Maxim Manturov, chef for investeringsanalyse hos investeringsplatformen Freedom24. Foto: PR
Maxim Manturov, chef for investeringsanalyse hos investeringsplatformen Freedom24. Foto: PR

Aktiemarkedet er på amfetamin: Men humørsvingninger lurer

Penge og økonomi

25/10/2024 10:23

Redaktionen

Kombinationen af et overraskende stærkt arbejdsmarked i USA, rentenedsættelser af verdens tre største centralbanker samt Kinas enorme stimuluspakke har sat aktiemarkederne på vej mod nye højder. Men kan det holde? Det skriver chef for investeringsanalyse hos investeringsplatformen Freedom24 om her.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et viralt meme af den amerikanske centralbanks (FED) chef Jerome Powell viser ham gå amok med en pengeprinter. Sådan foregår det selvfølgelig ikke i virkeligheden, men det er heller ikke fuldstændig ved siden af sandheden, hvis man ser det som at skyde likviditet ind i systemet. 

For siden finanskrisen i 2008 er bl.a. FED og den europæiske centralbank ECB blevet så gode til at øge likviditeten hurtigt, at risikoen for et vedvarende kollaps på aktiemarkederne er markant mindre. 

Det så vi bl.a i forbindelse med aktiemarkedernes kortvarige fald under coronakrisens første nedlukninger, hvor FED udvidede mængden af dollar i omløb med enorme 25 procent, efterfulgt af Trumps pengechecks til amerikanernes postkasser. Et initiativ der blev kaldt “helikopterpenge”. 

FED og ECB kender nu flere tricks til, hvad der skal til for at undgå økonomiske krak, og en del af opskriften indebærer bl.a. at stille garanti for, at nærmest uendelige pengemængder står til rådighed, hvis samfundskritiske virksomheder står til konkurs, kombineret med astronomiske opkøbsprogrammer af obligationer og rentenedsættelser. 

Resultatet er en stabilisering af markedet, ofte efterfulgt af et stigende bullmarked i aktiver såsom aktier. 

Kina har også lært lektien, for landet har for nylig annonceret en enorm stimuluspakke, der ikke er set lignende siden finanskrisen. Det har bl.a. resulteret i, at de kinesiske aktier har fået et historisk stort skub opad i værdi. 

Rentenedsættelser og indsprøjtninger af likviditet er som amfetamin for økonomien og aktiemarkederne. De elsker det, og drøner derudaf med 180 km i timen. I hvert fald for en stund. Men nedturen efter en lang nat med dans i byen kan betyde humørsvingninger på markederne, og det gør dem afhængige efter mere. 

For hvorfor gå gennem en økonomisk nedtur, når centralbanken kender opskriften på at holde økonomien i gang? Der er politisk pres på dem, da politikere normalt ikke vinder stemmer på kartoffelkure. 

Risikoen er inflation, volatilitet og at fremtidige udsving bliver så store, at noget i systemet knækker. Men det er samtidig også en chance for, at højrisikoaktier, såsom vækst, teknologi og små virksomheder, stryger til vejrs. 

Det gør risikospredning centralt, og peger på vigtigheden af at have både defensive og offensive værdipapirer i porteføljen, så man som investor ikke bliver ramt for hårdt, hvis markederne går lodret nedad, men heller ikke går glip af de potentielt store afkast, der kan følge i halen på den nuværende makroøkonomise situation.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.