Pædagog skriver fra frontlinien: Velfærd, skattelettelser og besparelser mens fagligheden bliver kvalt

Som pædagog og offentlig ansat er jeg i samme båd som blandt andet sygeplejesker, lærere og sosu’er. Det er efterhånden min oplevelse, at vi er dagligt til grin for at møde ind på arbejde.

Vi er fagprofessionelle. Uddannet til at tage os af mennesker på bedste vis. Børn. Unge. Voksne. Gamle. Vi har omsorg og nærvær brusende i vores blod, og vi vil yde det bedste vi kan, for når vi ikke gør, kan vi se det på rigtige ægte levende mennesker.

Derfor strækker vi os langt. Ofte meget længere end, hvad vores arbejdsopgave eller mentale robusthed egentlig kan bære. 

Men det er som om, der er gået noget galt. Som om der er opstået en kløft, hvor kontakten med vores hverdag og virkelighed er forsvundet oppe i beslutningstagernes luftlag. Hvor forståelsen for vores indsats er ligegyldig, når tal, krav og politiske aftaler er på bordet.

Så er det vi får oplevelsen af, at være til grin. Det sker eksempelvis når det årlige budget præsenteres, og der endnu engang skal spares på områder, der rammer børn, unge, ældre og syge. Eller når der fremlægges forslag til finanslov, og politikerne taler om velfærd eller skattelettelser. Investeringer eller besparelser. 

 

Der går så megen tid fra børnene

Når man er uddannet til at have med menneskers trivsel og udvikling at gøre, så gør er netop mennesker en daglig drivkraft. For os, der er fagprofessionelle, er det meningsfuldt, når velfærdssystemet virker og de borgere, som vi arbejder for og med, trives. 

Det ved de, der laver budgetter, godt. Politikkerne ved også at moralen hos os er høj, og at vi kan presses meget, fordi vi - modsat politikerne selv - er dem der står ansigt til ansigt med konsekvensen af de helt urimelige sparetiltag, vi gang på gang udsættes for. Vi mærker betydningen af, at være alt for få, konsekvensen af dokumentationskrav helt ud i det urimelige og unødvendige, og en følelse af aldrig at kunne leve op til det, der forventes, da kravene på ingen måde stemmer overens med hænder til at udføre jobbet.

Jeg skal lave beskrivelser af alle børn, uanset om jeg er bekymret for dem eller ej.

Jeg skal lave beskrivelser og evalueringer af pædagogiske forløb. Forklare hvorfor og hvordan de skal laves og give redegørelser for, hvordan de er forløbet.

Jeg skal beskrive hændelser og konflikter, også selvom de er løst.

Jeg er forpligtet til at orientere mig på diverse digitale platforme og have kendskab til forskellige digitale systemer. 

Alt sammen er tid væk fra børnene. Altså de mennesker, jeg er uddannet mig til at tage mig af, udfordre, udvikle og styrke.

 

Men så løber vi hurtigere

Børn, ældre og patienter kommer i klemme og bliver gidsler i disse sparetiltag, og som ansatte bliver vi slidt. Fagprofessionelle vil præstere. Vi vil levere, og derfor løber vi ekstra hurtigt. Vi kan jo ikke byde børnene og forældrene andet. 

Jeg vil stadig være nærværende og jeg vil gerne stadig kunne tage på ture ud af huset, have børnene med på råd om, hvad der kunne være spændende at lave og jeg skal også have tid til at lege og styrke relationer og fællesskaber. Der skal være tid til, at kunne rådgive forældre og fortælle om netop deres barns hverdag. Den personlige kontakt er vigtig selvom mere og mere skal foregå digitalt. For at det kan lykkes betyder det, at der til tider er endnu færre pædagoger på institutionen og vi er nødsaget til at lave lappeløsninger, som pædagogisk set virker mere som opbevaring end et egentlig pædagogisk tilbud.

Både i den kommune, hvor jeg arbejder, og i den kommune hvor jeg bor, er der lavet et budgetudkast, der blandt andet rammer skoler og børneinstitutioner. Igen, fristes jeg til at sige. Nogle kommuner kalder det effektivisering. Det eneste effektive, jeg kan se i de udkast er, at regnearket går op. Ude i virkeligheden konstaterer vi igen og igen, at vi bliver færre til at løse opgaverne. Jamen, så vær smartere. Tænk nyt, lyder det så.

Kvaliteten skal vi nemlig stadig levere.

 

Honør mens skibet synker

Et langt stykke hen ad vejen gør vi også det. Leverer kvalitet og gør, hvad der forventes. Vi gør det med hovedet holdt højt og ryggen rank, fordi vi arbejder med mennesker, der fortjener det bedste.

Men følelsen af at være til grin er der mere og mere. Oplevelsen af, at blive misbrugt, fordi vi har empati og samvittighed, dukker konstant op.

Husk på, at det os, der skal forklare og forsvare og præstere og levere. Det er os, der møder borgerne. Når besparelserne er vedtaget, bliver det vores opgave, at fortælle dem, det går ud over, at vilkårene nu igen har ændret sig. At vi ikke kan give dem det, de har behov for.

Det er pædagogen, der ikke kan fordybe sig med et enkelt barn eller spille et spil færdigt. Patienter, der må vente på omsorg fra sygeplejersken eller sosu’en. Elever der ikke får den opmærksomhed, som deres lærer vil og burde give. 

Min faglige grænse overskrides dagligt af ting jeg skal forholde mig til, levere og præstere. Men jeg skal tie stille og klappe hælene i. Vi gør honør mens skibet synker, for det ønskværdige er, at fagprofessionelle passer deres faglighed og tier stille om forholdene, så forældrene er glade.  

Kan vi så iøvrigt ikke tåle lugten i bageriet, må vi bare smutte. Det er som det er, og bliver som det bliver. Lederen har sit ledelsesrum, vi fagprofessionelle vores faglighed mens politikere og forvaltninger har retten til at træffe beslutninger.

 

Faglighed gør mig effektiv 

Som pædagog skal jeg levere nærhed, omsorg, tryghed  og et godt børneliv. Jeg skal dokumentere og skabe trivsel og udvikling. Arbejde med relationer og venskaber. Støtte og vejlede forældre i opdragelse af deres børn og møde alle på en ligeværdig, respektfuld og anerkendende måde.

Noget af det handler alene om effektivitet, mens andet er ren faglighed. Det første fylder mere og mere på bekostning af det sidste. Så har vi balladen, for så bliver hverdagen stressfremkaldende. Dårlig samvittighed. Konstant bagud. 

Når vi dimitterer burde vi alle begaves med et par kondisko og en teflondragt. Så man vi følge tempoet og lade dårlig samvittighed prelle af.

Følelsen af ikke at slå til sidder dybt i mange af os, og vi ignorerer derfor alt for længe signaler om at sige fra. Mange af os er løbet tør for energi og tro, når vi burde råbe op. I stedet forsøger vi, at overleve ved at leve op til de besparelser, vi igen skal forholde os til. 

I mit tilfælde har de såkaldte effektiviseringer betydet, at den fritidsinstitution jeg arbejder på, er gået fra en normering på 12 voksne og 60 børn til nu 7 voksne og 89 børn. Åbningstiden er godt nok forkortet men samtidig er listen over bureaukratiske krav og tiltag vokset.

 

Tre om 60 børn

I praksis betyder det, at vi har slået morgenåbning sammen med naboinstitutionen, således at vi er flere pædagoger på gulvet om eftermiddagen. Sammen med to kollegaer modtager jeg ca 60 børn om morgenen.

Mange af dem skal have morgenmad, hjælp til at vinke og sige farvel, tid til at vågne stille og roligt og forældre skal kunne stille spørgsmål eller give informationer.

Morgenmad indtages oftes med et barn på hvert ben, når ellers jeg sidder ned. Der er også konflikter, der skal klares. Børn bliver påvirket af travle morgener.

Så er der de børn der vil have hjælp til at styre musik i danserummet, fodbolde der mangler luft, toiletdøre, der er i udu, legetøj, der skal findes frem og fortællinger, der skal lyttes til. Vi forsøger det hele med så meget nærvær, som muligt, men mange gange på en morgen, må jeg bede børn om at vente.

Om eftermiddagen er mine kolleger og jeg fordelt rundt i huset, så vi kan lave aktiviteter.

Der er voksne på legepladsen, på træværkstedet, på systuen og i computerrum mm. Vi er et helt almindeligt fritidstilbud med børn der har større eller mindre udfordringer. De har dog alle det til fælles, at de har krav på kvalitet, nærvær og tid fra os voksne. Deres forældre har en berettiget forventning om, at vi tager os godt af deres børn. At vi tilbyder noget, der udvikler og støtter deres børn hver især. Det er jo den kontrakt familierne har indgået med velfærdssystemet.

Virkeligheden er, at jeg jævnligt må afbryde et spil eller en samtale med et barn, fordi et andet barn har mere brug for mig. Når mange børn er samlet, opstår også mange akutte situationer, som kræver voksen opmærksomhed. Faglighed. Akut er en skade eller et slagsmål, og så er jeg nødt til at prioritere det højest. De rolige børn betaler så prisen, og jeg parkerer min faglighed, for selvom jeg gerne vil imødekomme behovet for at blive set og hørt hos alle, må jeg prioritere hele tiden.

Der er forældre, der skal høre om deres barns dag, der er oplysninger der skal videregives, og som ikke kan vente. Der er telefoner, der ringer, børn der skal sendes hjem, trøstes, opmuntres og inspireres. Mine kolleger og jeg løber hurtigt og er effektive, når vi er på arbejde. 

Når dagen er slut og jeg går hjem, er jeg træt. Jeg ved, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at møde børn, forældre og kolleger på bedst mulige vis. Men det er sjældent nok.

 

Lad os tale om dem, det handler om

Hvis vi i Danmark skal have velfærd og børn, der er trygge og glade og som kan blive så dygtige som de kan, så skal det være ud fra de rette forhold. De skal være trygge og glade fordi der personale nok, som ved, hvad der er det gode børneliv og har tiden og muligheden for at udøve faglighed.

Børn i skolen, skal blive så dygtige som muligt fordi de har lærere, der er kompetente, faglige og virkelystne og ikke er presset af besparelser og utallige testresultater.

Patienter og ældre skal have omsorg, pleje og behandling som passer til den enkelte, fordi det er det, der forbindes med velfærd. Hvis vi skal tage os af mennesker på bedste vis, så kræver det ordentlige vilkår. Konstante besparelser og snak om effektiviseringer har taget opmærksomheden fra de ordentlige vilkår. Fra fagligheden og de mennesker, vi skal være der for i hverdagen.

Samtidig har vi i årevis oplevet, hvordan kravene til dokumentation og effektiviseringer har været i konstant vækst. Jeg forstår ikke, hvordan man kan blive ved at tro på den udvikling. Det kan hverken politisk eller menneskeligt forsvares, at vores tid til det, vi skal, bliver mindre og mindre.

Vi vil ikke være til grin længere, men behandles med den respekt, vi fortjener i det offentlige. Vi kan ikke effektiveres mere. Til gengæld vil vi gerne levere kvalitet og nærvær. 

Vi drømmer om at slippe af med en konstant usikkerhed om, hvor længe vi er fredet og hvornår sparekniven meningsløst rammer igen. Til gengæld vil vi gerne være med til at skabe mere velfærd for borgerne.

Det er ikke længere forsvarligt, at vi fagprofessionelle skal blive ved med at levere på alle andre faktorer end lige præcis det borgerne har brug for. Tilmed samtidig med at vi hører politikere fra højre og venstre tale om velfærd, velfærd og atter velfærd.