Fagforeningsmand: Fagtop i uhellig alliance med Socialdemokratiet

Fagtoppen i de store LO-forbund har igangsat en kampagne om lønmodtagernes seniorliv. Hovedtemaet er, at mennesker med hårdt fysisk arbejde, som tillige er startet tidligt på arbejdsmarkedet, når at være nedslidte, før de har mulighed for en værdig tilbagetrækning.

Umiddelbart en sympatisk tilgang, for selvfølgelig skal vi som samfund give nedslidte medborgere mulighed for et godt seniorliv. Deres afsæt er velfærdsaftalen fra 2006 og tilbagetrækningsaftalen fra 2011. De betyder bl.a. at pensionsalderen stiger til 67 år i 2022, til 68 år i 2030 og herefter hvert femte år i al fremtid. Sagt på nutidsdansk betyder det i praksis, at en borger, der i dag er 15 år, skal arbejde til hun er 75 år. Det kan de fleste med nutidens øjne se et problem ved, fordi vores arbejdsmarked er under enorm forandring. De kommende årtier vil vores arbejdsliv ændre sig lige så voldsomt som teknologi har ændret mange arbejdspladser. Det er den fjerde industrielle revolution, der sniger sig over os, og det vil blandt andet betyde, at fremtidens borgere vil indrette et arbejdsliv, hvor vi tjekker ind og ud mellem arbejde og fri og i nogle perioder arbejder lidt mens vi i andre perioder arbejder meget.

Socialdemokratiets velfærdskampagne

Derfor er det også logisk, at befolkningsundersøgelser viser, at danskerne ikke vil arbejde nonstop til de dør, og at de ønsker at velfærdssamfundet indrettes til fremtidens arbejdsmarked.

Den udvikling skaber åbenbart usikkerhed i Socialdemokratiet, der var med til at stemme tilbagetrækningsaftalen igennem. Men partiet kan ikke rigtig udvikle et politisk svar, så hvad gør man så?

Man allierer sig med fagtoppen for at få lanceret et budskab vigtige vælgere kan forstå. Et enkelt velfærdsbudskab om, at mennesker med hårdt fysisk arbejde skal have mulighed for at trække sig tidligere tilbage end andre. Avisen.dk - fagbevægelsens eget netmedie - bestiller en måling, hvor man beder respondenterne tage stilling til, om pensionsalderen bør afhænge af, hvilken branche man har arbejdet i, og hvor tidligt man kom ud på arbejdsmarkedet. Derefter kommenterer partiformand Mette Fredriksen på målingen og antyder, at hun mener, at forudsætningerne for den tilbagetrækningsaftale, hun stemte for i 2011, er skredet, fordi efterlønnen de facto er afskaffet. Derfor erklærer hun sig forsigtigt og uforpligtende enig i, at samfundet har et problem med den gruppe lønmodtagere, der er stemplet tidligt ind på arbejdsmarkedet, og som har haft hårdt fysisk arbejde, og at der skal findes en løsning – for den gruppe.

Det er elegant orkestreret. Så elegant, at det er svært at gennemskue, at vi bliver taget godt og grundigt ved næsen. For selvfølgelig er vi enige i, at netop slagteriarbejderen, som Mette F. smidigt får flettet ind i sine citater, ikke skal arbejde fra han er 16 år til han bliver 75.

Alle bliver nedslidt

Sagen er bare, at vi alle sammen bliver trætte – uanset hvor mange vitaminer, vi spiser, og hvor sent vi er kommet ind på ”det rigtige” arbejdsmarked bliver vores krop og sind nedslidt gennem et langt arbejdsliv. Skolelæreren, der har lagt krop og sjæl til en skolereform og en inklusionsreform, og som i 40 år har haft ansvar for et klasseværelse med 26 krævende individer, bliver også slidt. Sygeplejersken, som har arbejdet aften og nat hele karrieren igennem, bliver også træt. Og det gør Djøferen, som har siddet foran sin skærm med museskader i armene og excel ark i hele hovedet, altså også – om vi vil det eller ej.

Der er enkelte lysende eksempler på mennesker, som trods høj alder fungerer fremragende på arbejdsmarkedet, og som trives med det. Men realiteten er, at de fleste af os bliver trættere, svagere og langsommere, når vi passerer de 65.  Uanset hvilket jobliv, vi har haft. 

Langt over halvdelen af alle danskere ønsker en lavere pensionsalder end de 68 år, som bliver gældende i 2030. Hver tredje LO-medlem forventer ikke at kunne blive på arbejdsmarkedet, til de når pensionsalderen. Ni ud af ti danskere over 50 år synes, at det skal være lettere at trække sig gradvist tilbage fra arbejdsmarkedet via nedsat tid.

Fattigt og usolidarisk

Derfor er det himmelråbende fattigt og usolidarisk med alle lønmodtagere, at fagbevægelsen hopper med på Socialdemokratiets kampagne om, at en regulering af tilbagetrækningsreformen kun skal gælde de, der er kommet meget tidligt på arbejdsmarkedet, og som har haft manuelt arbejde. 500.000 går på arbejde med fysiske smerter hver dag, og 35.000 er fraværende pga. arbejdsrelateret stress. Hver dag.

Den psykiske og fysiske mistrivsel er i top og arbejdsmiljøet er i bund for hundredtusindvis af lønarbejdere i både den offentlige og private sektor. Ingen faggrupper er reelt gået fri af de senere års brutalisering af arbejdsmarkedet. Nogle faggrupper er blot hårdere ramt end andre.

Kloakarbejderen, HK’eren, gymnasielæreren, pædagogen, folkeskolelæreren, mureren og SOSU-assistenten har alle sammen ret til gode år efter arbejdslivet. Men den ret er forsvundet fra jordens overflade for flertallet af lønmodtagere i Danmark. Og hvad har fagbevægelsen gjort ved den udvikling bortset fra at sove i timen?

Vi skal tilbage til den fælles kamp

Erfaringerne fra fagbevægelsens mere end 150 års kamp for bedre vilkår viser, at kortere arbejdsuge, længere ferie og lavere pensionsalder skal være en fælles kamp for alle lønarbejdere, ikke kun for nogen.

Fagbevægelsens ny hovedorganisation FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) og fagbosserne skal i stedet for at rage de varme kartofler ud for Socialdemokratiet passe deres arbejde på vegne af alle lønmodtagere. Vi må udvise solidaritet med samtlige lønarbejdere i dette land og kræve nye reformer, der indretter arbejdsmarkedet til en fremtid, hvor mennesker lever længere men ingen fysisk eller mental mulighed har for at arbejde for fuld skrue gennem hele livet. Vi har brug for et arbejdsmarked, vi trives på, og et værdigt seniorliv, når vi har bidraget gennem et langt liv.

Lige nu er fagbevægelsens top sammen med Socialdemokratiet ved at splitte lønmodtagerne og skabe en dem og os tilstand. Det vil svække vores muligheder for at få indflydelse fremover. Vi skal som lønarbejdere stå skulder ved skulder og forsvare hinandens ret til et værdigt arbejds- og seniorliv i stedet for at falde for den politisering, der taler til nogle udvalgte vælgergrupper på bekostning af solidaritet og god arbejdsmarkedspolitik.

Ingen kan vinde alene. Kun fællesskabets styrke, sammenhold og solidaritet, kan tilkæmpe os alle et værdigt arbejds- og seniorliv.