Offentligt ansatte: Hjælp os, vi er ved at blive kvalt i styring

”Den ser død ud den der regnorm. Mon den er druknet i vandpytten?”   Sådan spørger Anton sin ven Sune, mens de leger i børnehavens æbleplantage. De har trukket sig tilbage fra pædagogernes synsfelt i æbleplantagen i bagenden af legepladsen. De har sammen opdaget en død regnorm i en vandpyt og undres over, hvordan den er død. Drengene debatterer over mulige bud, og om den mon er kommet i himlen. Mon en regnorm kan komme i himlen, og hvor skal de begrave den? Refleksionerne er mange.

Drengenes pædagoger har ikke planlagt denne lille scene, men de ved, at børnene alligevel lærer. De er til stede – og med alle sanser åbne udforsker de fantasien og verden.

Læring er så meget

Kvalitetssikringen af dagtilbud handler om børnenes kompetenceudvikling og læring. Det fortæller de pædagogiske læreplaner tilbage fra 2004. Læreplanerne handler sammen med sprogscreeening, børnemiljøvurdering med videre muligvis om politiske ambitioner om kvalitet i dagtilbuddene. Men i praksis er det reduceret til at handle om, at børns læring skal måles, vejes og evalueres.

Cindie, Heidi og Bjarne oplever hver dag, uanset om de arbejder som pædagog i en daginstitution eller i en skole, hvordan børnelivet i dag er præget af et entydigt fokus på børns læring.

I børnehaven arbejder pædagogerne med at støbe det fundament, som børnene skal bygge videre på i deres rejse i livet. Det kan ikke altid måles, vejes og evalueres.

Det handler om legen. Det handler om, at børn af natur er nysgerrige og videbegærlige. Om dannelse og omsorg for det enkelte barn.

Lærere som Tina og Ole pålægges ovenfra at lade deres elever gennemføre nationale test i folkeskolens fag. 

Formålet med de nationale test er ifølge Undervisningsministeriet at give lærerne viden om elevernes faglige niveau, og senere er testresultaterne også gjort til styringsindikator på, om intentionerne bag folkeskolereformen lykkes. Mest af alt virker systemet dog som en tidsrøver, der hverken giver et fagligt udbytte til eleven eller en brugbar viden til læreren. Ifølge en undersøgelse blandt forældre bliver næsten halvdelen af eleverne stressede af de nationale test.

For at give eleverne en ordentlig oplevelse er det nødvendigt sammen med dem at bruge tid på både forberedelse og efterbehandling af deltagelsen. Det ville give mening, hvis de nationale test gav et fagligt udbytte til eleverne, eller at de, deres lærere, skoleleder eller forældre fik en brugbar viden om elevens faglige formåen.

Desværre er det ikke tilfældet, da det er påvist fra adskillige eksperter, at testresultaterne på individniveau er behæftede med en meget stor usikkerhed. Derfor vælger mange lærere at supplere med andre former for tests, der bedre egner sig til at give et brugbart indblik i elevernes faglige status, når det vurderes at give mening. Den vurdering skal en fagligt kompetent lærer naturligvis kunne foretage.

Vi savner en ny styring

Igennem flere år har vi været del af en udvikling, hvor de, som styrer i den offentlige sektor, i alt for høj grad styrer på detaljer og metoder. I stedet appellerer vi til, at de holder sig til at styre på formål og mål samt prioritere midler, der gør opfyldelsen af målene realistisk.

De, som styrer, ved ganske givet en hel del om at styre, men når det går over i detailstyring, bliver det en enorm svaghed, at deres viden om det, de styrer, er særdeles begrænset. Denne begrænsede faglige viden kombineret med detailstyring sætter fagprofessionelle velfærdsmedarbejderes faglige dømmekraft ud af spil.

Resultatet er, at borgernes møde med velfærdssamfundet byder på uhensigtsmæssige strukturer samt afgørelser, der virker meningsløse, samtidig med at de ansatte i velfærdssamfundet oplever at bruge ressourcer på opgaver, der i bedste fald er meningsløse. Borgerne oplever altså et system, der ikke virker, medarbejdere, der ikke leverer det, som borgerne med rette kan forvente, og dermed frustrationer hos både medarbejdere og borgere.

Enkeltsager tager os andre som gidsler

Når love, regler og procedurer bliver alt for specifikke og dermed styrende for praksis, har det ofte afsæt i, at historier i medierne - med deres fokus på enkeltsager - medvirker til, at politikerne føler sig kaldet til at "gøre noget". 

Enkeltsager bliver til en såkaldt brændende platform, der ”tvinger” politikere til handling, selvom det ofte i højere grad havde kunnet være håndteret via mindre justeringer.

Det opleves som en kilde til frustration bl.a. hos Anja og andre administrative medarbejdere, når enkeltsager bevirker, at noget, der fungerer i arbejdet med langt hovedparten af borgerne, og er i tråd med gældende love, ændres på baggrund af en historie i medierne eller fordi der har været udfordring med sagsbehandlingen i en enkelt sag.

Vi anerkender behovet for værdi

Vi anerkender, at vi som samfund har et behov for at vide, at vi får nok ud af de ressourcer, vi anvender på velfærd, men svaret er ikke at indføre kontrol- eller kvalitetssikringssystemer ovenfra. En del af svaret er at sikre nærværende faglig ledelse, som både påtager sig ansvaret og oplever tilliden til, at de kan sikre kvaliteten i den velfærdsydelse, der leveres på deres ledelsesområde.

Netop det, at ledelsen er fagligt velfunderet er afgørende for, at velfærdsmedarbejderne – til gavn for borgeren – vedvarende er i stand til at levere en tilfredsstillende kvalitet i deres arbejde.

Men det kræver også, at den fagligt velfunderede og nærværende leder ikke bebyrdes med rigide dokumentationskrav fra centralt hold. Dokumentation er fint, når det anvendes som kilde til at skabe faglig forståelse og læring i en organisation, men som kontrol fjerner det fokus fra det, som burde være omdrejningspunktet.

Fagligheden skal væk fra kontoret og ud til borgerne

Hvilken gavn har børnene i Trines institution af, at hun som pædagogfaglig leder bruger arbejdstiden på kontoret med at dokumentere implementering af medier og IT i børnenes dagligdag? 

Udbyttet er særdeles begrænset. 

I stedet ville en styringsform præget af tillid frem for kontrol kunne give Trine øget mulighed for at lede sine ansatte og fx sparre med dem om deres opgaveløsning – altså skabe og understøtte nogle rammer, der gør, at de ansatte kan lykkes til gavn for børnene.

Socialrådgivere som Simone oplever udfordringen, når der er et fravær af nærværende ledelse med tilstrækkelig faglig indsigt. Ledelse som ikke har “hands on” på medarbejderne. 

Den daglige indsats med konkret socialt arbejde overfor borgerne drukner samtidig i indberetninger, dokumentation, registreringer og lange skriftlige undersøgelser som et resultat af kvalitetsstyring og kontrol. Socialrådgiverne oplever også, at kommunernes vifte af foranstaltningstilbud kan være så begrænset, at socialrådgiveren får til opgave at skulle få ”en firkantet borger til at passe i en trekantet kasse”.

Manglen på målrettede foranstaltningstilbud trækker nogle borgeres problemer i langdrag - eller hvad værre er - forværrer dem. Det hælder på et dårligt arbejdsmiljø, som til tider resulterer i stressramte medarbejdere.

Spørgsmålet er om vi som samfund har råd til at drive “butikken” på den måde.

Missionen mislykkedes

En optimal anvendelse af ressourcerne er nødvendig også i den offentlige sektor. Gennem de seneste tre årtier har vi været udsat for en tsunami af NPM-initiativer (New Public Management), der har haft til hensigt at skabe en både billigere og bedre offentlig sektor. 

Forventningen var, at man via en datadrevet offentlig sektor kunne danne grundlag for politiske reformer og markante effektiviseringer. Missionen er i den grad mislykkedes! 

Ønsket var at få større produktivitet for færre penge, men en større undersøgelse af Christopher Hood og Ruth Dixon, der er fremtrædende britiske forskere i offentlig administration fra Oxford University, har tydeligt påvist, at resultatet af NPM i England har været, at man både har fået en dyrere og dårligere offentlig sektor. Ifølge professor i Politik og Institutioner ved RUC, Jacob Torfing, er der god grund til at tro, at resultatet er tilsvarende i Danmark.

Den faglige dømmekraft kvæles

Vores faglige dømmekraft sættes i stigende grad ud af funktion, som følge af en styringsmani fra såvel politikere som embedsmænd nationalt og lokalt, hvor beslutninger træffes for langt fra dem, de vedrører, og uden tilstrækkelig faglig indsigt. 

Det giver sig udslag i uhensigtsmæssige beslutninger og dalende arbejdsglæde, hvilket i sidste ende bliver vores allesammens problem. Velfærdssamfundet bygger i høj grad på, at den fagligt kompetente medarbejder gør det, der skal til i de situationer, der hører under ens arbejdsområde, men styringsmanien og et stærkt indskrænket fagligt råderum betyder desværre, at udviklingen går i retning af, at medarbejderne nu blot gør det de skal.

Det har en pris for os alle, når velfærdsmedarbejdere bliver syge med stress og udbrændthed.

Vi har en grundlæggende tryghed i vores samfund, fordi vi alle er så heldige at være en del af en universel samfundsmodel, som griber os, når vi har allermest brug for det. Vi har alle lige adgang til lægebesøg, når vi er syge, til uddannelse og til sociale ydelser når vi har brug for det. Fællesskabet griber os, og vi er sammen om at investere i det. 

Derfor har vi alle en interesse i, at det lykkes.

Vi forventer tillid - og giver tillid

Den nye danmarkskanon fortæller os, at Danmark er et tillidssamfund, og at tillid er et udtryk for en fællesskabsfølelse, der går på tværs af samfundets skel. Derfor kan vi godt tillade os at forvente tillid fra politikerne til vores faglighed. Tillid til at vi selv kan vurdere, hvordan vores faglighed skal udfoldes i praksis, og hvad der er bedst for det enkelte menneske.

Politikerne ved det godt. 

Lars Løkke Rasmussen taler om det i sin nytårstale. Mette Frederiksen taler om det i sin nye ”fingrene væk”-reform. Der er ikke brug for bureaukrati og kontrol i den offentlige sektor, derimod skal velfærdmedarbejdernes faglige handlerum udvides.

Vi har ikke behov for flere styringsredskaber, der bestemmer hvordan fagligheden skal udfoldes. Det, der er brug for ude i praksis, er tillid til velfærdsmedarbejdernes faglighed og en tro på, at de enkelte fagligheder kan løfte den opgave, de er ansat til at skulle løfte.

Det kan vi nemlig godt. Må 2017 være året hvor vi får rammerne og tilliden til det.    BAGGRUND: Derfor råber vi op Velfærdssamfundet er et væsentligt fundament under det Danmark, som vi alle kender og holder af. I større eller mindre grad er vi i kontakt med den offentlige velfærd fra før fødslen, op gennem barndom, skolegang, uddannelse, familieliv, arbejdsliv, seniorliv – ja, helt frem til livet er slut.   Netop derfor er det i vores fælles interesse, at velfærdssamfundet styres fornuftigt, så velfærdsmedarbejderne i praksis kan lykkes med de opgaver, som vi som samfund har valgt, de skal løse. Statsminister Lars Løkke Rasmussen var inde på det i sin nytårstale, da han sagde, at vi i Danmark er privilegeret med fagligt dygtige og engagerede offentlig ansatte. Men der skal gøres noget ved rammerne. Vi skal have færre regler og mindre kontrol. Det giver større frihed til, at de offentlige ansatte kan udfolde deres faglighed. Det kunne vi have fortalt statsministeren for længe siden.   Vi er en gruppe mennesker, der på tværs af forskellige faglige baggrunde har det til fælles, at vi er velfærdsmedarbejdere. Vi er pædagoger, lærere, socialrådgivere, social- og sundhedsassistenter og administrative medarbejdere, så erfaringerne er forskellige. Ikke desto mindre iagttager vi de samme udfordringer på tværs af faggrænserne. Og vi genkender rammerne for udfoldelse af fagligheden – eller mangel på samme - i den offentlige sektor, som statsministeren talte om i sin nytårstale.   Forfatterne til ovenstående er: 

• Ole Bjerre Martinussen, folkeskolelærer
• Heidi Lykke Schultz, pædagog
• Anja Lund Madsen, administrativ sagsbehandler
• Tina Beck-Nilsson, folkeskolelærer
• Cindie Christoffersen, pædagog
• Trine Boel Nielsen, pædagogfaglig leder
• Simone Berg-Cronquist, socialrådgiver
• Bjarne W. Andresen, støttepædagog
• Lotte Bertelsen, social- og sundhedsassistent