Jo, Finansen angriber frokosten

Finansministeriet hævder i Politiken den 15. november, at de ikke vil fjerne den betalte frokostpause for de statsansatte. De har tværtimod udelukkende lavet en teoretisk, juridisk vurdering og vil ellers lade det være helt op til de enkelte arbejdspladser, om de vil opsige den betalte frokostpause. Det er for nemt for statens centrale arbejdsgiverfunktion på den måde at forsøge at fralægge sig ansvaret!

Uanset hvilket juridisk røgslør, de prøver at lægge ud, er virkeligheden, at Finansministeriets embedsmænd går målrettet efter, at offentlig ansatte skal kunne sættes 2,5 timer op i arbejdstid om ugen uden en tilsvarende lønstigning.    Lad os tage det fra en ende af. Når Finansministeriet hævder, at der er tale om lokale kutymer, der knytter sig til de enkelte arbejdspladser, er det efter vores opfattelse forkert. Retten til en betalt frokostpause for af statens ansatte er sikret centralt, og det har den altid været. Når der er betalt frokostpause på de ca. 5.000 statslige arbejdspladser, kan man spørge sig selv, hvad der er mest sandsynligt: At frokostpausen udspringer fra de centrale regler, eller om den betalte frokostpause rent tilfældigvis er opstået spontant på samtlige 5.000 arbejdspladser på én gang. Det sidste er ikke særligt sandsynligt, vel?

Dernæst får vi at vide, at Finansministeriet altid har ment, at den betalte frokost kunne opsiges lokalt. Hvad der er foregået på Finansministeriets gange, skal vi ikke gøre os kloge på. Vi kan blot konstatere, at de aldrig før har meddelt hverken de faglige organisationer eller offentligheden i øvrigt, hvis det virkelig var sådan de tænkte. Tværtimod kan vi dokumentere, at Finansministeriet gentagne gange har anerkendt retten til den betalte frokostpause som en overenskomstrettighed, bl.a. ved selv at tage emnet op i overenskomstforhandlingerne i 1987, da de faglige organisationer krævede – og fik - arbejdstiden nedsat fra 39 timer om ugen til de 37 timer, vi har i dag.   Endelig siger Finansministeriet, at selv hvis man lokalt kan opsige den betalte frokost, er det jo ikke ensbetydende med, at det vil ske. Man må da spørge sig selv, hvor realistisk det er, at Finansministeriet læner sig tilbage og lader alle offentlige arbejdspladser beholde deres nuværende budgetstørrelse, hvis de ved en opsigelse af frokostpausen med et slag kunne sætte lønudgifterne ned med 7,25 pct.? Til sammenligning er det nu et år siden, at en faglig voldgift fastslog, at kutymerne for tre fridage kunne opsiges, hvilket udgjorde en samlet værdi på blot en tiendedel af frokostpausen. På en række af statens arbejdspladser er de tre fridage nu historie

Det er ikke kønt, når Finansministeriet prøver at undergrave de offentligt ansattes rettigheder, og endnu mindre kønt, når de ikke vil stå ved det. Som repræsentanter for de statsansatte står vi sammen om, at nok er nok. Frokostpausen er en overenskomstrettighed for statens ansatte, og Finansministeriet skal holde fingrene fra den.   Flemming Vinther, formand for CFU og OAO-S; Anders Bondo Christensen, formand for LC; Rita Bundgaard, formand for HK-Stat; Jesper Korsgaard Hansen, formand for CO10 og Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne