Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Nyt svindelnummer i kraftig vækst: Kan koste ofre titusindvis af kroner

Politi

19/10/2023 10:24

J. Bøgen

Midt- og Vestjyllands Politi har den seneste tid haft flere end 100 sager af denne type.

”Hej mor, jeg mistede min telefon tidligere. Gem mit nye nummer”.

Sådan lyder indledningen til en længere SMS-korrespondance – en korrespondance, der ender med, at en mor mister titusindvis af kroner.

Midt- og Vestjyllands Politi ser lige nu rigtig mange sager, hvor svindlere via et taletidskort udgiver sig for at være barn af den, de SMS’er til. Korrespondancen kan for eksempel udvikle sig til, at barnet har en regning, der skal betales i dag, eller har noget gæld, der er deadline på at få tilbagebetalt.

Og det er selvfølgelig noget bøvl, må man forstå, når man har mistet sin telefon og ikke lige kan nå forbi banken osv.

”Svindlerne skyder selvfølgelig mange beskeder af sted, som de ikke får noget ud af, men der er altså også en hel del, som de får overtalt til at overføre store summer. I de fleste sager, vi har set den seneste tid, er det omkring 30.000 kroner”, fortæller Susanne Kiel Nielsen, der er politikommissær i Midt- og Vestjyllands Politi.

Har svar på alt

Svindleren har også forklaringer klar på, hvorfor sønnen eller datteren ikke lige har mulighed for at ringe forælderen op.

”Da jeg lige har registreret dette nummer, kan jeg ikke foretage eller modtage opkald i et par timer”, kan forklaringen for eksempel lyde.

”Det er selvfølgelig positivt, at man er der for ens børn, når de har brug for hjælp – også efter de er flyttet hjemmefra. Men det er altså også nødvendigt med en portion sund skepsis, og man bør ikke overføre penge for nogen, man ikke har talt med”, lyder rådet fra Susanne Kiel Nielsen.

Midt- og Vestjyllands Politi har den siden begyndelsen af 2023 og til nu haft flere end 100 sager fra forældre, der er blevet snydt. Ofrene er fordelt over hele landet.

Anmeldelser om internetbaseret, økonomisk kriminalitet går typisk ind hos politiets nationale enhed for særlig kriminalitet og fordeles derfra til de forskellige politikredse, der så efterforsker sagerne.

4 gode råd fra politiet

  • Vær sikker på, at det faktisk ér din søn eller datter, du skriver med. Du kan fx forsøge selv at ringe dit barn op på det sædvanlige nummer eller insistere på, at han/hun låner en telefon og ringer dig op

  • Godkend ikke noget med NemID/MitID, som du ikke selv sidder med

  • Videregiv aldrig personlige oplysninger om dit NemID/MitID – heller ikke til familie og venner

  • Hold dine personlige koder for dig selv

    Find flere gode råd til at undgå svindel på politiets hjemmeside:
    https://politi.dk/oekonomisk-svindel-paa-nettet/forebyg-oekonomisk-svindel-paa-nettet/borger

Du kan også downloade appen Mit Digitale Selvforsvar. Den holder dig opdateret på de nyeste digitale trusler.

Eksempel på sms-korrespondance med svindler. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.