Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Minister rystet efter historisk stor aktion: "Der skal slås hårdt ned"

Politi

18/03/2025 10:31

J. Bøgen

Den første kontrolaktion i det nye styrkede fælles myndigheds-samarbejde afslørede massive problemer, snyd og lovovertrædelser i 21 ud af 22 københavnske kiosker. To kiosker fik på stedet forbud mod at sælge fødevarer, en person blev anholdt for ulovligt ophold i landet, store mængder ulovlige nikotinprodukter blev beslaglagt, og der blev uddelt bøder og regninger til 18 kiosker.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Listen er alenlang:

  • To kiosker fik på stedet forbud mod at sælge fødevarer

  • Ulovlige nikotinprodukter var skjult i en sokkel, bag skabe og blandt pakkepost

  • Beslaglæggelser af store mængder vin, spiritus, kaffe, slik og chokolade, hvor der ikke var betalt afgift

  • Hælervarer fundet i en varebil

  • Anholdelse af en person, der opholder sig ulovligt i landet – opdaget i en kælder under en kiosk

  • Bøder og regninger til 18 ud af 22 kiosker

Det var blandt resultaterne, da 69 medarbejdere fra Skattestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet, Fødevarestyrelsen og politiet onsdag i sidste uge i regi af det nye, fælles myndighedssamarbejde kom på uanmeldt kontrolbesøg i 22 kiosker. Og medarbejderne havde mere end rigeligt at se til med at registrere og håndtere snyd, problemer og ulovlige forhold, da de gennemførte den historisk store fælles, koordinerede tilsynsaktion i bydelene Nørrebro, Nordvest, Amager og andre dele af København.

I hele 21 ud af 22 af kioskerne blev der således registreret alvorlige problemer.  

"Det er stærkt uacceptabelt, og jeg er rystet over den ligegyldighed, som de her kiosker på Nørrebro, Nordvest og andre steder i København lægger for dagen i forhold til at følge vores regler og love. Myndighedernes store aktion i de københavnske kiosker afslører massive mængder af problemer og snyd, som er helt urimeligt over for fællesskabet. Det skal stoppes, og vi skal slå hårdt og målrettet ned på dem, som overtræder reglerne," siger skatteminister Rasmus Stoklund (S) og uddyber:

"Nu er vi kommet godt i gang og resultaterne viser jo tydeligt, at det nye myndighedssamarbejde er vigtigt. Der bliver stukket bøder ud til 18 kiosker, og der er beslaglagt et væld af varer, som enten er ulovlige, eller som der ikke er betalt afgifter af. Det er helt afgørende for vores alles retsfølelse, for samfundsøkonomien og fællesskabet, at der bliver dæmmet op for det massive snyd, som udspiller sig i dele af kioskbranchen - i det her tilfælde på Nørrebro og andre steder i København," siger skatteministeren. 

Bredt fokus på svindel og snyd

Den fælles koordinerede tilsynsaktion i forhold til de københavnske kiosker er et resultat af en beslutning i regeringen, der involverer myndigheder under seks forskellige ministerier.

Aktionerne vil have et bredt fokus på svindel og snyd på tværs af myndighedernes områder - med et særligt fokus på tobak, nikotin og alkohol. Og den fælles styrkede myndighedsindsats over for kioskmiljøet skal både sikre fair konkurrence samt beskyttelse over for forbrugerne, ligesom tilsynet skal sikre en mere effektiv kontrol ved, at potentielle overtrædelser konstateres samtidigt på tværs af flere myndigheders ressortområder. 

De 22 kiosker i den første fælles myndighedsaktion var udvalgt efter kriterierne risiko og væsentlighed. Myndighedsaktionen er en del af Forebyggelsesaftalen fra 2023, hvor det blev aftalt at styrke kontrollen med tobak, nikotin og alkohol gennem koordineret kontrol og tilsyn mellem Skattestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen og politiet.

Det fandt myndighederne i kioskerne

Ved den store myndighedsaktion mod kioskerne i København blev der bl.a. opdaget og afsløret følgende:

  • 22 kiosker blev kontrolleret, og tilsynet afslørede problemer i alle kiosker bortset fra én.

  • Fødevarestyrelsen gav to kiosker forbud mod at sælge fødevarer . Én på grund af manglende registrering, store problemer med rengøringen og for ikke at kunne dokumentere, hvor varerne kom fra  – og i en anden på grund af manglende sporbarhed, registrering, risikoanalyse og oplysninger om allergener.

  • I 19 af kioskerne blev der beslaglagt varer af enten Skattestyrelsen, Fødevarestyrelsen eller Sikkerhedsstyrelsen. De varer, som blev beslaglagt, er forskellige former for store mængder af ulovlige nikotinprodukter samt bl.a. vin, spiritus, kaffe, slik og chokolade, hvor der ikke var betalt afgift, eller hvor der var manglende sporbarhed.

  • 18 af de 22 kiosker har enten fået eller kan se frem til bøder og regninger fra en eller flere myndigheder.

  • Politiet anholdte én person for ulovligt ophold i landet. Han blev fundet i en kælder i en kiosk.

  • Arbejdstilsynet har givet 16 påbud til kioskerne under aktionen – bl.a. for blokering af flugtveje og risiko for stød ved en eltavle.

  • Skattestyrelsen pålægger 10 kiosker at føre en digital logbog over deres ansatte. Styrelsen mødte derudover fire medarbejdere, der samtidig var på offentlig forsørgelse. Oplysningerne vil blive delt med de udbetalende myndigheder, der skal undersøge, om de pågældende opfylder betingelserne for at være på offentlig forsørgelse.

  • Ulovlige nikotinprodukter var skjult i flere kiosker – bl.a. i en skraldespand, blandt pakkepost, i en varebil, i en sokkel og bag skabe.

  • Overtrædelse af dopingloven i en kiosk ved fundet af en ampul.

  • Bag disken i en kiosk fandt politiet et bat og en hammer, som kioskejeren fik besked på at få fjernet.

  • To misbrug af handicapparkeringskilt. Den ene handicapparkeringskilt blev fundet i en varebil, som tilhørte en person, som ejeren ikke kendte.

  • Fund af chokolade og slik oppe under en loftslem på et toilet i en kiosk.

Mest Læste

Annonce