Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Op til 8300 kroner ekstra om året: Få styr på de nye skatteregler fra 2025

Penge og økonomi

17/09/2024 09:51

J. Bøgen

Beskæftigelsesfradraget og grænsen for topskat stiger markant næste år, hvilket kan give skattebesparelser på op til 8.300 kr. årligt eller 700 kr. månedligt. I 2026 indføres yderligere ændringer med "mellemskat" og "top-topskat", som kan give yderligere skattebesparelser eller øgede skatter for de højeste indkomster.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Skatteministeriet har offentliggjort de nye skattemæssige beløbsgrænser for 2025, som hvert år reguleres i forhold til pristalsudviklingen.

Og det påvirker fradrag som beskæftigelsesfradraget, grænsen for, hvornår du skal betale topskat, gaveafgiftsgrænsen osv..

Med højere beskæftigelsesfradrag og en hævet topskattegrænse kan både almindelige lønmodtagere og enlige forsørgere se frem til skattebesparelser næste år. 

“Hvad det konkret betyder for den enkelte, afhænger naturligvis altid af en individuel beregning, men mange vil opleve en skattebesparelse af større eller mindre omfang. Det afgiftsfrie gavebeløb til børn bliver også hævet i 2025 til 76.900 kr., så mor og far kan give deres barn 153.800 kr. afgiftsfrit i 2025,” siger Søren Bech, skatteekspert i PwC.

Beskæftigelsesfradraget

Lad os tage beskæftigelsesfradraget som et eksempel. Det stiger fra 45.100 kr. i 2024 til 55.600 kr. i 2025. Beskæftigelsesfradraget beregnes som 10,65 procent af lønnen. Det maksimale beskæftigelsesfradrag opnås, hvis du i 2025 har en lønindkomst på ca. 522.000 kr.

Hvis lønindkomsten fx er på 360.000 kr., bliver beskæftigelsesfradraget i 2025 på ca. 38.000 kr., og dermed ikke større end i 2024. I 2024 skal du have en indkomst på ca. 423.000 kr. for at få det fulde beskæftigelsesfradrag på 45.100 kr. Så det afhænger meget af, hvor stor indkomsten er.

Er man enlig forsørger, får man et yderligere beskæftigelsesfradrag. Dette fradrag stiger markant fra 2024 til 2025, fra 25.300 kr. til 48.300 kr. I 2024 beregnes det som 6,25 procent af indkomsten, og det maksimale fradrag opnås med en indkomst på ca. 405.000 kr.

I 2025 beregnes fradraget som 11,5 procent af indkomsten, så hvis indkomsten er mindst 420.000 kr. i 2025, opnås det maksimale ekstra beskæftigelsesfradrag som enlig forsørger.

Men hvad betyder det i kroner og øre?

Hvis vi ser på det almindelige beskæftigelsesfradrag og antager, at du får det maksimale, altså har en indkomst på mindst ca. 522.000 kr. i 2025, så vil stigningen i beskæftigelsesfradraget give dig en lavere skat på ca. 2.600 kr. Er du enlig forsørger med samme indkomst på minimum 522.000 kr. i 2025, kan du lægge yderligere ca. 5.700 kr. oveni, så den samlede skattebesparelse på beskæftigelsesfradraget i 2025 sammenlignet med 2024 bliver ca. 8.300 kr. eller ca. 700 kr. om måneden.

Topskatten

Topskattegrænsen, hvor du som udgangspunkt skal betale 15 procent mere i skat, er hævet fra ca. 640.000 kr. i 2024 før arbejdsmarkedsbidrag til 665.000 kr. i 2025 før arbejdsmarkedsbidrag, svarende til ca. 55.400 kr. pr. måned.

Hvis indkomsten overstiger 665.000 kr. i 2025, vil skattebesparelsen være ca. 3.700 kr. i 2025 i forhold til 2024. Hvis vi lægger skattebesparelsen på det almindelige beskæftigelsesfradrag til, bliver den samlede skattebesparelse ca. 6.300 kr. eller godt 500 kr. pr. måned i 2025 i forhold til 2024.

“I 2026 sker der større ændringer, når vi får indført "mellemskatten" og "top-topskatten". Indførelsen af mellemskatten vil give en større skattebesparelse i forhold til 2025, da topskat først skal betales, når indkomsten overstiger 750.000 kr. (2024-niveau). Top-topskattegrænsen på 2,5 mio. kr. (2024-niveau) medfører derimod en højere samlet skattesats på ca. 60,5 procent. For indkomst mellem 750.000 kr. og 2,5 mio. kr. bliver skatten ca. 56 procent, inklusive arbejdsmarkedsbidrag,” siger Søren Bech.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.