Mindst 19 skoleelever og to voksne har mistet livet, efter en gerningsmand sent tirsdag åbnede ild på skolen Robb Elementary School i Uvalde i den amerikanske delstat Texas.
Det oplyser de lokale myndigheder til blandt andre CNN.
De første meldinger lød sent i går, at to børn var dræbt og 13 såret, men det tal er løbende blevet opjusteret.
Den formodede gerningsmand, en 18-årig elev fra et gymnasium i Uvalde, er også død, oplyser Texas' guvernør, Greg Abbott, i nat på et pressemøde. Det skriver DR, der henviser til Ritzau.
"Han skød og dræbte. Det er forfærdeligt og ikke til at fatte," siger Greg Abbott, der fik beskeden om skyderiet midt under et pressemøde.
Den mistænkte, en 18-årig mand, der havde købt en semiautomatiske riflfel på sin fødselsdag, blev ifølge guvernøren dræbt af betjente, der blev tilkaldt til skolen. Under aktionen blev to betjente ramt af skud. De forventes at overleve, siger Greg Abbott.
Skød sin bedstemor og barrikaderede sig i klasselokale
Ifølge guvernøren skød den mistænkte først sin bedstemor, inden han gik ind på skolen og åbnede ild. Lokale myndigheder oplyser til CNN, at bedstemoren er indlagt og i kritisk tilstand.
Gerningsmanden ankom ifølge det amerikanske medie til skolen omkring klokken 11.30 tirsdag lokal tid efter at have kørt sin bil i en grøft i nærheden, lyder det.
Han var ifølge iført rygsæk, skudsikker vest, skriver CNN, og var ifølge BBC bevæbnet med en pistol og en semiautomatisk AR-15 riffel.
Lokale myndigheder oplyser, at gerningsmanden blev mødt af politi uden for skolen, men at det alligevel lykkedes ham at bevæge sig ind på skolen, hvor han "gik ind i flere klasseværelser og affyrede sit våben". Det fortæller Erick Estrada fra Texas Department of Public Safety til CNN.
Alle 21 ofre for det tragiske skoleskyderi i Uvalde i delstaten Texas befandt sig i det samme klasselokale, fortæller Christopher Olivarez, der er talsmand for politiet.
Til CNN siger Olivarez, at drabsmanden barrikaderede et klasselokale for en 4. klasse, hvorefter han begyndte at skyde
Under skyderiet smadrede politiet flere ruder til klasselokaler for at evakuere børn og ansatte. Herefter tvang de sig adgang til klasselokalet, hvor drabsmanden befandt sig, skriver CNN.
Robb Elementary School har elever fra 2. klasse til og med 4. klasse.
Træner: Hvornår gør vi noget?
Slutspillet i den amerikanske basketball-liga, NBA, er i fuld gang, men visse ting er vigtigere end sport.
Derfor valgte træneren for Golden State Warriors og det amerikanske landshold i basketball, Steve Kerr, at bruge et pressemøde på at komme med sønderlemmende kritik af politikerne.
Ifølge organisationen Gun Violence Archive har der indtil videre været 212 skoleskyderier i USA i 2022. Til sammenligning er der foreløbig gået 144 dage af året.