Når mediernes kommentatorkorps vurderer den politiske situation handler det ikke om indhold, men om ludo og lunser. Hvem får hvad, hvordan og hvornår, og hvorfor. Den dybere betydning af de politiske beslutninger var komplet og aldeles uinteressante. Det er spillet, det handler om.
Når det handler om spillet snarere end indholdet, bliver reglerne defineret uden den mangfoldighed, som er samfundets daglige virkelighed. Et spil må have rene klare regler, der defineres på forhånd. Således bliver det også med store sager i pressen. Mangfoldigheden forsvinder, og dækningen defineres af de toneangivende regler, der definerer sagen. Perspektiverne forsvinder. Medmindre altså pressen lever op til sin eksistensberettigelse og sikrer perspektivering i en mangfoldig dækning.
Det sker bare ikke, som det også udtrykkes af Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, på vej ind til et gruppemøde.
“Jeg fornemmer, at for nogle af jer journalister er det her en leg. Det er det ikke for os.«
Dermed sætter hun hovedet på sømmet i et forløb, hvor alle er tabere.
Vi mennesker taler om det, vi bliver præsenteret for. Lige så snart en anklage er bragt forholder vi os til den frem for at forholde os til de rammer, den er bragt i, eller den berettigelse, der ligger i anklagen.
Læs også: Seks sager der viser en dyb politisk krise
Mediernes og alle vi andres ageren de seneste uger inviterer til efterrationalisering . Mangfoldigheden, den enkeltes mulighed for egen analyse og respekt for tid er gået fløjten. Man kan også med rimelighed spørge, hvad vi skal med en fri og åben presse, når forfølgelsen antager en form, som den har gjort i forløbet omkring Løkke.
Glem sagerne. De er ligegyldige i denne sammenhæng, for der er ikke en eneste af sagerne eller årsagerne, der kan henføres til brud på regler eller lovgivning. Der er spekulation i, at Løkkes eller Venstres opførsel kan have brudt regler eller lovgivning, men ingen domme, ingen retssager, ingen beviser og ej heller anstrøg af sigtelser på vej. Kun spekulation og vage indicier.
Alligevel rullede pressen som en trænet lemming afsted med breakingbanner og minuttyranni på deadlines. Alt imens usikkerheden hos læsere og dermed også vælgere og medlemmer i Venstre steg time for time. Man forholder sig jo til det, man præsenteres for, og der er vel sjældent røg uden at noget brænder.
Det her er psykologi og når mediernes dækning pludselig sker med hensynsløs fokusering på udviklingen minut for minut bliver det svært grænsende til komplet umuligt for andre end medierne, at levere udviklingen.
Når mennesker skal tale sammen, må de finde tidspunkter, der passer alle. Når dokumentation skal findes frem, må man vente til den er fundet. Når regler og lovgivning skal fortolkes må man vente på at eksperterne har tolket.
Men medierne har ikke tid til at vente, og derfor indledes spekulationerne. Ja, de forstærkes time for time. Minut for minut. Den udvikling er skadelig for os alle sammen. Sunde velovervejede beslutninger kræver tid. Medierne tillader ikke tid. Når man bliver ramt af kriser er det klogt at undgå drastiske beslutninger. Medierne lever af drama.
Forløbet i Venstre bør derfor tjene til eftertanke hos både medier og mennesker. Vi påvirkes ubevidst og urimeligt af det pres, som mediernes minuttyranni lægger over os. Måske er det på tide at tage retten til egen mening tilbage.
Her på DenOffentlige har vi valgt næsten ikke at bruge breaking news, fordi vi hellere fokuserer på de langtidsholdbare end de sekund-aktuelle historier. Tiden dikterer os ikke, og det giver luft til indholdet.
Men hvordan kan vi som almindelige læsere nå at tage en indånding inden debat glider af sporet og vi styres mere af selve debatten end dens indhold?
