Lørdag den 13. april fra eftermiddag til efter midnat målte Midt- og Vestjyllands Politi i en ATK-indsats på Vildsundvej ved Sundby på Mors 140 hastighedsovertrædelser.
På strækningen er den tilladte hastighed 70 km/t. Ud af de 140 sager om overskridelse var flere sager med trafikanter, der har haft meget høj fart på strækningen.
I alt 19 sager havde en hastighedsoverskridelse på mere end 30 procent. De 19 sager resulterer i et klip i kørekortet til føreren.
137 km/t var det hurtigste
I to sager bliver føreren betinget frakendt kørekortet, da hastighedsovertrædelsen var mere end 60 procent over fartgrænsen.
"Det er for mange sager med for høj hastighed. Fra undersøgelser ved vi, at for høj fart er medvirkende faktor i 4 ud af 10 dødsulykker. Den høje hastighed har direkte sammenhæng med, hvor alvorlig ulykken bliver," siger politikommissær Lilian Jensen, fra trafiksektionen ved Midt- og Vestjyllands Politi.
"Der blev målt hastigheder på 108, 129 og 137 km/t på strækningen med en hastighedsbegrænsning på 70 km/t. Det ligger klart i den høje ende. Målingerne viser jo, at der er en god grund til at holde vores kontroltryk - også i weekenden. Så rådet op til endnu en weekend må være, sænk farten", siger politikommisæren.
Rådet for Sikker Trafik har samlet mere data om fart på vejene på hjemmesiden her.