- ”Jeg SKAL have en hf! Sådan har jeg det,” siger 23-årige Thomas Edwards så tydeligt, at man næsten kan se udråbstegnet og de store bogstaver.
Siden sommerferien har han gået på HF-Inklusion på KVUC. Han har taget lidt tilløb til det, for i 2011 gik han på en helt almindelig hf og måtte droppe ud.
Læs også artiklen - På Hf rankede jeg ryggen
- ”Det var arbejdslæsset, undervisningsformen og antallet af fag, der slog mig ud. Jeg følte, at der stod en lærer og trykkede på vores hoveder time efter time. Jeg var stresset, og jeg endte med at få en depression. Jeg gik direkte fra hf til at være på kontanthjælp, og det føltes som den største fiasko i mit liv. Derfor har jeg hele tiden haft det sådan, at jeg ville tilbage og have en hf,” fortæller Thomas.
Som han sidder dér i sin jeansskjorte med et fast blik i øjnene og smilende mund ligner han én, der kan det hele. Det kan han også. Han har bare brug for lidt mere ro end andre til at gøre det. Thomas gik på specialskole, siden han som niårig fik diagnosen adhd og senere diagnosen Aspergers syndrom.
”Nu lyder det som om, jeg fedter helt vildt, men jeg synes virkelig, vi har rigtig gode lærere”
HF Inklusion, hvor Thomas går i dag, er lidt anderledes end en almindelig hf. Linjen er målrettet unge med Aspergers syndrom og andre autismediagnoser og er treårig. Det betyder, at der er færre timer om ugen, og at lektier så vidt muligt også lægges i skoletiden. Udover lærerne er der fast tilknyttet to mentorer til klassen.
- ”Det betyder alt for mig, at jeg har det sikkerhedsnet. Når man ved, at mentorerne er der, bliver man automatisk tryggere. Jeg ved, jeg kan gå til dem, hvis det kniber. Hvis de ikke var der, ville jeg nok holde problemerne og mine personlige udfordringer for mig selv og vende det indad,” siger han og understreger, at en mentor er anderledes end en lærer.
- ”Lærerne vil også gerne hjælpe, men jeg synes, det er rart at skille tingene ad, så jeg kan gå til dem med det faglige og vise hvad jeg kan og så bruge mentorerne til det personlige,” forklarer han og kigger på uret.
Han skal snart tilbage i klassen, hvor de arbejder med Yahya Hassans digte i dansk. Her til formiddag har kursisterne selv skrevet Yahya-inspirerede digte.
- ”Med caps lock og det hele. Det er fedt. Jeg elsker at skrive historier, digte og tekster,” forklarer Thomas, der er rigtig glad for at gå på hf igen.
- ”Vi bliver inddraget rigtig meget. Her kan du sætte dig dine mål og sætte dig ind i stoffet. Jeg føler jeg har overskud, og vi arbejder med nogle ting i fagene, der er nemme for mig at gå til. Og nu lyder det som om, jeg fedter helt vildt, men jeg synes virkelig, vi har rigtig gode lærere. Vores dansklærer Chili er fx dygtig og sjov. Det betyder, at jeg har lyst til at imponere hende med det jeg kan,” forklarer han.
”Danskvanden er et eksempel på, at løsningerne på udfordringerne for Thomas og hans medkursister ofte ikke er raketvidenskab”
Selvom Thomas giver den fagligt gas er han afhængig af pauser i løbet af dagen, og det vigtigt for ham, at pauserne ligger rimeligt fast. Derfor frustrerede det ham i begyndelsen af skoleåret, at lærerne skubbede pauserne. Det var en af de emner, han tog op med mentorerne, der straks rykkede på det. Siden har alle lærerne overholdt pausetiderne.
- ”Min hjerne har brug for en pustepause indimellem. Hvis jeg skal sidde mere end 45 minutter, så koger jeg næsten,” forklarer Thomas og rækker ud efter sin plastikflaske med danskvand.
Danskvanden er fast inventar på Thomas’ bord, for den hjælper ham med at koncentrere sig og fastholde fokus. Det var også en af mentorerne, der hjalp ham med at finde frem til det lille trick. Mentoren spurgte ham, hvornår han egentlig slappede bedst af. Thomas kom frem til, at det var derhjemme med fodbold i fjernsynet og danskvand i flasken. Sammen fandt de ud af, at det måske var en idé at have danskvand med i skolen.
Det virker. Danskvanden er et eksempel på, at løsningerne på udfordringerne for Thomas og hans medkursister ofte ikke er raketvidenskab, men det kræver et lille udforskningsarbejde, at finde ud af, hvad der virker.
”Jeg ville aldrig kunne gennemføre en hf med seks fag på samme tid. Det er for meget for mig til at gå i dybden”
Ændringer og for meget pres kan stresse kursisterne på HF-Inklusion. For Thomas kan det være udmattende både at skulle koncentrere sig om det faglige og sociale en hel dag. Et gruppearbejde kræver fx ekstraordinært meget energi.
- ”Hvis jeg skal arbejde sammen med nogen klassekammerater, jeg ikke normalt arbejder sammen med, bruger jeg meget energi på at tænke over, hvordan jeg skal tale med dem og hvem der har styringen med projektet. Jeg føler mig nogle gange som en dresseret abe. Når jeg kommer hjem efter en helt almindelig dag, er jeg næsten altid træt, bombet, udmattet,” fortæller han.
Derfor er han meget tilfreds med, at HF-Inklusion tager tre år i stedet for to.
- ”Jeg ville aldrig kunne gennemføre en hf med seks fag på samme tid. Det er for meget for mig til at gå i dybden. Jeg bliver nok nemmere stresset end andre, og det har irriteret mig meget, at jeg ikke kan gennemføre en helt normal dag som andre uden at blive stresset. Men det kan jeg altså ikke,” siger han.
Første milepæl er at få en hf. Senere vil Thomas læse videre. Drømmen er at blive lærer i engelsk og idræt. Og han er faktisk allerede tyvstartet på arbejdsmarkedet; han har studiejob på et analyseinstitut og for et onlinefirma, hvor han kan bruge alt det han ved om sin store passion fodbold.
- ”Da jeg var teenager, brugte jeg meget tid på at researche på, hvad for nogle jobs, der var, hvor man ikke skulle være sammen med mennesker. Jeg tænkte, at ’det duer jeg bare ikke til’. Nu kunne jeg sagtens forestille mig at blive lærer. Selvom store fyringsrunder nok ikke ville ikke være godt for min Asperger,” siger han og griner.
