National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har tirsdag aften og onsdag eftermiddag foretaget anholdelser i en sag om organiseret hash-handel i Nørrebroparken i København.
Det drejer sig om en 41-årig mand, der blev anholdt i går aftes i Københavns Lufthavn, hvor han var på vej ud af landet. Han var ved anholdelsen i besiddelse af ca. 30.000 euro i kontanter.
Den anden anholdte, en 47-årig mand, er anholdt onsdag eftermiddag i Vestre Fængsel, hvor han afsoner en anden dom.
Begge de anholdte har tilknytning til organiserede rockergrupperinger.
De anholdte fremstilles i grundlovsforhør i Københavns Byret i dag onsdag 9. august kl. 16.00. De er sigtet for organiseret salg af 1,6 ton hash i en periode fra januar 2019 til december 2021.
Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved fremstilling af de anholdte, og der kan derfor på nuværende tidspunkt ikke oplyses yderligere i sagen.
Tilmeld nyhedsbrev
Tak for din tilmelding.