Arkivfoto, presse-fotos.dk
Arkivfoto, presse-fotos.dk

Nu er der nyt om dødsårsagen for de 50 nedgravede heste ved skandaleramt stutteri

Politi

07/11/2023 14:29

J. Bøgen

Stutteriet har i den grad været i vælten i efteråret.

23. august gennemførte Midt- og Vestjyllands Politi i samarbejde med Fødevarestyrelsen og Viborg Kommune et tilsyn på Viegård Stutteri nord for Viborg.

Under tilsynet gravede myndighederne resterne af cirka 50 heste op af jorden forskellige steder på ejendommen. Rester fra i alt 39 forskellige heste blev efterfølgende sendt til undersøgelse på Københavns Universitet, hvor patologer har undersøgt knogler og væv.

Kun enkelte døde heste har ikke kunnet undersøges på grund af forrådnelse. Undersøgelsen konkluderer, at hestene var ved normalt huld på tidspunktet for deres død.

"…hverken makroskopisk eller histologisk fandtes forandringer, der var forenelige med en tilstand af afmagring", konkluderer undersøgelsen.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Uklar dødsårsag

Undersøgelsen har på baggrund af de tilsendte præparater ikke kunnet konkludere noget om hestenes dødsårsag.

"Vi kan konstatere, at dødsårsagen ikke kunne fastlægges i den patologiske undersøgelse, men til gengæld giver undersøgelsen et klart svar på spørgsmålet om, hvorvidt hestene var afmagrede, da de døde", siger Vicepolitiinspektør Christian Toftemark, leder af Lokalpolitiet i Viborg.

"I forhold til dyrevelfærdssagen kan vi følgende konkludere, at vi ikke kommer til at tilføje yderligere sigtelser på baggrund af den patologiske undersøgelse", siger Christian Toftemark.

Midt- og Vestjyllands Politi arbejder videre med dyrevelfærdssagerne på Viegård Stutteri. Viborg Kommune har tidligere konkluderet, at de nedgravede heste var i strid med miljølovgivningen, da de var gravet ned uden tilladelse.

Arbejdet med miljøsagen på Viegård Stutteri fortsætter.

Fakta om sagen

  • Midt- og Vestjyllands Politi har igennem 2023 ført tilsyn med Viegård Stutteri på en række uanmeldte tilsyn på flere forskellige adresser omkring stutteriet i samarbejde med andre myndigheder.

  • Politiet har pr. 26. oktober været på uanmeldte tilsynsbesøg på stutteriet 12 gange i 2023. Myndighedernes første tilsyn i 2023 var i februar, hvorefter der igen var uanmeldte tilsynsbesøg i maj, juli, august, september og oktober.

  • 13. oktober blev virksomheden erklæret konkurs. Politiet har siden konkursen været på 2 uanmeldte tilsynsbesøg på stutteriet. Disse tilsynsbesøg har ført til vejledninger, således det fortsatte arbejde med at forbedre hestenes tilstand og vilkår kan fortsætte.

  • I de første syv måneder af 2023 har de uanmeldte tilsynsbesøg ført til 4 sigtelser for overtrædelse af dyrvelfærdsloven i alt 35 forskellige forhold. De 35 forhold er konstateret på tilsynsbesøgene i februar, maj og juli 2023.

  • 23. august gennemførte Midt- og Vestjyllands Politi, Fødevarestyrelsen og Viborg kommune et uanmeldt tilsynsbesøg. På stutteriets grund blev der fundet nedgravede rester af omkring 50 heste.

  • Tilsynsbesøget 23. august har resulteret i et større antal pålæg, hvor stutteriet pålægges at forbedre dyrevelfærden omkring dyrene. Tilsynskontrollerne har også medført flere nye sigtelser for overtrædelser af dyrevelfærdsloven.

  • Ud over de uanmeldte tilsynsbesøg har politiet som led i arbejdet med dyrevelfærdssagen løbende besøgt stutteriet på baggrund af et større antal anmeldelser og henvendelser fra borgere. Besøgene er også udført i samarbejde med andre myndigheder.

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.