Det store flertal af Danmarks unge bor hjemme længere tid nu end før. De nyder godt af deres forældres støtte og opbakning både følelsesmæssigt, socialt og økonomisk – det gælder især dem, der får de længste uddannelser. Desværre er det ikke alle unge, som får det samme tilbud. De mest udsatte unge bliver alt for ofte overladt til at klare sig selv. Selv om samfundet ofte har brugt rigtig mange penge på deres anbringelser, sker det ikke desto mindre for alt for mange, at de må klare sig selv uden nogen form for støtte eller med kun en minimal og utilstrækkelig støtte. Det anslås faktisk, at kun omkring 20 % af de unge får bevilget efterværn som afslutning og afrunding af anbringelsen – og en del af dem får endda ikke den støtte, de havde ønsket, men en standardløsning, der ikke rummer den kontinuitet og tillid, som de ønsker.
Det virker helt uforståeligt. Særligt når vi ved, at overgangen fra ung til voksen er en af de sværeste perioder i livet.
Den store stigning i andelen af tidligere anbragte unge blandt de helt unge hjemløse taler efter min opfattelse sit tydelige sprog om, at det er absolut påkrævet, at vi styrker indsatsen, og ikke bare overlader dem til sig selv. Og hvis nogle af dem selv vælger at ville klare sig helt på egen hånd, fordi de er trætte af pædagoger eller andre, der bestemmer over dem, skal de have mulighed for at fortryde og få den støtte, de har behov for. Forskning viser, at unge, der modtager efterværn, i højere grad fastholder uddannelse, arbejde og bolig, og dermed får et bedre liv som voksne. En stor gevinst – ikke bare for dem, men også for samfundsøkonomien.
Disse 10 unge fortæller oprigtigt om deres erfaringer og kommer med anbefalinger til systemet – til os alle. Deres fortællinger aftvinger respekt, og vi skylder at lytte til dem. Derfor udgiver vi deres 10 historier. Det giver stof til eftertanke, og jeg vil gerne takke dem for deres mod til at stå frem og Bikubenfonden for støtten til udgivelsen af deres budskab.
Du kan læse alle 10 stærke historier om efterværn her
