Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Se listen: Sådan kan en times kørsel spare dig 2,6 mio. kr.

Penge og økonomi

13/09/2024 08:57

J. Bøgen

Se sommerhus-listen: Aarhus og Mariagerfjord i hver sin ende af sommerhusmarkedet – sådan var salgspriserne i sommeren 2024.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er mange penge at spare, hvis du vil køre lidt længere efter sommerhuset.

Aarhus er den dyreste kommune at købe sommerhus i, mens Mariagerfjord huser de billigste fritidshuse i landet. 

Og så er der omtrent en times kørsel mellem de to kommuner.

Med de seneste tal fra Boligsiden* for august 2024 har ejendomsmæglerkæden Home opgjort de store forskelle i at købe sommerhus i Danmark.

  • I august 2024 var kvadratmeterprisen på sommerhuse i Aarhus 45.218 kr., hvilket betyder, at et typisk sommerhus på 80 kvm her koster cirka 3,6 millioner kroner.

  • Helsingør og Gribskov følger tæt efter med priser på henholdsvis 43.336 kr. og 39.648 kr. pr. kvm, hvilket bringer prisen for et tilsvarende sommerhus op på henholdsvis 3,5 og 3,2 millioner kroner.

De billigste kommuner

  • I den modsatte ende af skalaen finder vi Mariagerfjord Kommune, hvor kvadratmeterprisen er nede på 12.988 kr. Her kan du købe et 80 kvm sommerhus for blot 1,04 mio. kr. Aalborg og Lolland er også blandt de billigste kommuner med priser, der er meget tæt på: 1,06 mio. kr. og 1,07 mio. kr.

”Det vil altså sige, at du kan spare næsten 2,6 mio. kr. på at købe sommerhus, hvis du er villig til at køre en times tid fra Aarhus til Mariagerfjord,” siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.

Mariagerfjord er kendt for sommerhus-områder som Øster Hurup, Als Odde og Hadsund Nord. 

"Køberne kommer sydfra, men også lokale, altså folk fra Mariagerfjord, køber i Mariagerfjord. Det er som regel afstanden fra bopæl, der vægter højest, men prisen er også en faktor," siger Michael Myrtue, der er indehaver af Home Mariagerfjord, der også har kunder, der køber hus med udlejning for øje. 

Tæt på højeste priser på landsplan

På landsplan er sommerhus-priserne de næsthøjeste nogensinde ifølge Boligsidens opgørelse. Kvadratmeterprisen var 23.439 kr. – eller 1,875 mio. kr. for et gennemsnitshus.

Det er kun overgået af juli 2024, hvor kvm-prisen var en smule højere, 23.412 kr.

Mere end prisen spiller ind

Når folk kigger efter sommerhus, er det ikke kun prisen, der spiller en rolle.

”Afstanden fra hjemmet er ofte en afgørende faktor. Mange købere prioriterer, at det er nemt og hurtigt at komme frem til sommerhuset, så det kan bruges flittigt i weekender og ferier," siger Michael Dalsager fra Home.

Mange har en times kørsel som smertegrænse, vurderer Home. Tidligere undersøgelser har vist, at danskerne i snit har omkring 80 kilometer fra hjemmet til sommerhuset og foretrækker en afstand på max. 100 km.

Tilbage i Mariagerfjord taler den lokale Home-mægler varmt for værdierne i Danmarks billigste sommerhus-kommune.

"Den lavere pris i Mariagerfjord er bestemt ikke et udtryk for, at området er mindre værd end de steder, vi normalt sammenligner os med. Tværtimod er der tale om en uopdaget 'perle' med fantastisk natur, spændende seværdigheder og et venligt lokalsamfund," siger Michael Myrtue.

Se sommerhuslisten

Gennemsnitsprisen er opgjort for sommeren 2024.

Kommune - Kvm-pris (kr.) - Pris for 80 kvm (kr.)

Aarhus - 45.218 - 3.617.440

Helsingør - 43.336 - 3.466.880

Gribskov - 39.648 - 3.171.840

Halsnæs - 29.211 - 2.336.880

Næstved - 27.899 - 2.231.920

Fanø - 27.647 - 2.211.760

Odsherred - 27.212 - 2.176.960

Kolding - 26.401 - 2.112.080

Vejle - 25.165 - 2.013.200

Varde - 25.132 - 2.010.560

Jammerbugt - 23.682 - 1.894.560

Bornholm - 23.431 - 1.874.480

Frederikshavn - 23.042 - 1.843.360

Syddjurs - 22.891 - 1.831.280

Nordfyns - 21.602 - 1.728.160

Hedensted - 21.394 - 1.711.520

Hjørring - 21.179 - 1.694.320

Ringkøbing-Skjern - 21.138 - 1.691.040

Holbæk - 20.835 - 1.666.800

Haderslev - 20.802 - 1.664.160

Slagelse - 19.589 - 1.567.120

Vordingborg - 19.443 - 1.555.440

Langeland - 18.917 - 1.513.360

Tønder - 18.710 - 1.496.800

Guldborgsund - 18.576 - 1.486.080

Thisted - 18.552 - 1.484.160

Lejre - 17.821 - 1.425.680

Frederikssund - 17.810 - 1.424.800

Kalundborg - 17.417 - 1.393.360

Lemvig - 16.273 - 1.301.840

Sønderborg - 16.031 - 1.282.480

Norddjurs - 15.282 - 1.222.560

Holstebro - 13.748 - 1.099.840

Vesthimmerlands - 13.502 - 1.080.160

Lolland - 13.386 - 1.070.880

Aalborg - 13.236 - 1.058.880

Mariagerfjord - 12.988 - 1.039.040

Sådan beregnes Boligsidens Markedsindeks

  • Værdierne i Boligsidens Markedsindeks beregnes først som et simpelt gennemsnit pr. måned af handlerne for hver kommune. Der medtages kun boliger med:

    – kvadratmeterpris mellem 1.000 og 200.000 kroner, salgspris mellem 100.000 og 25.000.000 kroner.
    – areal mellem 25 kvadratmeter og 750 kvadratmeter.
    – nedslag på mellem – og + 50 procent.

    For kommuner uden handler indgår den seneste måned med handler i beregningerne. Er der ingen tidligere værdier, udelades kommunen af beregningerne.

  • Herefter beregnes værdierne for landsdele, regioner og hele landet som et gennemsnit af kommunerne vægtet efter boligbestanden. I boligbestanden medtages kun private boliger ejet af privatpersoner eller interessentskaber.

  • Endelig udregnes et tre måneders glidende gennemsnit.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.