Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Forbrugerombudsmanden hiver Jyske Bank i retten

Politi

14/09/2023 07:48

J. Bøgen

Det var den første bank, der indførte negative renter på privates opsparingskonti.

Forbrugerombudsmanden har stævnet Jyske Bank for at få afklaret, om banken havde den fornødne aftaleretlige hjemmel til at indføre og opkræve negative renter på opsparingskonti uden kundernes aktive accept.

Stævningen vedrører også rentevilkårene for Jyske Banks basale betalingskonti og basale indlånskonti. Her er tale om konti, som alle forbrugere har ret til, og for hvilke der gælder ufravigelige regler.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at netop disse regler indebærer, at der ikke kunne opkræves negative renter på sådanne konti. Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Disse konti drejer det sig om

Stævningen omfatter især konti i Jyske Bank, hvor forbrugerne kunne have svært ved at flytte deres penge, da banken opkrævede negative renter. Konkret omhandler sagen:

  • Børneopsparingskonti

  • Børnebørnsopsparingskonti

  • Gaveopsparingskonti

  • Personskadeerstatningskonti (kreditorbeskyttede konti)

  • Ratepensionskonti

  • Selvpensionskonti

  • Kapitalpensionskonti

  • Basale betalingskonti (”Grundkonto, betalinger”)

  • Basale indlånskonti (”Grundkonto, indlån”)

Jyske Bank har opkrævet negative renter på en eller flere typer af konti i perioden fra december 2019 til og med september 2022.

Jyske Banks generelle forretningsbetingelser gælder for alle aftaler mellem en kunde og Jyske Bank. I betingelserne står blandt andet:

”Rente- og provisionssatser er variable, hvis ikke du og banken udtrykkeligt har aftalt andet. At satserne er variable betyder, at vi kan ændre satserne.”

”Banken kan nedsætte variable rentesatser på indlån og forhøje dem på udlån med disse varsler: […]”

Rentevilkår Renten er variabel.”

Urimelige vilkår?

Forbrugerombudsmanden ønsker også, at retten tager stilling til, om rentevilkårene i Jyske Banks generelle forretningsbetingelser er urimelige, efter at banken har ændret dem. Banken kan i henhold til de nye forretningsbetingelser ændre renten på såvel ind- som udlån som følge af ”ændret prisstruktur, som øger bankens indtjening med det formål at drive en økonomisk sund forretning”.

Forbrugerombudsmanden har forud for stævningen haft drøftelser med Jyske Bank, der dog ikke er enig i Forbrugerombudsmandens juridiske vurderinger.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger:

”Når kunder indgår en aftale med deres bank, så kan banken ikke ændre væsentlige forhold i aftalen, uden kundernes accept. Spørgsmålet er, om bankerne havde tilstrækkelig hjemmel i sine aftaler med privatkunder til at indføre negative renter på opsparingskonti, uden at kunderne aktivt havde accepteret det først”.

”Stævningen vedrører ikke alle former for indlånskonti. Vi har fokuseret på nogle af de konti, hvor kunderne ikke umiddelbart havde mulighed for at flytte deres penge i forbindelse med, at bankerne indførte negative renter. Det er for eksempel børne- og pensionsopsparinger og andre konti med lang opsigelse.”

”Ifølge lovgivningen har alle ret til nogle særligt enkle former for lønkonti, så man kan modtage sin løn og betale sine regninger. Efter vores opfattelse følger det af denne lovgivning, at bankerne ikke kunne opkræve negative renter for indlån på sådanne konti, men kun opkræve betaling af rimelige gebyrer. Det spørgsmål anmoder vi derfor også domstolene om at vurdere”. 

Forbrugere, som mener, at de kan have et krav på tilbagebetaling af negative renter, kan klage til Det Finansielle Ankenævn. Ankenævnet har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at behandlingen af fremtidige klager vil blive sat i bero og afvente domstolenes vurdering af den nu anlagte retssag.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.