Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Hver tredje har prøvet det: Nu kommer forsikringsselskab og bank med advarsel

Politi

14/01/2025 08:28

J. Bøgen

Godt hver tredje dansker har oplevet forsøg på snyd i handel mellem private, viser en ny undersøgelse lavet for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er højsæson for at bytte, sælge og købe varer på udsalg. Efter julens gavegivning skal rigtig mange danskere nemlig have byttet eller solgt julegaver. Det betyder også, at mange forsøger at sælge deres ting privat – og at du derfor har chancen for at gøre en god handel ved at købe varer af private. 

Desværre kan salget af varer også give anledning til svindel. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland. Her svarer godt hver tredje dansker, at de enten har oplevet at blive snydt eller forsøgt snydt i handel med private.  

I modsætning til, når man handler med en butik – enten fysisk eller online - har man ingen forbrugerbeskyttelse, når man handler med private. Sådan lyder det fra Jan Mågård, der er fagchef for betalingskort og selvbetjening i Sparekassen Kronjylland. Han uddyber:  

“At du ikke har dine forbrugerrettigheder i en privat handel, betyder, at du er dårligt beskyttet, hvis handlen går galt. Din bank vil naturligvis prøve at hjælpe dig med at stoppe en pengeoverførsel, når du mistænker, at du er blevet svindlet. Men ofte er det for sent, og bagmanden kan være svær at opspore. Tit ender det med en politisag, hvor der ikke er noget at stille op – og pengene er mistet! Derfor er det uhyre vigtigt, at du tænker dig godt om, når du køber noget i en privat handel”, forklarer Jan Mågård

Stor stigning i slutningen af 2024

Han tilføjer, at netop denne form for svindel har Sparekassen Kronjylland oplevet en stor stigning i, i sidste kvartal af 2024. 

Man kan dog tage sig nogle forholdsregler, når man handler med private. Sådan lyder det fra skadedirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen:  

“Handler du med private, skal du så vidt muligt altid arrangere et fysisk fremmøde for at klare overdragelse og betaling.  Er det ikke muligt, skal du tage dine forholdsregler og researche lidt på den person, du handler med, så du får en form for validering af vedkommende. Det kan du måske gøre ud fra de oplysninger, du får om navn og adresse, fortæller hun. 

Jan Mågård supplerer: 

”På de mere etablerede handelssteder, kan du også typisk se, hvor gammel en salgsprofil er, og om den fx er MitID-valideret. En profil, der er oprettet for 10 år siden, er typisk mere troværdig end en, der er oprettet i dag. Intet af dette er garantier, men et fingerpeg. Det samme er en eventuel salgshistorik”, minder han om. 

Det viste undersøgelsen

Har du nogensinde oplevet forsøg på snyd eller at blive snydt i en handel med private? 

Ja, har oplevet forsøg på snyd, men afbrød handlen - 18% 

Ja, har oplevet at blive snydt - 13% 

Nej - 57% 

Nej, har aldrig lavet en handel med private - 9% 

Ved ikke - 4% 

Ja - 29% 

Nej - 67% 

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.031 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af YouGov for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland i november 2024.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.