Sommeren har været lang i år, og de varme dage har fra tid til anden mindet mig om de solrige dage, jeg tilbragte på Folkemødet i år.
En af dagene bød på en debat om, hvordan man sikrer, at der investeres i den rigtige hjælp på handicapområdet fra starten. Det var en debat, som vi var med til at arrangere sammen med DUOS, og det var på mange måder en opløftende debat, hvor jeg oplevede at gå derfra med en følelse af, at alle i systemet – politikere, kommunaldirektører og vores medlemmer – er enige om, at det er altafgørende, at man giver den rigtige hjælp fra starten. Men samtidig var debatten nedslående, fordi de flotte ord ofte ikke bliver til handling.
Bliv redaktør for dit eget indhold
DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.
Den rigtige hjælp gives ikke fra starten, fordi kommunerne – fortæller vores medlemmer os – har en tendens til at tænke i kortsigtede, økonomiske gevinster frem for langsigtede og mere diffuse gevinster. Lad os tage et eksempel, som – skal det siges – ender godt:
Et af vores medlemmer søger om en ny el-kørestol. Sådan en stol kommer let over 100.000 kr., før man – kommunen – har set sig om. Men ligesom med alle andre hjælpermidler på handicapområdet er der niveau- og kvalitetsforskelle, og derfor kan der være mange penge at hente for kommunen, hvis de vælger den billigste løsning frem for den dyreste. Reglerne tilskriver dem desuden at anvise det bedst og billigst egnede, så det har måske også en indflydelse på, at de kigger på her-og-nu-økonomi.
Derfor ender vores medlem, som skulle have ny el-kørestol, også med en billigere model, end den medlemmet selv ønskede sig. Men det gik ikke. El-stolen var ikke god nok, og det endte med, at vores medlem fik den kørestol, medlemmet oprindeligt ønskede sig.
Det er jo godt for vores medlem, og det vidner samtidig om, at vi har et system, der virker. Men processen har samtidig taget længere tid, end den burde have taget. Det er et problem for vores medlem, som i en længere periode må tage til takke med et gammelt eller ikke-virksomt hjælpemiddel. Derudover ved vi jo, at tid er penge, og derfor endte processen også med at blive dyrere, end den kunne være blevet, og kommunens ønske om at spare lidt penge på hjælpemidlet på kort sigt endte med at gøre det modsatte.
Der findes utallige eksempler på, at vores medlemmer har fået bevilget et andet hjælpemiddel end det, de ansøgte om. Dels møder vi det i vores rådgivning, dels har vi i en brugerundersøgelse dokumenteret, at 17 % havde oplevet at få tildelt et billigere produkt, og 23 % har benyttet sig af fritvalgsordningen med dertilhørende egenbetaling, fordi de ikke var tilfredse med det hjælpemiddel, kommunen tilbød. I øvrigt svarede 31 %, at de ved sidste bevilling oplevede at få tildelt et standardprodukt frem for et individuelt tilpasset hjælpemiddel.
Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
Et forkert hjælpemiddel kan ende med at give skader for den, der bruger hjælpemidlet, som i længden ender med at koste kommunen endnu flere penge. Fx kan en kørestol, som ikke er tilpasset korrekt til brugeren, ende med at give siddesår – en alvorlig situation for brugeren og en stor udgift for sundhedssystemet.
En beregning fra Ergoterapeutforeningen, som jeg på Folkemødet blev opmærksom på, viser, at en kommune sparer 500.000 kroner i sundhedssystemet, hvis en kørestol er tilpasset, så det forebygger siddesår. Altså, en halv million kroner! Det er mange penge – men det slår ikke altid igennem, når gevinsten høstes i en anden sektor – i det her tilfælde sundhedssystemet. Så hvordan får vi understøttet, at kommuner i højere grad skeler til den type beregninger over de langsigtede konsekvenser frem for at jagte de små, kortsigtede besparelser?
Det er nemt at måle effekten af en beskæftigelsesindsats: hvor mange er der kommet i arbejde, efter at en kommune har gjort en indsats på området. En simpel før- og eftermåling er alt, hvad det kræver. Sådan er det ikke med de sparede penge på hjælpemiddelområdet, som jeg har forsøgt at skitsere ovenfor. Effekten er ofte hypotetisk, fordi det rigtige hjælpemiddel er en investering i at undgå fx siddesår, og det er svært at bevise, at lige præcis det hjælpemiddel eller den indsats har medført en besparelse. Derfor har jeg forståelse for, hvad det er, der sker, når kommunerne jagter de hurtige og kortsigtede besparelser. De kan jo – ligesom på beskæftigelsesindsatsene – måles her og nu. Så måske må vi se det som en fælles udfordring, at kommunen skal foretage en investering, hvis afkast – set fra en snæver kommuneøkonomi – svæver lidt i luften.
Jeg vil gerne blive klogere og lægger derfor op til debat og spørger:
Hvorfor er det så svært for kommunerne at investere i den rigtige hjælp fra starten? Og hvad kan vi på tværs af sektorer gøre for at understøtte, at der investeres rigtigt fra starten?
Jeg håber, vi kan få en åben og ærlig debat, ligesom vi havde på Folkemødet.
