Voksende stressproblemer blandt vidensarbejdere får nu Akademikernes Centralorganisation (AC) til at gå nye veje for at fremme trivslen blandt medlemmerne. Det skriver Avisen.dk.
Tre ud af fire akademikerne oplever, at deres arbejdsplads er præget af stress, og op mod halvdelen føler sig stressede i hverdagen, har en nylig undersøgelse vist. Det har været en alarmklokke, der får akademikernes hovedorganisation til at erkende, at dens hidtidige indsats for et bedre psykisk arbejdsmiljø ikke har været tilstrækkelig.
Derfor nedsætter man nu et ekspertpanel med 15 af de eksperter, der har den største viden på området enten fra forskning eller behandling.
LÆS OGSÅ: Bosteder hårdt ramt af dårligt arbejdsmiljø
Som formand for panelet er udpeget formanden for Dansk Psykologforening, Eva Secher Mathiasen, som i de senere år har deltaget meget aktivt i debatten om den voksende mistrivsel blandt danske lønmodtagere- Den har blandt andet vist sig i flere og flere tilfælde af angst og depresssion.
- Sværhedsgraden af opgaven er meget stor – det ved vi godt. Det handler om måden, man driver virksomhed på, om lovgivning, rammevilkår og om tendenser i tiden, som måske ligger uden for den enkelte virksomheds rækkevidde. Men vi kan ikke være bekendt ikke at forsøge, når så mange ikke har det godt. For det går jo den forkerte vej. Der er simpelthen alt for mange, der ikke har det godt, og arbejdslivet er en stor del af tilværelsen og bærer derfor en del af ansvaret og dermed også løsningen, siger Eva Secher Mathiasen til Avisen.dk.
Ekspertpanelet skal ifølge AC se på, hvordan det psykiske arbejdsmiljø forbedres for vidensarbejdere, så vi i år 2030 har et langt lavere stressniveau, bedre forebyggelse og bedre ledelse på arbejdspladserne både i den private og offentlige sektor.
Med ekspertpanelet vil AC placere psykisk arbejdsmiljø tydeligere på den politiske dagsorden, og det kommer også til at fylde ved de offentlige overenskomstforhandlinger i 2018, varsler forbundet.
Nanna Eller, overlæge på Arbejds- og miljømedicinsk klinik på Bispebjerg Hospital, er en af de eksperter, der er udpeget til at sidde i ekspertpanelet, og hun mener, det er påkrævet at få gjort noget ved arbejdsvilkårene for vidensarbejdere.
Når Nana Eller møder akademikere, der er bukket under for arbejdet, er det alvorligt.
- Når man taler med de stressramte, kan man høre, at det er et problem med meget høje krav fra arbejdspladsen, og at det kræves, at man står til rådighed med hud og hår, siger hun.
Malene Friis Andersen, forsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), er også med i panelet og bifalder projektet. Hun mener, at hun med sin baggrund kan bidrage med masser af viden om, hvad der øger henholdsvis stress og trivsel på vidensarbejdernes arbejdspladser.
- I panelet kommer vi fra forskellige miljøer, og det er mit håb, at vi kan samle og bringe den efterhånden ret store viden, der findes på området, i spil for alvor. Behovet for tillidsfulde relationer til både leder og kolleger er også noget, der går igen i vores undersøgelser. Det peger på vigtigheden af, at der er den rigtige kultur på arbejdspladsen. Det er jo svært at sige til den enkelte, at vedkommende bare skal blive bedre til at sige fra, hvis der ikke er en kultur, der understøtter den form for drøftelse. Den kultur er vi først nødt til at arbejde med, siger Malene Friis Andersen til Avisen.dk.