“Statsstyring var aldrig formålet, men det blev resultatet af halvtreds års udvikling af velfærdsmodellen. Vi har en velfærdsstat, og dermed er velfærdssamfundet en fiasko, en uforløst utopi”.
Ordene er professor og nyudnævnt doktor Ove Kaj Pedersens. For nylig forsvarede han sin forskning og blev Danmarks doktor velfærd med et markant forsvar for den analyse, der gjorde ham landskendt, nemlig beskrivelsen af konkurrencestaten og senere markedsstaten. Altså et forsvar for analysen. Ikke nødvendigvis konkurrencestaten, og her er en væsentlig forskel.
En fortrydelse
Ove Kaj Pedersen er blevet prügelknabe for både menigmand og meningsdanner, når kritikken er haglet ned over samfundsindretningen anno 2010’erne. Men Ove Kaj Pedersen valgte at holde fast i sin analyse snarere end at gå ind i vurderinger for eller imod konkurrencestaten.
I dag ærgrer det ham, at konkurrencestaten endte med at blive billedet på alt dårligt, men debatten har også ført til en erkendelse.
Læs mere med Ove Kaj Pedersen her
“Jeg burde nok have været væsentligt skarpere på at opstille sondringen mellem konkurrencestat og konkurrencesamfund, for det er to helt forskellige ting. Man skelner alt for lidt mellem stat og samfund i debatten, så hvis jeg skulle skrive bogen igen ville jeg hamre det i neon,” siger Ove Kaj Pedersen.
Budskabet er, at den danske velfærdsmodel aldrig er kommet fra stat til samfund. Udviklingen kørte af sporet og i dag er staten blevet styrende for udviklingen. Derfor, mener han, er konkurrencestaten blevet misforstået og mistolket.
Danmark er mere stat end samfund
“Vi er domineret af en samfundsøkonomi, der er blevet styrende for det enkelte menneskes hverdag. Men i debatten har alt for mange forholdt sig mere til diskussionen om konkurrencestaten end til erfaringerne med velfærdsstaten,” siger Ove Kaj Pedersen, der skrev sin bog i håb om en helt anden debat end den, der kom.
For doktor Pedersen peger på, at han med bogen om konkurrencestaten havde forventet en debat om, hvad der blev af visionerne for velfærdsmodellen.
“Med velfærdsstaten er det aldrig lykkedes at gøre den enkelte ansvarlig overfor sig selv og for fællesskabet, begge på samme tid. Tværtimod. Velfærdsmodellens fædre havde en intention om, at de kunne skabe et samfund, hvor den enkelte tog ansvaret selv, forsørgede sig selv, men også gennem skat bidrog til at finansiere en solidarisk velfærdsmodel og i øvrigt at deltage aktivt i samfundslivet, både i familie og lokalsamfund. Det skete åbenlyst ikke, og derfor blev konkurrencestaten en uundgåelig videreførelse af velfærdsstaten, det statsliggjorte samfund,” mener Ove Kaj Pedersen.
Han minder samtidig om, at hvert land har sin opfattelse af marked, økonomi og frihed, og derfor giver han ikke meget for de kritikere, der sammenligner den aktuelle danske version af konkurrencestaten med USA.
“Det er noget sludder. Der er ret stor forskel på betydningen af stat, samfund og frihed, og i USA har de i høj grad et konkurrencesamfund. Så man kan sige, at hvis vi nu opgav konkurrencestaten og indførte konkurrencesamfundet, ville vi få et samfund som på nogle områder kan sammenlignes med USA,” påpeger han.
Konkurrence bliver misbrugt negativt
Spørger man efter en analyse af, hvorfor det så er gået så galt med debatten i forlængelse af hans bog, peger Ove Kaj Pedersen på, at danskerne har et forkvaklet forhold til begrebet konkurrence.
“Konkurrence har reelt altid været en forudsætning for solidaritet, men det er forsvundet i ideologiske tåger siden K.B. Andersen i 1955 satte konkurrence op mod solidaritet, og skabte en modsætning mellem begreber, som før hang naturligt sammen, også i Socialdemokratiets og fagbevægelsens historie” mener Ove Kaj Pedersen.
Hans pointe er, at konkurrence er alle steder. Fra købmandsbutikken over jobsøgningen til virksomheder og kommuners konstante forsøg på at yde bedre service. Konkurrence er en præmis for et velfungerende samfund.
“Konkurrence og frihed er faktisk sammenhørende størrelser. I hvert fald i den liberale vestlige forstand, der dominerer i Danmark og har gjort det siden Grundloven 1849. Tænk på arbejdsfriheden, altså retten til at råde over sin egen arbejdskraft og at sælge den for en løn på et arbejdsmarked. Tænk også på, hvordan denne frihed er uløseligt forbundet med retten til at forsørge sig selv, og hvordan den i de sidste 150 år har været koblet til retten til at modtage offentlig forsørgelse. I vor velfærdsmodel er konkurrence og solidaritet lagt til hinanden som to sider af samme mønt, og har været det længe før velfærdsstaten blev skabt efter 2. verdenskrig,” forklarer han.
Grundlovens noget for noget ånd
Ifølge Ove Kaj Pedersen kan denne syndiggørelse af konkurrence-begrebet skygge for noget helt centralt for den danske version af samfund og frihed.
Han peger her på Grundlovens §75 stk. 2 som påbyder enhver, der forsørges af det offentlige samtidig at underkaste sig de forpligtelser, der følger. Her ligger roden til mange af de senere års reformer, hvor beskæftigelsesområdet har indført en lang række krav og betingelser, som ledige og socialt udsatte borgere skal opfylde for at opnå forsørgelse.
“Det kollektive hensyn har i alle årene været styrende for det enkelte menneskes frihed. Læg hertil samme paragrafs stykke et, der sætter almenvellet før den enkelte. Det skaber en statsliggørelse af os alle, hvis rødder kan findes helt tilbage til Reformationen og siden hen enevældens indførelse. Det er denne vægt på almenvellet, på fælleskab, der lægger grunden for velfærdsstaten, men hvis historie er meget længere, og nu strækker sig helt op til i dag og konkurrencestaten,” forklarer Ove Kaj Pedersen.
Staten skulle bane vejen for et velfærdssamfund
Men ambitionen for velfærdsmodellens fædre var ifølge Ove Kaj aldrig at fastholde staten som centralt styrende, men at skabe afsættet for velfærdssamfundet, hvor hver enkelt er sikret tryghed, men aktivt tager ansvar for eget liv og bidrager til almenvellet gennem demokratisk deltagelse.
“Oprindeligt var velfærdsmodellen tænkt som et opgør med århundredes underlæggelse under et statsdirigeret fællesskab, og at udvikle et fælleskab baseret på den enkeltes frivillige deltagelse. Bag utopien om et velfærdssamfund lå begrebet ”den etiske fordring”, fordringen om at den enkelte påtager sig set selvvalgt ansvar for fællesskabet,” forklarer Ove Kaj Pedersen.
Sådan gik det bare ikke, og undervejs mistede magthaverne og offentligheden perspektivet, da økonomiske krav og hensyn satte dagsordenen - vel at mærke efter godt fyrre års advarsler først med oliekriserne i halvfjerdserne, jordskredsvalget i 1973 og opbygning af en betydelig offentlig gæld mellem 1973 og 1993.
For Ove Kaj Pedersen er det væsentlige derfor heller ikke debatten om selve konkurrencestaten eller hadet til samme. Det væsentlige er, hvordan beslutningstagerne og borgerne forholder sig til, at velfærdssamfundet aldrig blev det, man håbede eller ønskede.
FAKTA: Grundlovens § 75
Stk. 1.
Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Stk. 2.
Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder.
