Aftenens, nattens og nu morgenens kraftige regnvejr i det jyske skaber store trafikale problemer, særligt i Østjylland.
På E45 Østjyske Motorvej i nordgående retning er afkørsel 47 Tilst for eksempel så hårdt ramt, at et spor simpelthen er spærret, fordi det ikke er sikkert at køre på. Vejhjælp er på stedet og i gang med at få vandet væk.
Advarslen om meget vand på vejene gør sig generelt gældende for størstedelen af denne morgens advarsler, da også Rute 15 i nordgående retning mellem Aarhus N og 19b Søften er plaget af så voldsomme mængder vand, at bilister skal nedsætte hastigheden. Der er dog ikke nogen spor spærret, men vandet gør, at der er oparbejdet en kø, der indtil videre givere op til 30 minutters ekstra rejsetid.
Tidligere uheld
Tidligere på morgenen har der været et uheld på E45 i sydgående retning mellem 44 Hadsten og 46 Aarhus Nord.
Uheldet er overstået, men der har oparbejdet sig en massiv kø, som først forventes afviklet efter morgentrafikken.
I skrivende stund vurderer Vejdirektoratet, at man skal regne med 1-3 timers forlænget rejsetid.
Også problemer på Sjælland
Der er ligeledes advarsler om store mængder vand på vejene rundt omkring på Sjælland. På Rute 23 Kalundborgmotorvejen i retning fra Kalundborg mod Tølløse er der også et spor spærret på grund af havareret bil, men også her advares der om store mængder vand på vejbanen.
Vi slutter på E20 Amagermotorvejen i retning fra Ørestad mod Avedøre. Mellem Kalvebroerne og 21 Avedøre Holme er der nemlig sket et uheld, og bilister skal nedsætte hastigheden i god tid, inden de når uheldsstedet.
Politi og redning er på vej.