Når de sidste arbejdsopgaver er klaret og bilen er pakket, drager tusindvis af danskere på tværs af landet i dag for at bruge de næste dage med deres kære, når juleaften løber af stablen søndag.
Men hvis man skal fra Sjælland til Fyn og Jylland, starter juleferien ikke ligefrem optimalt - i hvert fald ikke, hvis man er i bil.
Et uheld på Storebæltsbroen betyder nemlig, at der er kommet kø ved broen. Eller ... ved broen er måske en lidt for snæver betegnelse.
Lige nu går køen nemlig fra betalingsanlægget ved broen og helt til Slagelse. Det er altså næsten 38 kilometers stillestående kø!
For nuværende er kun ét spor åbent i hver retning, fortæller Kenneth Jensen, vagthavende ved Vejdirektoratet til TV 2.
"Lige nu er køen på cirka tre timer, men forhåbentligt løser den sig lidt hurtigere. Den går hele vejen fra Slagelse Øst og til betalingsanlægget ved broen."
For at føje spot til skade glider trafikken den anden vej, altså i retning mod Sjælland, "rimeligt tilforladeligt" ifølge Kenneth Jensen.