Mon ledelsen i DA er på vej til at søge job i det offentlige, efter deres egen analyse har vist, hvor attraktivt det er at være offentligt ansat? I givet fald bliver de skuffede, for analysen er en blanding af halve sandheder og misinformation.
DA’s analyse tegner et forkælet og forvrænget billede af vilkårene i det offentlige. Det er respektløst over for de over 800.000 offentligt ansatte, der hver dag knokler for at få enderne til at mødes. Og det er uhørt og utidig indblanding i den aktuelle overenskomstforhandling mellem parterne på det offentlige arbejdsmarked. Og dem er DA altså ikke en del af.
En blanding af halve sandheder og misinformation
Fredag den 5. januar 2018 skriver DA cheføkonom i Ugebrevet A4, at ”Offentligt ansatte har mere frihed med løn end ansatte i det private”
OK'18 tema på DenOffentlige
Vi samler alle historier om overenskomstforhandlingerne på en fælles temaside. Følg forhandlingerne her.
Historier om tidligere overenskomster finder du her.
Skal I være med? Kontakt os.
Hun fremhæver blandt andet betalt frokostpause og konkluderer, at med den ”kan den offentligt ansatte forlade sin arbejdsplads cirka en halv time tidligere hver dag”. Det er direkte usandt. Betalt frokost betyder netop, at du ikke kan forlade din arbejdsplads, fordi du står til rådighed, hvis opgaverne kræver det. Det er jo derfor pausen er betalt.
I samme artikel viser DA en grafik, der angiver, at kun 7,4% i den private sektor har betalt frokost. Men de undlader at fremhæve, at det kun dækker tallet fra DA medlemsvirksomheder. Jf. Danmarks statistik har 39% på det samlede private område betalt frokost.
DA’s cheføkonom fremhæver også, at seniordage i det private er betalt af medarbejderne selv i kraft af deres fritvalgskonto, modsat i det offentlige hvor dagene er betalt af arbejdsgiveren. Her er analysen helt på herrens mark. Seniordage findes kun på det kommunale område, hvor de er købt og betalt ved overenskomstbordet og adskiller sig i forhold til finansiering principielt ikke fra det private. I staten og i regionerne findes der ikke seniordage som en overenskomstmæssig rettighed.
Endelig efterlader DA’s artikel et indtryk af, at offentligt ansatte er lidt ’skravlede’, fordi sygefraværet er lavere i det private. Men kunne det højere sygefravær hænge sammen med, at store grupper i det offentlig beskæftiger sig med mennesker, som de er i tæt kontakt med? Ofte endda syge mennesker. Det er da ’logik for burhøns’, at disse grupper vil have et højere sygefravær. Både fordi de er udsat for smitte, og fordi man i respekt for barnet eller den syge, jo ikke kan møde op med en stabel lommetørklæder og snot hængende i guirlander fra næsen.
Respekter den danske model. Også på det offentlige område
Jeg respekterer, at DA har en anden dagsorden, end jeg har som fagforeningsrepræsentant. Men det gavner ingen – heller ikke DA - hvis de kommende overenskomstforhandlinger kommer til af foregå med et baggrundstæppe af misinformation.
Man kan – og det gør DA – argumentere for, at de blander sig, fordi de er bekymrede for, at de offentlige forhandlinger vil kaste så store summer og så fantastiske vilkår af sig, at de private arbejdspladser vil stå mennesketomme, mens ansøgerskaren uden for skoler, fængsler, sygehuse, politistationer og kaserner vil minde om folkemængden på Peterspladsen i Rom, når Paven underholder.
Som forhandler på det statslige område har jeg stor respekt for balancerne på vores arbejdsmarked. Derfor har jeg stået i spidsen for overenskomster i 2011, 2013 og 2015 som i den grad er samfundsøkonomisk ansvarlige. Og offentlige fagforeninger har i årtier forsvaret og accepteret en reguleringsordning, som sikre parallelitet i lønudviklingen i det private og det offentlige. Alt sammen i respekt for at sikre at både det privat og det offentlige arbejdsmarked kan vedblive med at være attraktivt, kompetent og effektivt.
Derfor er det også gift for de kommende forhandlinger, når DA forsøger at skabe et billede af en offentlig ansat, som nærmest er forgyldt med løn og vilkår.
DA har et helt legitimt mål om at skaffe så billig og så god arbejdskraft til deres medlemsvirksomheder som muligt. Men vi bør også have et fælles mål om at skabe et stærkt privat og offentligt arbejdsmarked, der understøtter hinanden. Skal det lykkes, kræver det, at det er ordentlige og rimelige vilkår for dygtige og engagerede ansatte. Både inden for det private og det offentlige.
Som jeg ser det, så er der en ’vilkårspakke’ som offentligt ansat og en som privat ansat. Pakkerne er forskellige, fordi sektorerne er det. Fx får mange private kolleger velfortjente goder som betalt telefon og bredbånd samt bonusordninger, fordi det giver mening for både arbejdsgiveren (der ønsker fleksibilitet) og for lønmodtageren. Akkurat som betalte frokostpauser giver mening for offentlige arbejdsgivere, der har brug for at kunne kalde på de ansatte.
Jeg synes ikke, at vi skal etablere et system, hvor de forskellige arbejdsmarkeder udkonkurrerer hinanden, eller hvor vi skaber misundelse og manglende gensidig respekt baseret på myter. Men jeg er stor tilhænger af, at man begge steder har så gode vilkår som muligt uden at smadre vores konkurrenceevne og samfundsøkonomi.
Den balance oplever jeg faktisk, at vi har i Danmark. Og vi har den i kraft af den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler vilkår og lønninger.
Men kære DA – I er ikke part på det offentlige arbejdsmarked. Så lad venligst vores forhandlinger være i fred.
LÆS DA's svar her
