I dag er der åbent samråd om ”tiggerloven”. Sidste år vedtog folketinget en lovgivning mod ”utryghedsskabende lejre”, som også blev kaldt tiggerloven. Meningen med lovgivningen var, at man gerne ville komme hjemløselejre til livs, som gennem de senere år var dukket op i villakvarterer, på parkeringspladser og andre steder. Ofte var disse lejre beboet af udenlandske hjemløse.
Læs mere om socialkrisen
Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.
Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet.
Tiggerloven førte til en betydelig skærpelse, da straffen tidligere var en uges betinget fængsel efter den første advarsel. Nu kunne man også blive udvist af den kommune, man sov i. Betleri har i mange år været forbudt i Danmark. Det er som sådan ikke nyt.
I forbindelse med udførelse er loven blevet brugt mere end man forventede og også på en måde, som krænker den almindelige retsbevidsthed i Danmark.
Den aktuelle sag – som blandt andet er baggrunden for samrådet – er, at André, som sov i det indre København, blev dømt efter lovgivningen og dømt til i en periode ikke at måtte opholde sig i Københavns Kommune. Dette vel at mærke, selv om det er den kommune, som André er tilknyttet og også det sted, hvor han modtager sin medicin.
Det virker krænkende, at en borger i en kommune ikke må opholde sig i egen kommunen. Det kunne svare til, at hvis man kører for stærkt, så må man ikke køre på de veje, man har kørt for stærkt på.
I høringen op til lovgivningen var jurister og Rådet for Socialt Udsatte kritiske overfor netop lovens konsekvenser i praksis, og man kan sige at grundlæggende får ingen hjemløs det bedre af at blive bortvist fra de tilbud, som ret faktisk skal hjælpe ham.
Der bliver ikke færre hjemløse i Danmark, og i byer som København er Hus Forbi sælgeren André i Indre by, Bjørn foran Føtex i Vanløse, eller René foran Amagercenteret også en del af byen og borgere i byen.
Måske gik det lidt for hurtigt med at få vedtaget lovgivningen, og i dag ser man utilsigtede konsekvenser af lovgivningen. Man må håbe, at samrådet i dag i folketingets retsudvalg har en diskussion om retssikkerhed og ligeværd for hjemløse og fokus på, at man ikke gør livet sværere for hjemløse, men har fokus på, hvordan vi kan få de hjemløse - som er på gaden - under tag. Hjemløse, som André, er også borgere i vores samfund og er også en del af den by, vi har til fælles.
Robert Olsen er forstander på Kofoeds Skole. Han har i 18 år været forstander på Mændenes Hjem. Han er medlem af Rådet for Socialt Udsatte og Formand for Frivilligrådet i København Kommune.