I 1995 var et solidt flertal af danskerne – 57 procent – overbeviste om, at de hellere ville klare dem selv frem for at bede det offentlige om hjælp, selv om de havde ret til den. I dag – 18 år senere – er danskerne ikke nær så opsatte på at klare sig selv. Her er kun 27 procent lige så standhaftige i forhold til at klare sig uden offentlig hjælp. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for Momentum. Her har vi stillet et repræsentativt udsnit af danskerne to spørgsmål, som er fuldstændig identiske med spørgsmål, som Socialforskningsinstituttet stillede danskerne i 1995.
Samme tendens går igen, når man spørger til det offentliges rolle i forhold til borgernes liv. Her var 63 procent af danskerne i 1995 meget enige i, at det offentlige kun skulle sikre den enkelte gennem et begrænset antal ydelser og tilskynde folk til at klare sig selv. I dag gælder det under en fjerdedel.
Udviklingen ærgrer Mogens Jensen, næstformand og kulturordfører for Socialdemokraterne. Ikke mindst fordi han føler, at den nuværende regering netop har forsøgt at sætte en dagsorden om, at man skal gøre, hvad man kan for at klare sig selv, inden man søger hjælp ved det offentlige.
»Udviklingen er et markant skifte til det dårligere. Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at man ikke tør bede om den hjælp, man har ret til, og som vi betaler skat for at kunne få. Men det er ikke godt for et samfund, hvis man først kigger mod det offentlige, når man skal hjælpes ud af en eller anden situation. Trods regeringens stærke markeringer om, at man har en pligt, før man har en ret, så må vi sige, der er behov for at understrege det endnu mere, når man ser de her tal,« siger Mogens Jensen.
Alle skal bære deres egen byrde
Også Ole Birk Olesen, finans- og skatteordfører for Liberal Alliance og forfatter til ”Taberfabrikken” om den danske velfærdsstat, finder udviklingen meget uheldig.
»Hvis vores samfundsmodel skal hænge sammen, skal der være en motivation og vilje til at forsørge sig selv. Den her undersøgelse peger på, at den lyst og motivation er svindende, og så saver vi i den gren, som vores samfundsmodel bygger på,« siger Ole Birk Olesen.
Han mener, at forklaringen på holdningsskiftet især hænger sammen med, at det offentlige siden 1960’erne har overtaget et stadig større ansvar i borgernes liv, og at borgerne derfor i stadig højere grad har kunnet læne sig tilbage og lade det offentlige klare det for dem.
»Det er med til at erodere normen for at være selvforsørgende, og det vil vi gerne gøre op med. Man synger i en bryllupssalme ”egen byrde skal du bære, så den anden slipper fri”, men det er også et budskab, man kan tage til sig i den overordnede samfundsdebat. Alle bør tilstræbe at bære deres egen byrde, så deres medborgere slipper for at bære dobbelt,« siger Ole Birk Olesen.
I de kommunale socialforvaltninger, hvor man møder borgernes ønsker og krav, nikker man genkendende til, at færre danskere sætter en stor ære i at kunne klare sig selv uden offentlig hjælp. Det fortæller Ole Pass, socialdirektør i Rødovre Kommune og formand for Foreningen af Socialchefer i Danmark.
»Det er en meget uheldig tendens, som vi oplever i dagligdagen. Der er ingen tvivl om, at det er noget, vi er nødt til at gøre noget ved, hvis velfærdssystemet skal overleve,« siger Ole Pass.
Han mener, at årene med økonomisk gode tider frem til finanskrisen hjalp holdningsskiftet på vej.
»Udgiftsstoppet i forbindelse med finanskrisen har gjort, at vi har måttet omprioritere og sige nej til nogle, som derved føler, at vi krænker deres rettigheder. Vi skal selvfølgelig hjælpe dem, der har behov, og jeg synes heller ikke, der skal være færre ydelser. Men vi bliver nødt til at sikre, at vi prioriterer at hjælpe de rigtige,« siger Ole Pass.
For Ole Birk Olesen er det afgørende, at man forhindrer borgernes første møde med sagsbehandleren.
»Fra det øjeblik tror jeg, man vænner sig til, at sagsbehandleren er en, man kan gå til, hvis man oplever problemer. Tidligere lå det en meget fjernt at tænke på en sagsbehandler, når man skulle løse et problem,« siger Ole Birk Olesen, som mener, at når man først er kommet ind i systemet, ligger det meget nemmere for en at tænke på sagsbehandleren frem for en selv.
»Der sker en form for ketchupeffekt. Når det første ketchup er løbet ud ad flasken, så løber det i en strid strøm, hvis man ikke passer ordentligt på. Med ketchup handler det selvfølgelig om at få noget ud, men i det her tilfælde ønsker vi ikke, at folk vænner sig til at benytte sig af det offentlige, så derfor skal vi forsøge at undgå det første møde med sagsbehandleren,« siger Ole Birk Olesen.
Det skal ifølge Liberal Alliance især ske ved, at der bliver større økonomisk forskel på at tage et arbejde og få hjælp fra det offentlige. Liberal Alliance ønsker derfor både at skære i kontanthjælpen og give et meget stort bundfradrag. Det vil betyde, at lønmodtagere ikke skal betale indkomstskat af de første 7.000 kroner, de tjener om måneden.
Kulturændring er nødvendig
Socialdemokraternes næstformand Mogens Jensen mener, at man med de seneste års reformer af blandt andet dagpengesystemet, efterlønnen og pensionsalderen allerede arbejder med at sikre, at så få som muligt skal være på offentlig forsørgelse. Der skal derfor også arbejdes med en kulturændring.
»Vi har forsøgt at rette systemerne og de offentlige tilskud til, så vi målretter pengene mod dem, der virkelig har behov og sikrer, at de, der kan selv, får et job eller uddannelse. Derfor tror jeg, vi skal arbejde endnu mere med de budskaber, vi og meningsdannere i medierne sender,« siger Mogens Jensen.
Ifølge Jørgen Søndergaard, administrerende direktør ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – kan de seneste års reformer dog allerede have haft sin effekt på udviklingen i befolkningens holdning siden 1995.
»Mange i befolkningen er jo i forskellig grad i berøring med reformernes ydelser, så en større procentdel af befolkningen har oplevet, der er sket nogle stramninger. De føler måske, at de har mistet noget, og så er det helt legitimt at ville have det tilbageværende. Samtidig er der givetvis færre i dag end i 1995 – hvor vi eksempelvis stadig reelt havde ni års dagpenge – der synes, at nogle går og hygger sig i stedet for at tage sig sammen og tage et arbejde,« siger Jørgen Søndergaard.
Han påpeger, at et flertal af danskerne stadig støtter op om, at det skal betale sig at arbejde, og at det offentlige ikke skal have for generøse tilbud, selv om en del er blevet mere lunkne i opbakningen.
»Grundopfattelsen er umiddelbart stadig, at velfærdsstaten skal være en hjælp og ikke en hængekøje. Man må huske på, at vi har nogle rettigheder, fordi det er så svært at sikre lighed, hvis man skal lave behovsvurdering af hver enkelt. Ved at basere det på rettigheder sikrer vi en større grad af lighed for loven. Men det er klart, at hvis udviklingen fortsætter, så bliver det problematisk at opretholde den danske velfærdsmodel,« siger Jørgen Søndergaard.
