”På sygeplejeskolen lærte vi Johan Cullbergs teorier om, hvordan mennesker i krise går ind i forskellige faser, i bestemt rækkefølge. Men den nyeste forskning tyder på, at forløbet bølger frem og tilbage. Jeg ved erfaringsmæssigt godt, at det er sådan, men det er alligevel nyttigt at få teorierne og begreberne på plads og få dem diskuteret med kollegerne og professionelle undervisere”, siger hun.
Skaber bedre sammenhæng
Selv om de to sundhedsprofessionelle ikke har samme opgaver, så er de begge en del af den samme indsats til borgere og pårørende, og det har sat mange nye tanker i gang, fortæller Rie Svensson.
”Når social og sundhedsassistenter, sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter mødes i et udviklingsforløb som dette, så får man et helt unikt indblik i hinandens fagligheder, og man kommer også til at diskutere, hvordan vi organiserer samarbejdet. Det er rigtigt godt at vide, hvad der sker, efter at man har sluppet borgeren, og en anden fagperson tager over, og det er også rigtigt godt at diskutere, om noget kan gøres anderledes,” siger Rie Svensson, der ligesom hendes kollega føler sig utrolig heldig, fordi hun fik plads i forreste række af udviklingsforløbet som en af dem, der kom med på uddannelsesforløbet på Absalon.
Spredningseffekt
Næste skridt bliver nu at sætte den nye viden i spil i hele kommunen, så Louise Bang og Rie Svensson skal sammen med de øvrige deltagere ud i deres afdelinger og indvie kollegerne i processen, der skal forbedre indsatsen for borgere med livstruende sygdom og deres pårørende, der blandt de sundhedsfaglige kaldes for ”den palliative indsats”. I den sammenhæng er der heldigvis stor politisk bevågenhed på området. Der er derfor afsat tid til at diskutere palliation på møder i afdelingerne, så viden erfaringer og strategier kan blive delt og arbejdsmetoderne gennemgået. Og mangler der ressourcer til at forbedre indsatsen, så er der en chance for at få det prioriteret politisk, vurderer Louise Bang: