Sociale tilbud i mediernes søgelys

Et botilbud kommer endnu en gang i mediernes søgelys, og deres historie rulles ud i medierne gennem den lokale dagspresse. DR giver med udsendelsen ”Drabet på købmanden” deres bidrag til debatten. Historien kan ikke ændres, og købmanden kommer aldrig tilbage.

Historierne om tragiske eller utilsigtede hændelser (i al almindelighed) er mange, og vi ved, at flere vil føje sig til – for sådan er det, når man arbejder indenfor det specialiserede socialområde. Nogle gange kan historierne tilskrives de massive problemer som de involverede borgere har - i andre tilfælde ser vi desværre, at de kan tilskrives, at der ikke var leveret tilstrækkelig professionalitet.

Læringsperspektivet skal i fokus

Forleden hørte jeg psykologen, forfatteren og foredragsholderen Bo Hejlskov Elvén udtale sig om fænomenet ”at begå fejl”. Han var ikke i tvivl om, at fejl sker, og at vi, hvis vi vil udvikle og forbedre, skal vi bruge tid på at analysere, når det går galt. Bo Hejlskov Elvén viser med sin holdning, at det er mest begavet at gå efter analysen/afklaringen i stedet for at forfalde til mindre opbyggelige reaktioner.

For mig at se er der, uanset om man er kommunal, regional eller privat udbyder, tre helt centrale problemstillinger centreret omkring:

• faglighed
• tilsyn
• ledelse

Derudover kan man diskutere, hvem der har adgang til at arbejde indenfor det specialiserede socialområde.

Private tilbud har meget længe løftet svære opgaver på det sociale område

I 1993 blev jeg ansat i en privat organisation på det sociale område. Kerneydelsen i organisationen var at føre tilsyn med børn og unge, der var anbragt i familiepleje eller på opholdssteder. Selvsamme organisation var også ”driftsherre” på flere botilbud.

I de første år var jeg ansat som kurator – siden blev titlen tilpasset tidsånden, og med ét var jeg familieplejekonsulent. Indholdet i arbejdsopgaven var uforandret. En smule usædvanligt på det tidspunkt, at pædagoger blandede sig med socialrådgivere i den særlige disciplin at føre tilsyn med børn, unge og voksne, selvom man selvfølgelig kunne argumentere for, at det gav god mening. Socialrådgiverne så vel sådan på det, at opgavens karakter hørte til socialrådgiverfaget.

Det tilsyn, som vi leverede, havde en anden kadence end det, vi ser i dag. Der blev ført tilsyn én gang om måneden, og hverken familieplejerne eller dem der drev bostederne, var i tvivl om vores rolle.

Vejledning og støtte til opgaven – og ikke mindst personlig snak med barnet, den unge eller den voksne ved hvert enkelt tilsynsbesøg, var centrale omdrejningspunkter, ligesom kontrollen havde sin særlige plads. Der var med andre ord et klart fokus på, at der blev leveret god kvalitet af dem, der havde deres arbejde med de anbragte børn, unge og voksne. Kurser for fagpersoner skulle understøtte indsatsen, og i mange år var det organisationer, som den jeg var ansat i, der bidrog til, at den faglige overligger blev sat på en måde, hvor det faglige niveau var til at få øje på.

Siden - og i takt med konjunktursvingninger og strukturforandringer på det sociale område -måtte vi finde vores plads, og agere som det nu var muligt. Vi var aldrig i tvivl om bevægelsen i forhold til det faglige niveau. Vi var egentlig heller aldrig i tvivl om, hvad der var styrede for bevægelsen.

Private tilbud leverer ydelser af god kvalitet og ja, god ledelse er påkrævet

I 1996 fik jeg ledelsesfunktion for flere private botilbud i min organisation. De første år under ”paraplyen” og under vingerne - siden hen som selvstændig økonomisk og juridisk virksomhed.

Konstruktionsformen var som en fond – som tilsynsmyndigheden på det tidspunkt anså for at være den eneste rigtige virksomhedsform. Tilsynet havde fokus på vores ydelser og kvaliteten heraf, ligesom tilsynet sikrede sig, at fondens bestyrelse havde en sammensætning, der understøttede driften. Undervejs har vi haft advokater, socialrådgivere, kommunale ledere, ledere fra amts- og regionaltilbud i bestyrelsen.

I alle årene har vi som privat botilbud ageret, som vi fandt det rigtigt – og som det har været krævet af tilsynet og forventet af kommunerne. Vores opgave har været at håndtere de arbejdsopgaver, der har været forbundet med de problemstillinger, som vores beboere har haft med i deres ”livsrygsæk”. Balanceringen har vedvarende været i fokus. Undervejs er vi klart blevet bedre – og vores faglighed og dokumentation er blevet løftet.  

Faste procedurer med iagttagelse af de kommunale handleplaner, indsatsmål og evalueringer med faste intervaller er med til at synliggøre en faglig systematik, der bruges til gavn for den enkelte beboer, er en del af hverdagen.

Undervejs har jeg mødt medarbejdere, der skulle overbevises om, at tidsforbrug til dokumentation ikke var af det onde, og at tiden til dokumentation på bundlinjen ikke fragik den enkelte beboer, men faktisk bidrog til, at faglige refleksioner kom i den ”faglige værktøjskasse” til glæde for beboeren.

Medarbejdere i ”spændetrøje” bliver ikke gode medarbejdere - centralt at ledere giver plads.

En leder skal kunne lægge kurs, se fremad og vurdere den samlede kurs. Når bevægelserne gøres i samarbejde med medarbejderne, bliver det interessant og vedkommende. Ledere der mener, at de kan bedst selv - gør sig selv til ”dinosaurer” - bliver hurtigt uinteressante og stiller sig i vejen for organisationers sunde udvikling.

Jeg har for længst erkendt, at arbejdet indenfor det specialiserede socialområde er ensbetydende med, at man bogstaveligt er i evig bevægelse, og at den faglige kompetence er et match mellem, det man måtte have hørt og forstået, mens man var i uddannelse, og det man oplever, mens man udfolder sit pædagogiske virke.

Et ”svendebrev” fra uddannelse gør det ikke alene – og derfor er det helt centralt, at ledere anerkender, at behovet for uddannelse altid vil være der. Viften af uddannelsestiltag er bred fra de egentlig kompetencegivende uddannelsesforløb til interne kursusdage, fyraftensmøder, supervision mv.

Private udbydere som en del af tilbudsviften

Med respekt for at mennesker er selvstændige individer og har individuelle behov, er det væsentligt, at de kan vælge et målrettet tilbud.

Vi ved fra vores visitationsprocedure, at det er utrolig vigtigt, at vi rammer rigtigt. Forkerte indskrivninger giver korte og konfliktfyldte forløb, der ofte ender med sammenbrud. Vi ved fra samtalerne med dem, der søger vores botilbud, at det giver god mening at bruge tid til forudgående afklaring, så de kan mærke, om vi er det rigtige tilbud for dem. I processen får vi også mulighed for at vurdere, om de er det rigtige match for os og de allerede indskrevne beboere. Ingen taber ved at forarbejde gøres grundigt – alle vinder.

Jeg går ud fra, at de ansvarlige, i de kommunale eller regionale tilbud eller dem der træffer beslutning i de kommunale forvaltninger, tænker ud ad samme vej.

Og med lovgivningen i hånden

Det er heldigvis fra samfundets side legalt, at private kan agere i det sociale felt. De private steder er underkastet det samme tilsyn som de kommunale og regionale tilbud.

Og når vi så lige er ved tilsynet

Der mange af dem, og jeg er holdt op med at tælle. Socialtilsynet er et eksempel, og som de fleste ved er både Datatilsyn og tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed også kommet op i et andet gear de senere år.

Det personrettede tilsyn med de borgere, der er indskrevet i sociale tilbud, er også centralt i vores hverdag. Opgaven er kommunal, og som jeg har beskrevet ovenfor, har jeg konstateret, at der er reguleret på denne ydelse over tid. Kommunerne og de kommunale sagsbehandlere bør, måske også i lyset af visse af de triste sager vi har set, analysere om den nuværende praksis er passende, eller om der skal reguleres således, at sagsbehandleren kommer tættere på borgeren.

Jeg er bekendt med, at det personrettede tilsyn ofte udspilles én gang om året. Måske er der nogle der oplever, at det sker færre gange end det, men min pointe er, at den nærhed der gør, at man har et reelt overblik bør indebære, at dette tilsyn intensiveres.

I min verden er det vigtigt for den kommunale sagsbehandler at kommunikere med borgeren for at afklare, hvordan vedkommende har det i en given foranstaltning. Jeg tænker klart, at ansvaret ligger hos sagsbehandleren – for det er langtfra sikkert, at borgeren tager skridt til kontakten.

Socialtilsynet har en helt central arbejdsopgave i at føre tilsyn på stederne. Der føres tilsyn med afsæt i kvalitetsmodellen, og derfor bliver vi set under samme lup. Jeg finder det betryggende, fordi man dermed må antage, at myndighedsudøveren har et øje på, at der driftes efter forskrifterne, og at der er en overensstemmelse mellem den faglige kvalitet i tilbuddet holdt op mod målgruppens behov.

Myndigheden har redskaber til at styre – og der er jf. socialtilsynenes årsrapporter gjort brug af disse redskaber undervejs. Steder har fået godkendelse, mens andre har oplevet anbefalinger, påbud og andre igen er blevet lukket på grund af skrantende økonomi eller på grund af manglende kvalitet.

Med den magt der er tillagt de fem socialtilsyn, forventer jeg, at man støtter og vejleder, hvor det er meningsbærende, og at man, hvor det er nødvendigt, skærer hvor det er påkrævet. Socialtilsynet har fået udstukket en opgave, og kravet er selvfølgelig, at de administrerer denne opgave fuldt og helt.

Jeg antager, at Socialtilsynet har været ind over de triste sager, der har været gennem de seneste år.

Afslutningsvis skal jeg oplyse, at jeg er uddannet som pædagog i 1976, at mit personale har relevant uddannelse for at kunne bestride de funktioner de har i organisationen, og at vi selvfølgelig ikke ønsker at gå på kompromis med fagligheden.

Vores seneste skud på stammen er vores udgivelse af en bog om ”Livsmestring” - en bog der har været undervejs i et års tid, og hvor 6 af vores beboere fortæller deres egen historie og om det vigtige i deres liv. Vi har sammen med de involverede beboere arbejdet intenst på at få italesat det vigtige i livet, hvilke oplevelser der har været med til at forme – og hvordan vi i botilbuddet måske har kunnet mødes om det der skaber forandringen og livsmestringen i livet.