Betjente fra Østjyllands Politis færdselssektion foretog mandag aften en taxa-kontrol i Aarhus Midtby for at tjekke, om der var styr på hyrevognsreglerne.
Og vi kan lige så godt afsløre: Det var der ikke!
Kontrollen førte samlet til 20 sigtelser for diverse overtrædelser, og i fem tilfælde overtrædelserne af en sådan karakter, at politiet udstedte et erhvervsmæssigt kørselsforbud. Det vil sige, at den pågældende taxa ikke må køre på vejene, før forholdene er bragt i orden.
Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.
Betjentene udstedte bl.a. fire sigtelser for manglende taxameterattest – altså manglende dokumentation for, at taxameteret måler korrekt. Derudover blev der oprettet to sigtelser for fejl i trafikbogen, hvor chaufførernes kørsler skal noteres.
Hele fem taxaer var ikke indberettet til Færdselsstyrelsen, hvilket afstedkom sigtelser til vognmændene.
Samlet resultat af kontrollen
• Taxameterattest ej medbragt/fejl herved: 4
• Chaufførkort ej synligt: 2
• Chaufførkort ej medbragt: 1
• Fejl i trafikbog: 2
• Chaufførkort ej erhvervet: 1 til føreren og 1 til vognmanden.
• Mobiltelefon: 1
• Standsning og parkering forbudt: 1
• Kørekort ej medbragt: 1
• Taxaer ej indberettet til Færdselsstyrelsen: 5
• Forkert registrering: 1