Lige nu bruger vi enorme beløb på en ineffektiv indsats, som ikke leverer den hjælp, der er behov for. Det siger Lisbeth Zornig Andersen, formand for tænketanken Social Innovations Forum, og netop kåret til Danmarks næstmest indflydelsesrige opinionsdanner.
Al for lidt forebyggelse og alt for dårlig nødhjælp. Det er ifølge Lisbeth Zornig Andersen problemets kerne i den sociale indsats over for samfundets svageste. Resultatet er, at udgifterne stiger, mens den menneskelige armod vokser. Der er behov for at nytænke den danske socialpolitiske indsats, og det haster.
Sådan udlægger Lisbeth Zornig Andersen, formand for tænketanken Social Innovations Forum, udfordringen for den offentlige sektor. Synspunktet har en vis vægt. Zornig er netop blevet kåret af Politiken som nr. 2 på listen over Danmarks mest indflydelsesrige opinionsdannere, kun overgået af økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager. Zornig ligger over både statsminister Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon.
”Det er legitimt at tale om en socialkrise. Jeg bliver kontaktet af uhyggeligt mange mennesker, der er desperate og føler sig fanget i systemet uden at kunne finde hjælp, sådan som denoffentligesektor.dk også har skildret det i en række artikler. Jeg bliver også kontaktet af lige så desperate medarbejdere fra det offentlige system. De føler sig magtesløse over for opgaven. Det er symptomer på en helt uholdbar situation, som tilmed bliver værre. Derfor er ordet krise på sin plads. Vi har kort sagt brug for kriseledelse,” siger Lisbeth Zornig Andersen.
Bliver kværnet i bureaukratiets tandhjul
Dermed er hun helt på linje med seks tidligere socialministre, der i et åbent brev til regeringen anbefaler at nedsætte en Socialkommission, der skal komme med et bud på en ny socialpolitik. Ministrene får i deres opråb opbakning fra en lang række professionelle i form af socialrådgivere og advokater, der samstemmende melder, at systemet er i stykker, og at de nødstedte borgere ikke får den hjælp, som serviceloven tilsiger. Professor dr. Jur. Kirsten Ketscher fra KBH Universitet siger endda i ualmindeligt hårde vendinger, at forvaltningerne bryder loven:
”Jeg må advare politikere mod at lade stå til og tillade forvaltningerne at overtræde loven. I sidste ende er det her politikernes ansvar,” erklærede professoren.
Lisbeth Zornig vil have ændret systemet fundamentalt.
“Vi har brug for at reorganisere den sociale indsats, hvor vi tager udgangspunkt i den nødstedte borgers behov, og ikke systemets. I dag er sagsbehandlernes arbejde organiseret for at levere på mål, der dels er dikteret af et juridisk opdelt lovkatalog fra politikerne, dels et kontoopdelt budget fra centraladministrationen. Offentlige medarbejderes fokus er at betjene systemet, ikke borgeren. Og borgeren må løbe rundt mellem i nogle tilfælde 10 og 15 sagsbehandlere, der hver varetager deres lille område, uden at tænke i de helhedsindsatser, som typisk skal til for at indsatsen rent faktisk virker. Socialt udsatte bliver ganske enkelt kværnet mellem bureaukratiets tandhjul,” siger Zornig.
Hun har også en ide om hvad der skal til, for at socialpolitikken virker:
”Vi har brug for ledelse. Ikke bare en sammenhængende politisk ledelse og en borgerorienteret ledelsesindsats i kommunerne, men ledelse helt ud i det eksekverende led: Socialrådgiverne. Vi skal have dygtige socialrådgivere tilbage for bordenden, som har autoritet og evner til at påtage sig et lederskab for den nødstedte borger, og bemyndigelse til at sammensætte de løsninger og offentlige tilbud, der er behov for i det enkelte tilfælde, hvad enten det handler om nye tænder, afvænning, gældssanering, udannelse eller job,” siger Zornig.
Metoderne findes i brudstykker
Den metode er en række kommuner da også ved at få øjnene op for. Rebild kommune er i gang med et projekt, hvor udvalgte socialrådgivere har fået det samlede ansvar for over 20 socialt belastede familier og frie hænder til at sammensætte en indsats til hver enkelt.
”På blot tre måneder er halvdelen af familierne aktiveret, det vil sige i gang med afvænning, uddannelse eller jobsøgende. Det er tankevækkende, hvor effektivt helhedstilgangen er – og hvor vanskeligt det er at praktisere den med de nuværende systemer,” siger Zornig, der i regi af Social Innovations Forum er ved at etablere et projekt, hvor socialt belastede familier bliver løftet på fode med samme helhedsorienterede metode.
”Som udgangspunkt kan vi ikke nøjes med at fokusere på den enkelte; den arbejdsløse far, den alkoholiserede mor, det udsatte barn. Vi har brug for en helhedsindsats. Kæden er sjældent stærkere end det svageste led. Vi har også brug for at forstå, at socialt udsatte mennesker ofte har dårlige erfaringer med systemet, og møder det med stor skepsis. Vi har brug for en dybere viden om ikke bare hvad vi skal gøre, men hvordan vi skal møde disse mennesker for at kunne hjælpe dem. Den indsigt er fraværende i store dele af systemet. Vi håber at kunne skabe forståelse og konkrete metoder gennem vores projekt, som vi kalder Projekt Udsatte Familier,” siger hun.
Men det bliver vanskeligt at reparere maskinrummet, hvis der ikke er et søkort på broen. Strategisk mangler der i dag et overblik over indsats og resultater på socialområdet.
”Jeg bliver ved med at spørge til beregninger, der viser hvad en forebyggende indsats på socialområdet ville medføre af besparelser. Og business casen i at løfte en socialt udsat familie og få den på benene. Jeg får intet svar,” siger den indflydelsesrige opinionsdanner, der ser netop den økonomiske åbenhed som vejen til bedre løsninger.
”De har ellers regnet det ud i Sverige. Uden et sådant overblik er det vanskeligt at tilrettelægge en effektiv indsats, hvor pengene bliver brugt der, hvor de gør mest gavn. Vi har et enormt behov for at blive dygtigere på det socialpolitiske område,” siger Lisbeth Zornig Andersen, der er cand. polit.
