. I den offentlige sektor opdrages medarbejderne til at følge detaljerede instrukser for, hvordan hver opgave skal løses og rapportere i detaljer, hvad de gør. Det er ineffektivt og skaber ingen værdi. Det skal nu ændres.

Sådan forklarer økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) sin vision for fremtidens offentlige sektor i et interview med DenOffentlige.

”Vi har i 10-15 år forsøgt os med en kombination af mål- og regelstyring og styring af processer i den offentlige sektor, uden at det har leveret resultater. Derfor siger jeg nu, at tillid, faglighed, ansvar og færre regler skal være en del af ledelsesgrundlaget i den offentlige sektor fremover, så lederne og medarbejderne får større frirum til at tilrettelægge processerne selv,” siger Margrethe Vestager.

Ifølge ministeren skal en ”tillidsreform” i det offentlige være udtryk for ’seende tillid’ i modsætning til blind tillid for at den enkelte leder og medarbejder kan bruge deres kompetencer og udvikle nye og bedre måder at nå deres mål på.

”Tillid kan være krævende, fordi man ikke får udleveret en opskrift, hvor der står, at man skal bruge 125 gram smør, 125 gram mel, man skal smuldre smørret i melet, og så skal man samle det med en kop vand og lade det stå i en time, og så bage tærtebunden. I stedet får man at vide, at der skal være aftensmad, at en tærte vil være at foretrække, men hvis man kan lave et mættende, nydelsesfuldt og sundt måltid på en anden måde, så er det fint. Trygheden ved at have fulgt reglerne skal erstattes med en tryghed om, at man har nået sine mål,” siger Margrethe Vestager.

Læs også: Folkebevægelse for bedre samfundsledelse

Hun ønsker samtidig et opgør med en politisk kultur i det offentlige, hvor en fejl udløser nye regler, i stedet for en overvejelse om hvorfor fejlen opstod, så man kan lære af den og undgå gentagelser.

Det lyder som den typiske måde de mest succesrige danske virksomheder bliver ledet på –frihed under ansvar til at nå dine mål, lær af dine fejl og kom videre?

”Det kan man godt sige. Vi har i regeringen holdt en række rundbordssamtaler med både private erhvervsledere og offentlige ledere for at få en samtale om hvordan vi kan få dette til at fungere.”

Stram økonomi kræver reformer

Margrethe Vestager ser en ledelsesform som nøglen til at modernisere den offentlige sektor, så den matcher fremtidens stramme økonomiske vilkår.

”Der har aldrig været brugt så mange penge på den offentlige sektor, som nu. Desværre betyder det ikke, at vi har den bedste offentlige sektor i verden. Derfor har den nye regering sat moderniseringen af den offentlige sektor meget højt på arbejdssedlen. Nødvendigheden bliver også skærpet af den økonomiske situation. Her og nu har vi en økonomisk krise, som presser arbejdsløsheden op. Der er en ekstremt begrænset vækst i den private sektor, og på sigt er vi udfordret af en aldrende befolkning. Samtidig har vores produktivitet haltet i de seneste tyve år. Så bundlinjen er, at der er plads til forbedring – for de samme penge eller færre. Det er der, vi står.”

Meld dig i debatten for bedre samfundsledelse

Regler skal skovles ud

For at give ledere og medarbejdere i den offentlige sektor frihed til at tage initiativ og ansvar er det nødvendigt med en vidtrækkende sanering af reglerne og procedurer for hver opgave i den offentlige sektor.

Hvordan vil du rydde op i alle reglerne?

”For det første skal vi have et stop for nye regler, for at få ro til at arbejde med de gamle. Vi skal også på Christiansborg bryde den tankemæssige tilstand, at vi kan møde en fejl med en ny regel. Det er det vigtigste, ellers kommer vi til at være i den samme situation, som vi har været i de seneste 10 år, at du fjerner regler med en pincet, mens andre læsser på med en skovl.”
”For det andet skal den regelgennemgang, som vi har gennemført i forbindelse med frikommuneforsøget, blive generel. Altså, hvis vi støder på noget uhensigtsmæssigt, når vi gennemgår en sag, så er det ikke noget, kun frikommunerne får ret til at fravige. Retten skal bredes ud i fuld skala.”

”Samtidig bør vi i forbindelse med hver reform tænke i, hvordan vi kan få færre regler. Det gælder ikke mindst på beskæftigelsesområdet, som er ekstremt regelstyret. Når vi diskuterer, hvordan en opgave kan håndteres på en anderledes måde, så skal det være en del af processen at tage regler væk for at fokusere mod de resultater, der skal komme ud af det.”

Nye mål for offentlig produktivitet

Hvordan skal de nye mål for de offentlige ledere og medarbejdere fastsættes?

”Dem udvikler vi ikke i et lukket rum på Christiansborg alene. Det er et fælles arbejde at finde ud af, hvad det er, vi har brug for at vide, og hvad er det for en dokumentation og information, der er nødvendig. Så kan du både se, om du har nået dine mål, og om den måde, du gør ting på, er hensigtsmæssig,” siger Vestager.

Ministeren håber samtidig på støtte fra regeringens Produktivitetskommission, som har tidligere overvismand, professor Peter Birch Sørensen, i spidsen. Kommissionen skal til næste år analysere produktivitetsudfordringerne i Danmark – ikke mindst i den offentlige sektor.

”Jeg håber, at kommissionen hjælper os med til at blive bedre til at tale om, hvad produktivitet er i den offentlige sektor og giver os et sprog og redskaber til at forholde os til det. I nogle sammenhænge bliver produktivitet i dag bare til, at vi skal bruge færre penge; men den offentlige sektor er jo sat i verden for at levere bestemte resultater.”

”Der er mange ting, der viser, om den offentlige sektor er produktiv. Er borgerne tilfredse med ydelserne? Bliver de syge raske? Lærer børnene at læse? Er medarbejderne raske, skifter de job ikke for hurtigt, men heller ikke for langsomt? Lærer vi af de fejl, der bliver begået, eller putter vi dem bare ned i en sort sæk og håber, at ingen opdager det?”

”Der er mange dimensioner af det at være produktiv i den offentlige sektor, og jeg synes vi ofte ender med diskussioner, som er meget overfladiske, fordi det ikke indgår, hvad det er for en kvalitet, der bliver leveret. Den offentlige aktivitet er kompleks, og det må vi finde ud af at afspejle i målingerne af produktivitet.”

Et offentligt IKEA

Margrethe Vestager vil have en bred kreds af interessenter til at bære moderniseringen af den offentlige sektor igennem. Startskuddet går i forbindelse med forhandlingerne om de kommunale og regionale budgetter for de kommende år.

”Vi tager fat på opgaven, når vi går i forhandlinger med kommunerne. Staten går selv forrest. Med baggrund i hårde prioriteringer laver vi ny organisering af aktiviteten. Selv om det er træls, når man sidder med konkrete besparelser, så er det også en anledning til at tænke i, hvordan vi kan organisere på en måde, der er åben over for en anden type processer, end dem vi har været vant til.”

Vestager vil også inddrage fagbevægelsen, men ikke mindst borgerne selv, der skal vænne sig til at bidrage mere selv.

”For eksempel skal vi have patienterne til at involvere sig mere i deres egen behandling. Vi bliver nødt til at sige, at når det drejer sig om forebyggelse og genoptræning, så kan man altså ikke tage en pille, og så er alt godt igen. Det er også surt slid, og der skal en selvstændig indsats til. Til gengæld er det også sjovere at kunne selv.

Altså farvel til Illums Bolighus og god dag til Ikeas gør-det-selv?

”Jeg kan godt lide billedet. I stedet for at alt kommer færdigt og er pakket ud, så må du som borger selv være langt mere aktiv fremover – og leve godt med en løsning, der fungerer fint uden at være luksus.”

Mere innovation

Private virksomheder, foreninger og NGO’er skal ifølge Vestager også inddrages mere i fornyelsen af den offentlige sektor.

”Man taler meget om offentligt-privat samarbejde. Men der er også offentlig-privat innovation, hvor man udvikler nye løsninger i stedet for blot at lægge en opgave, som altid er blevet løst på en bestemt måde, ud til en privat partner, der igen skal løse den på samme måde. I stedet kan man sige, at denne opgave har skavanker. Den har udtømt sin måde at fungere på. Vi vil gerne gøre det på en anden måde. Det kan man også gøre i et offentligt-privat partnerskab. Det kan også være et partnerskab med en NGO, for at få en anden måde at tilrettelægge tingene på,” siger Vestager.
 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.