Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Forbrugerombudsmanden slår fast: Auktionshus har vildledt kunderne

Politi

03/09/2024 10:19

J. Bøgen

Selskabet har nu fået indskærpet flere regler.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det skabte stor furore, da det kom frem i medierne, at auktionshuset Campen Auktioner A/S fik ansatte til at byde på de effekter, der blev sat på auktion.

Forbrugerombudsmanden tog sagen op som følge af presseomtalen, ligesom Forbrugerombudsmanden også havde modtaget en klage fra en forbruger. Klagen handlede imidlertid om, at auktionshuset ikke oplyste den samlede pris på auktionsvarerne.

Nu har Forbrugerombudsmanden set på sagen, og konklusionen er klar:

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at auktionshuset, som blev taget under konkursbehandling den 8. august 2024, handlede i strid med markedsføringsloven.

Det skyldes, at auktionshuset ikke tydeligt havde informeret om, at auktionshusets egne ansatte kunne byde på varerne, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Driften på Campen Auktioner A/S’ hjemmeside vil ifølge oplysningerne på hjemmesiden fortsætte som normalt ved et nyt selskab. Dette selskab er derfor også blevet orienteret om Forbrugerombudsmandens indskærpelse.

Den famøse hjemkøbsret

Campen Auktioner havde et vilkår om, at hvis en vare ikke opnåede sælgerens anslåede værdiansættelse, kunne sælgeren selv byde på varen for at opnå denne værdiansættelse. Sælgeren kunne også give auktionshusets medarbejdere fuldmagt hertil. Dette betegnedes af auktionshuset som en hjemkøbsret.

Auktionshuset havde dog alene oplyst om denne ”hjemkøbsret” i selskabets generelle auktionsbetingelser, samt i tilknytning til de enkelte auktionsvarer under en fane betegnet ”BETINGELSER”, hvor oplysningen blev givet sammen med en række øvrige oplysninger om auktionen.

Derudover havde auktionshuset ikke oplyst den samlede pris på de varer, der var sat til salg.

Skal være klart og tydeligt

Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor reglerne om markedsføring over for Campen Auktioner. Det skal fremgå klart og tydeligt, hvis auktionshusets ansatte byder på de varer, som er sat til salg.

Desuden skal auktionshuset tydeligt informere kunderne om den samlede pris på auktionshusets varer. Det vil sige inklusive moms, tillæg og gebyrer, som forbrugeren uundgåeligt skal betale.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

"Auktionshuset vildledte sine kunder, når det ikke tydeligt informerede om, at dets egne ansatte måtte byde på de varer, der blev sat til salg. Det var en væsentlig oplysning, som kunne påvirke forbrugeres beslutning om at byde på en vare, og den oplysning skulle de naturligvis kende til."

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.