Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skete 221 gange i 2000 - 0 for første gang nogensinde i 2022

Politi

03/01/2023 11:28

J. Bøgen

Til gengæld lider mange stadig af konsekvenserne fra oplevelserne for år tilbage.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

2022 vil af mange blive husket for krigen i Ukraine og den tårnhøje inflation. Men året er også skelsættende af helt andre årsager.

For første gang nogensinde lander antallet af bankrøverier begået i Danmark nemlig på nul. Det skriver Finansforbundet på baggrund af tal fra Finans Danmark.

Og det glæder næstformand i Finansforbundet Steen Lund Olsen.

"Det er intet mindre end fantastisk. For det er en helt ekstrem belastning for de berørte medarbejdere, hver gang det sker. Det er noget, man slet ikke kan begynde at forstå det følelsesmæssige omfang af, hvis man ikke har prøvet det selv," siger han.

I 2000 var der 221 bankrøverier. Det svarer til næsten ét per bankdag, mens der siden 2017 har været mindre end ti bankrøverier om året.

Faldet er sket samtidig med, at mange banker helt har lukket de kontante kasser, mens blandt andet Danske Bank kun har en enkelt kontantkasse i København og én i Aarhus.

En tikkende bombe

Men selvom antallet af røverier er faldende, kæmper mange bankansatte, der har været udsat for røveri, fortsat med konsekvenserne.

Det mærker man i Finansforbundets socialrådgiverteam, der aktuelt har 12 verserende arbejdsskadesager, som omhandler røverier i perioden 2002 til 2018.

"Nogle af sagerne kører på tyvende år, da nogle af medlemmerne først mange år efter hændelsen får konstateret PTSD," siger socialrådgiver Olivera Nancovski. Hendes kollega Michael Dreyer supplerer:

"Det er en tikkende bombe, og det kan være småting, der udløser det. Ændrede arbejdsrytmer, hvis de får en ny funktion eller hvis de bliver placeret et andet sted i lokalet."

Socialrådgiverne fortæller, at nogle også har oplevet en retraumatisering i forbindelse med den øgede brug af mundbind under corona-pandemien. Særligt sorte mundbind har, på grund af deres lighed med de masker, som bankrøvere ofte har på, vækket traumer til live hos nogle ofre for bankrøverier.

Det er blandt andet symptomer som angst, tristhed, irritabilitet, rastløshed og søvnløshed, som de berørte medlemmer kæmper med.

For nogle er det så indgribende, at de slet ikke kan arbejde og har fået tilkendt en førtidspension, mens andre bliver ansat i fleksjob, hvor der bliver taget hensyn til deres behov.

Fortsat problemer med vold og trusler

Selvom der nu for første gang er gået et år, hvor ingen bankansatte har skullet stå ansigt til ansigt med en bankrøver, er der stadig store udfordringer med vold og trusler i sektoren, understreger næstformand i Finansforbundet Steen Lund Olsen.

Det sker i dag i langt højere grad digitalt, men er fortsat et stort problem for de ansatte, påpeger han.

"Der er stadig medarbejdere – særligt i de kundevendte funktioner – der bliver svinet til på mailen eller telefonen. Medarbejdere, der bliver truet i virtuelle såvel som fysiske møder. Det er uacceptabelt," siger Steen Lund Olsen og fortsætter:

"Der er tale om helt almindelige mennesker, der bare passer deres arbejde. Det skal man selvfølgelig kunne gøre uden at risikere at blive chikaneret og traumatiseret."

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.