Der er sket meget, siden Storebæltsbroen belv åbnet for biltrafik d. 14. juni 1998.
Den 17 kilometer lange bro er blevet så fast en del af danskernes bevidsthed, at Vejdirektoratet endda tager højde for netop broen, når der laves trafikprognoser i forbindelse med helligdage.
Men tingene ændrer sig jo, og teknologien udvikler sig. Først kom BroBizz-muligheden, og siden er man gået over til nummerpladebetaling, så man hurtigt og nemt kan krydse broen.
Men hvad skete der egentlig med din gamle BroBizz, da du skiftede over til nummerpladebetaling? Smed du den ud, eller lagde du den i en skuffe for så at glemme alt om den?
Hvis du gjorde det sidste, kan du meget vel have penge til gode.
Det glemte depositum
Jyllandsposten skriver således, at der ligger gamle BroBizz rundt om i de danske hjem og på de danske arbejdspladser til en værdi af hele 30 millioner kroner.
Forklaringen på, at de stadig er noget værd, er, at man i sin tid betalte et depositum for at få en BroBizz. Det depositum er der mange, der har glemt, eller også har de opgivet at få pengene tilbage, fordi processen er for besværlig.
Helt præcist drejer det sig om BroBizz'er bestilt før d. 1. februar 2021, så hvis du har haft BroBizz i et par år efterhånden, er det måske en god idé lige at få kigget skufferne igennem derhjemme.
I 2022 og 2023 var 93 pct. af alle nye bestillinger hos Brobizz’ privatkunder nummerpladebetaling, og i 2024 er tallet omkring 94 pct. Nummerpladebetaling er gratis, mens en ny Brobizz koster 220 kr.
BroBizz har lavet en FAQ, hvor man også kan finde den formular, man skal udfylde for at få depositum tilbage. Du finder FAQ'en her.