Midt- og vestjyderne bliver stadigt bedre til at passe på hjemmet, når de tager på ferie. De gør livet surt for indbrudstyven med blandt andet god belysning og sikring af døre og vinduer, og de får naboen til at holde ekstra øje.
Netop en opmærksom nabo var i går, tirsdag den 11. juli, afgørende, da nogle mænd pludselig luskede rundt i en have i Bording. Naboen alarmerede politiet og var også så vaks at notere nummerpladen på den bil, der holdt parkeret i nærheden.
Det betød, at betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi kunne anholde tre mænd og sigte dem for indbruddet. To af mændene var fra Sønderjylland, mens den tredje var fra lokalområdet. I bilen fandt politiet tyvekoster fra indbruddet.
Også i weekenden kunne politiet mærke, at indbrudstyvene var vågnet. Her fik Midt- og Vestjyllands Politi i alt 34 anmeldelser om indbrud eller indbrudsforsøg fra fredag morgen til mandag morgen. Særligt Viborg-området var hårdt ramt med ti indbrud/indbrudsforsøg i alt.
”Sommerferieperioden ér en højtid for indbrudstyvene, og vi opfordrer alle til at få huset til at se beboet ud, når man tager på ferie, ligesom det er en rigtig god idé at lave aftaler med naboen om at holde ekstra øje, smide lidt affald i skraldespanden osv.”, siger politikommissær Mette Bundgaard fra forebyggelsesafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Følg de fem indbrudsforebyggende råd
Det Kriminalpræventive Råd og Bo Trygt har formuleret fem gode råd, som kan forebygge indbrud:
1. Bliv nabohjælper
Godt naboskab og et opmærksomt blik for, hvad der foregår i nabolaget, gør kvarteret mindre attraktivt for indbrudstyve og dermed tryggere for dig.
Hils på dem, du møder, og fortæl det til dine naboer, hvis du aner uråd. Ved at bruge Nabohjælp aktivt kan samarbejdet mod indbrud blive mere effektivt.
Hent Nabohjælp-app’en i App Store eller på Google Play og læs mere på nabohjælp.dk.
2. Tænd lys udenfor og klip hækken
Skab god belysning uden for huset. Lys med sensor øger chancen for, at tyven bliver set af naboerne og forstyrres i sit arbejde. Undgå høje træer, hække og mørke gemmesteder omkring dit hjem. Dermed bliver det sværere for tyven at komme uset ind i huset.
3. Gør døre og vinduer svære at bryde op
Gør det svært for tyven at bryde ind i dit hjem. Brug gode, solide låse, døre og sikrede vinduer, så er det ekstra besværligt for tyven at bryde ind. To låse på hoveddøren gør det mere end dobbelt så besværligt for tyven at bryde ind. Og sørg for at låse værktøj og haveredskaber inde i skur eller garage, så det ikke kan bruges til at bryde ind i huset med.
4. Undgå tyvekoster – brug sikre betalingsformer
Hvis ingen købte tyvekoster, var der ingen indbrud. Du er med andre ord med til at nedbringe antallet af indbrud, hvis du undgår at købe stjålne varer.
Brug altid MobilePay, og tjek om sælger er valideret med MitID eller NemID, når du køber brugt. Begge betalingsformer er knyttet til cpr-nummer, som kan spores tilbage til sælger, og det ønsker kriminelle ikke.
5. Ring 114 ved mistanke om indbrud
Politiet kan opklare flere indbrud med din medvirken. Hvis du ser personer med en mistænkelig adfærd i dit nabolag, eller hvis du har haft indbrud, så ring 114. Dine oplysninger kan være afgørende for politiets opklaring, og selv mindre detaljer kan være vigtige.
Få mere at vide på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside.