I Frederiksberg Kommune er der 1.230 boligejere mellem 18 og 29 år. Næsten halvdelen af dem har forældre, der er en del af indkomst-toppen i Danmark.
46,3 procent af de unge boligejere i Frederiksberg Kommune har således forældre, der tjener så meget, at de er blandt de ti procent højeste indkomster på deres årgang.
I den anden ende af skalaen ligger Guldborgssund Kommune, hvor 2,7 procent af boligejerne mellem 18 og 29 år har forældre i indkomst-toppen.
Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik.
"Den sociale arv på boligmarkedet i de store byer er meget stærk. Børn af rige forældre er virkelig overrepræsenterede. Især på det københavnske boligmarked,” siger Sune Caspersen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Udviklingen går stærkest i de store byer
På landsplan er det at eje en bolig som ung mere og mere blevet for børn af forældre, der har en indkomst blandt de højeste.
I 2004 havde 9,3 procent af de unge boligejere forældre i indkomst-toppen, mens det gjaldt 12,8 procent af de unge boligejere i 2024.
Men udviklingen er gået særligt stærkt i de store byer.
I Frederiksberg Kommune er andelen således vokset fra 27,7 til 46,3 procent over de seneste 20 år. I Københavns Kommune er der næsten tale om en fordobling, hvor udviklingen er gået fra 21,1 til 39,0 procent af de unge boligejere.
”Særligt i København, nord for København og i Aarhus er mange unge boligejere i højere og højere grad fra de mest ressourcestærke hjem. Det er ikke så mærkeligt, når man tænker på boligprisernes udvikling. Det er simpelthen blevet meget sværere at købe bolig som ung alene på egne meritter," siger Sune Caspersen.
Til sammenligning er det 7,7 procent af de unge boligejere uden for storbyerne, der har forældre blandt de rigeste ti procent. I 2004 var tallet 7,4 procent.
I nogle kommuner er der sket en tilbagegang i andelen af unge boligejere med forældre i indkomst-toppen. Det gælder for eksempel i Guldborgssund Kommune, hvor andelen er gået tilbage fra 3,8 i 2004 til 2,7 procent i 2024.
Analysens hovedkonklusioner
Færre unge bliver boligejere i dag end tidligere, og blandt dem, der gør, er det flere end hver ottende, der har forældre blandt de ti procent rigeste på deres årgang. Børn fra velaflagte hjem er dermed overrepræsenterede blandt de unge boligejere.
For 20 år siden var unge boligejere med rige forældre ikke overrepræsenterede i statistikken. I takt med at færre unge bliver boligejere, er billedet altså vendt.
Det er især i de store byer, at de unge boligejere ofte har rige forældre. På Frederiksberg er det knap hver anden, mens det i Københavns Kommune er omkring to ud af fem. Også i Aarhus, Odense og Aalborg er de unge boligejere med rige forældre overrepræsenterede, og det samme gælder en række kommuner nord for København.
Samtidig er udviklingen i de danske storbyer kun gået i én retning: Langt flere unge boligejere har i dag rige forældre i ryggen end tidligere.
Uden for storbyerne er der dog ingen tegn på, at de unge har brug for rige forældre for at blive boligejere.
Se tallet for din kommune: Så mange unge boligejere har rige forældre
Tabellen viser andelen af 18-29-årige boligejere, hvis forældre er blandt de ti procent rigeste, i henholdsvis 2004 og 2024. Den yderste højre kolonne viser antallet af unge boligejere i kommunen på tværs af forældrebaggrund.
Grafik: AB på baggrund af tal fra Danmarks Statistik