Hvad sørger du for at pakke, når du skal på ferie i nabolandet?
Ekstra tøj? Kontanter? Opladere til elektronik? En skarpladt pistol?
Ja, der var en af de fire, der ikke ligefrem kan siges at passe til en tjekliste over feriepakning, men ikke desto mindre, er det åbenbart, hvad en tysk turist fandt det nødvendigt at tage med på ferie.
I går blev en 72-årig tysker nemlig indlagt med et ildebefindelse i forbindelse med en ferie på Nordals.
Men da manden blev undersøgt, fandt man ud af, at han var i besiddelse af netop en skarpladt pistol.
Det skriver Ritzau.
Hvorfor, den 72-årige turist havde det skarpladte våben med sig, melder historien ikke noget om, men sikkert er det, at manden nu kan se frem til en sigtelse.
Han bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg, hvilket dog vil ske in absentia - altså uden at manden er til stede i retten.
Anklagemyndigheden vil gå efter at få manden varetægtsfængslet.
Det er også uvist, hvordan mandens helbredstilstand er, ligesom man heller ikke ved, hvordan manden forholder sig til sigtelsen forud for grundlovsforhøret.