Priserne på stort set alt steg voldsomt i slutningen af 2021 og gennem hele 2022, hvorfor flere husstande kæmper hver måned for at få enderne til at mødes.
Heldigvis er vi på vej i den rigtige retning igen.
Danske Bank har kigget på, hvordan en almen dansk families rådighedsbeløb bevæger sig.
Det er ikke nogen hemmelighed, at rådighedsbeløbet har set strammere ud i de seneste år, men bankens nye beregning viser, at en dansk familie i år vil have 1.735 kroner mere mellem hænderne hver måned.
Det skriver Politiken på baggrund af et ritzau-telegram.
Hvis man kigger på 2022, hvor inflation for alvor havde taget fat, så har danskerne nu 600 kroner mere til rådighed hver måned.
Årsagen er blandt andet, at der har været lønstigninger på 4,9 procent i gennemsnit, hvilket også må siges at være en sjat.
Derudover er det værd at kaste lys over, at afskaffelsen af Store Bededag også har en pæn betydning for rådighedsbeløbet.
Fortsætter i 2025
Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank, peger på, at der er flere grunde til at være optimistisk.
Den gode tendens ser nemlig ud til at fortsætte i 2025, hvor familien som helhed kan se frem til en yderligere stigning på omkring 1300 kroner vurderer chefanalytikeren.
"Selv om rentefaldet kun løfter beskedent, så betyder fortsatte lønstigninger og lav inflation - sammen med en skattelettelse via et højere beskæftigelsesfradrag - at familien igen vil opleve at få mere luft i økonomien," slutter hun.