Ca. 15,3 mia. kr.
Så højt var Gældsstyrelsens samlede inddrivelsesprovenu i 2024. Det er rekordhøjt og svarer til en stigning på ca. 0,7 mia. kr. i forhold til 2023.
”Jeg er glad for at se, at Gældsstyrelsen inddrev et rekordhøjt beløb på mere end 15 mia. kr. i 2024. Gæld til det offentlige er penge, man skylder fællesskabet, og derfor er det naturligvis til glæde for os alle, når gælden bliver inddrevet. De mange penge, der nu er kommet i kassen, viser mig, at gældsinddrivelsen i Danmark fortsat går fremad, og at de initiativer, som løbende er blevet sat i søen med de seneste gældsaftaler, fx den styrkede lønindeholdelse, virker,” siger skatteminister Rasmus Stoklund (S).
Store regionale forskelle
Det rekordhøje inddrivelsesprovenu dækker over gæld inddrevet fra både borgere og virksomheder. Ser man på gælden inddrevet fra borgere, så er der inddrevet på tværs af alle fem regioner i Danmark og i udlandet. I Danmark var der store regionale forskelle på antallet af borgere, der blev inddrevet gæld fra, og størrelsen på borgernes gennemsnitlige gæld.
Der blev inddrevet gennemsnitligt mest gæld og fra flest borgere i den mest befolkningsrige region, nemlig Region Hovedstaden. Her blev der inddrevet fra i alt 206.000 borgere, og i gennemsnit blev der inddrevet 17.968 kr. pr. borger.
Omvendt var landets mindst befolkede region, Region Nordjylland, både den region, hvor der blev inddrevet gæld fra færrest personer, og hvor det gennemsnitlige inddrevne beløb var lavest. Her blev der inddrevet gæld fra 59.000 personer, og i gennemsnit blev der inddrevet 13.670 kr. pr. borger.
Dette billede afspejles også, hvis man ser på inddrivelsen på kommunalt niveau. Her inddrev Gældsstyrelsen mest i Hørsholm kommune, og mindst i Morsø kommune. Tallene dækker ikke over det totale antal borgere og deres gennemsnitlige gæld, men kun dem, som Gældsstyrelsen har inddrevet gæld fra i 2024.
Læs hele publikationen om inddrivelsesprovenuet for 2024 her.