Man kan samle på mange ting, og det skal man som udgangspunkt have lov til.
Men når ens samling består af "dukker, som fremstår som et barn, og som er konstrueret med seksuelt formål for øje", må der sættes en grænse.
I foråret besøgte politiet en adresse på den nordjyske ø Mors, og i lejligheden, som var beboet af en 61-årig mand, fandt man intet mindre end ti dukker, der hører under den ovenstående beskrivelse.
Straffeloven udtrykker meget klart, at den slags ejendele er ulovlige, og derfor er manden altså nu blevet sigtet for besiddelse af de ti dukker - plus forsøg på at erhverve sig en 11. af slagsen.
Han havde nemlig bestilt endnu en pædofilidukke på nettet, men han modtog den aldrig, da den blev standset i tolden.
Hører under børneporno-paragraf
Restmødet i sagen er sat til at finde sted d. 11. august ved retten i Holstebro, og her regner man med, at den 61-årige vil erklære sig skyldig.
Bestemmelsen om pædofilidukkerne findes i straffelovens 235 a og står i umiddelbar forlængelse af den samme lovs bestemmelser om børneporno.
Strafferammen starter ved bøder og kan give op til to års fængsel, hvis man dømmes for fremstilling, salg eller anden overdragelse af sådan nogle dukker. Hvis man udelukkende dømmes for besiddelse, går strafferammen op til et års fængsel.
Ud over en påstand om straf til manden, kræver anklagemyndigheden, at de ti dukker fra mandens hjem og den, som tolderne beslaglagde, bliver konfiskeret.