Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

6 politifolk anholdt - sigtet for tyveri og narkosalg

Politi

31/10/2023 13:48

J. Bøgen

De er alle ansat i den samme politikreds.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) har tidligt i dag, tirsdag, i en koordineret aktion anholdt og sigtet seks polititjenestemænd på forskellige adresser i København og omegn.

I forbindelse med anholdelserne har Politiklagemyndigheden foretaget ransagninger på flere adresser og tjenestesteder.

Det skriver Den Uafhængige Politiklagemyndighed i en pressemeddelelse.

Tyveri og narko

Politiklagemyndigheden har sigtet de seks polititjenestemænd for tyveri af særlig grov beskaffenhed i forbindelse med tjenesten, stillingsmisbrug og besiddelse samt videreoverdragelse af euforiserende stoffer.

Polititjenestemændene er mellem 26 år og 34 år og ansat hos Københavns Politi.

”Anholdelserne er sket i forlængelse af en grundig efterforskning, hvor der er fremkommet indikationer på, at de anholdte polititjenestemænd har ageret sammen i en lukket gruppe. Der er tale om en alvorlig sag, og jeg er glad for, at den koordinerede aktion er forløbet planmæssigt”, siger efterforskningschef i Politiklagemyndigheden, Niels Raasted.

Er sluppet fri igen

De seks polititjenestemænd er efter sigtelse og ransagning blevet løsladt.

Politiklagemyndigheden fortsætter nu efterforskningen af sagen.

Når sagen er færdigefterforsket, bliver sagen sendt til Statsadvokaten i København, som afgør, om der skal rejses tiltale i sagen.

Af hensyn til den fortsatte efterforskning har Politiklagemyndigheden på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger vedrørende sagen.

Politikreds dybt rystet

Det er Københavns Politi selv, der på baggrund af en begrundet mistanke har anmeldt de pågældende medarbejdere til DUP. DUP har gennemført en intensiv efterforskning, hvilket i dag har ledt til anholdelsen af de seks medarbejdere.

”Vi er dybt rystede over, at seks medarbejdere i Københavns Politi i dag er blevet anholdt og sigtet for grove strafbare forhold begået i tjenesten,” siger chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, Søren Thomassen, i en pressemeddelelse

De pågældende medarbejdere kommer fra flere forskellige afdelinger i politikredsen, men primært fra Beredskabsenheden.

”Borgernes tillid til politiet er helt afgørende. Og en sag som denne svækker den tillid. Det er meget alvorligt. Der er tale om nogle få medarbejdere, der – ifølge sigtelserne – har forbrudt sig mod loven og svigtet det ansvar, vi er blevet givet som politi. Det er også derfor, at vi har anmeldt forholdet til DUP, da vi bliver bekendt med mistanken,” siger chefpolitiinspektør Søren Thomassen.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.