Vi skal hjælpes ad med at løfte anbragte børn og unges sundhed

Ubehandlede huller i tænderne. Tarmproblemer. Nedsat syn eller hørelse. Allergier. Indadvendt gang. Manglende vaccinationer. Søvnproblemer. Over- eller undervægt. Klamydia. Listen er lige så lang som den er grim. Den dårlige nyhed – som ikke længere er en nyhed – er, at anbragte børn og unge har uforholdsmæssigt mange ubehandlede sundhedsproblemer. Den gode nyhed er, at flere og flere instanser – lige fra anbringelsessteder over den kommunale tandpleje og sundhedspleje til tilsynskonsulenter – inden for de seneste to-tre år har fået et skærpet fokus på sundheden hos de børn, som samfundet vælger at anbringe uden for hjemmet.

En af dem er Vejle Kommunes familie- og forebyggelsesafdeling, der for to år siden fik en ny strategi om sundhed for alle børn – herunder selvfølgelig de anbragte. Chefen, Peter Mikael Andreasen, blev lidt rystet, da han fik de første tal fra Fårupgaard Ungecenter – men han var ikke i tvivl om, at pilen pegede på, at kommunen selv skulle gøre en indsats.

- Der er sammenhæng i de love, der handler om anbragte børns og unges sundhed. Det er alle os omkring børnene, der skal få det til at hænge sammen i praksis. Der er mange måder at løse den her opgave på, og vi skal hjælpe hinanden, siger familie- og forebyggelseschef i Vejle Kommune, Peter Mikael Andreasen.

Love og arbejdsdelinger

Der er mange love, vejledninger og bekendtgørelser i spil, når det handler om anbragte børns sundhed. Og ikke alle er helt enige med familie- og forebyggelseschefen i Vejle i, at alt spiller sammen. Fx peger en af de absolutte pionerer på dette område, familie- og handicapchef i Mariagerfjord Kommune, Kit Borup, på en udfordring, hun gerne ville være foruden.

Hun er utilfreds med, at sundhedsplejen i Mariagerfjord Kommune ikke må krydse kommunegrænsen og lave sundhedstjek af de børn, som Mariagerfjord Kommune har anbragt i andre kommuner. På samme måde kan man argumentere med, at den relativt nye voksenansvarslov, der egentlig kun handler om magtanvendelser og andre indgreb lidt ulogisk i § 3 skriver, at ’ansvaret for at varetage den daglige omsorg overgår fra forældrene til plejefamilierne og personalet på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, i lov om social service, når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet.’

For i den virkelige verden har forældremyndighedsindehaveren en lang række rettigheder, som forældre, anbringelsessted, kommunen – og i sidste ende Ankestyrelsen – skal bokse sig til rette med. Men det store billede og ’arbejdsdelingen’ mellem instanserne er relativt klart og langt fra nyt: Kommunen har det overordnede ansvar for det anbragte barns anbringelsessted, behandling, uddannelse mv. (Den almene sundhedstilstand hører under ’mv’…). Ansvaret uddelegeres i det daglige til anbringelsesstedet. Socialtilsynene fører tilsyn med blandt andet stedernes kvalitet under temaet ’Sundhed og trivsel’, herunder at børnene og de unge har ’adgang til relevante sundhedsydelser’.

Forældremyndighedsindehaveren har en række rettigheder, blandt andet skal de samtykke til, at tandlægeindkaldelser sendes til anbringelsesstedet, og at deres børn får visse sundhedsydelser. Forældrene kan klage til Ankestyrelsen, hvis fx en kommune fastholder, at et barn skal have et øredræn, som de som forældre er imod.

Svensk professor spiller afgørende rolle

Men… det interessante er, at når man spørger de involverede på alle niveauer fra kommuner til tandplejen om, hvorfor der de seneste år er kommet fokus på anbragte børns og unges sundhed, svarer stort set alle det samme: Nemlig at det skyldes professor Bo Vinnerljung fra Stockholms Universitet. Professoren har krydset Øresund et utal af gange, talt på store konferencer og været inviteret til særskilte seancer fra Vejle til Helsingør. Alle steder går hans budskaber og overblik over forskningen på området rent ind.

Senest har han i 2016 i sin egen forskning påvist, at halvdelen af 120 børn og unge, der stod over for en anbringelse, og som blev sundhedstjekket, blev sendt direkte videre til en praktiserende læge eller specialist for noget, der hidtil ikke var blevet opdaget – og som formentlig ikke ville være blevet opdaget under anbringelsen.

- Hans forskning er så praksisnær, at enhver praktiker kan se, at de kan gøre en forskel. Det giver også relationen til barnet eller den unge en anden dimension, når vores professionelle forældrerolle kommer til at omfatte fx sundhed, siger leder af Fårupgaard Ungecenter, Ole Christian Graversen, der på en konference hørte Bo Vinnerljung og senere fik ham inviteret til Vejle.

Også i Helsingør har Bo Vinnerljung gjort indtryk. Efter at den svenske professor besøgte Center for Børn, unge og familie kom der fokus og en ny systematik ind i arbejdet med anbragte børn og unges sundhed og tandpleje. Når et Helsingør-barn skal anbringes, indhenter kommunen samtykke fra forældrene om, at anbringelsesstedet må få indkaldelsen til tandlægen. Sagsbehandleren spørger herudover sundhedsplejen og tandplejen, om der er noget omkring sundhed og tandsundhed, som modtagerkommunen og anbringelsesstedet skal være opmærksom på. 

- Vi er blevet opmærksomme på, at tænderne ikke har den store fokus i en anbringelsessituation, medmindre vi udtrykkeligt minder om det. Det gjorde indtryk, da vi hørte Bo Vinnerljung sige, at mange anbragte børn oplever, at vi som ’forældre’ er dårligere til at passe på dem end de forældre, de er blevet fjernet fra, siger overtandlæge i tandplejen i Helsingør, Steen Overgaard Larsen.

At Mariagerfjord i 2015 begyndte med sundhedstjeks udført af sundhedsplejerskerne i kommunen har også Bo Vinnerljung som afsæt. Indtil videre er det kun de børn, som Mariagerfjord har anbragt i egen kommune, der får sundhedstjeks. Helst vil familiechef Kit Borup sende kommunens egne sundhedsplejersker på sundhedstjek på anbringelsesstedet. I Kit Borups optik er det logisk, at anbringende kommune selv følger op på, om det anbringelsessted, det har lavet aftale med, lever op til sit daglige ansvar – også hvis barnet bor i en anden kommune. - Alt andet bliver rodet, og der går for meget tid med at give meddelelser frem og tilbage mellem de forskellige aktører og kommuner, skriver hun i en mail.

Mariagerfjord Kommune er i øvrigt i kontakt med VIVE, det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, der gerne vil lave et forskningsprojekt om sundhedstjekkene.

Samtykkeregler  og Ankestyrelsen

Et aspekt, der pt kan komme til at forsinke et tjek-up eller en sundhedsmæssig opfølgning på et nyt anbringelsessted er samtykkereglerne ift. forældrene.

For eksempel kan der gå lidt tid, før tandplejen i den nye kommune opdager, at et barn er flyttet, hvis forældremyndighedsindehaveren ikke reagerer på en indkaldelse. Burde dette ’strømlines’, så et anbringelsessted automatisk får samme status som forældrene ift. den type indkaldelser. Eller så det skal skrives ind i handleplanen, at indkaldelser automatisk skal sendes både til forældre og anbringelsessted?

For Vejle kommune ville det give en vis mening.

- Vi må erkende, at når et barn er anbragt, så skal vi lade være med at forlange for meget af forældre, der måske ikke kan magte det. Omvendt skal handleplanen ikke nødvendigvis forholde sig til det anbragte barns almene sundhed, hvis barnet er sundt og raskt, siger familie- og forebyggelseschef Peter Mikael Andreasen.

Hvis forældre og anbringelsessted – og i sidste instans kommunen – er uenige om fx hvorvidt et anbragt barn skal have femårs stivkrampevaccinen eller den relativt nye HPV-vaccine, kan forældrene klage til Ankestyrelsen. Meget få forældre gør det, oplyser ankechef Hannah Brandt. Ankestyrelsen har de senere år kun haft få sager om vaccination og en enkelt om øredræn. I alle sagerne har Ankestyrelsen stadfæstet kommuneres afgørelse.

P.S. Når vi ikke nævner Patientsikkerhedstilsynet, er det ikke fordi vi har glemt det. Men dets opgave er at føre tilsyn med medicin- og sygdomshåndtering mm, som jo alt andet lige kun forekommer, når der ER konstateret en sygdom.